Skip til primært indhold

En gave til forskningen: OUH kårer årets patient- og pårørende-repræsentant

Tirsdag den 29. oktober kårede OUH Lars Bye Møller som Årets Patient og Pårørende i forskningen for hans uvurderlige indsats i Smerteforskningsgruppens patient- og pårørendepanel.

 Professor Henrik Bjarke Vægter (tv) og patient- og pårørenderepræsentant Lars Bye Møller (th)

Professor Henrik Bjarke Vægter (tv) og patient- og pårørenderepræsentant Lars Bye Møller (th)

- At have Lars som patientrepræsentant i vores smerteforskningspanel er en gave. Han har med sin erfaring og indsigt i patienternes liv bidraget til at løfte kvaliteten og relevansen af vores forskningsarbejde, siger Henrik Bjarke Vægter, som er professor på Smertecenteret, om Lars Bye Møller.

Tirsdag den 29. oktober kårede OUH Lars Bye Møller som Årets Patient og Pårørende i forskningen for hans uvurderlige indsats i Smerteforskningsgruppens patient- og pårørendepanel. Her har han  arbejdet hårdt for at forbedre forholdene for patienter med kroniske smerter og været med til at sikre, at forskningen i Smertecenteret netop handler om patienternes behov.

Lars har også hjulpet med patientens perspektiv i ikke kun et, men mange forskellige forskningsprojekter og været en stor hjælp for både de yngre og de erfarne forskere på Smertecenteret.

- Jeg er utrolig glad for at have modtaget prisen som årets patient i forskning på OUH i 2024. Det har kostet mange kræfter, men jeg har oplevet mit samarbejde med Henrik og hans forskerkolleger som lige værdigt og lærerigt. Som patient er jeg glad for at blive hørt, fordi vi kan bidrage med virkelighedsnære erfaringer, problemstillinger og værdier som forskerne måske ellers ville overse, fortæller Lars Bye Møller, som også er en del af patientforeningen FAKS - Foreningen af Kroniske Smerteramte og frivillig i telefonrådgivningslinjen Smertelinjen.

Prisen blev overrakt til Lars som en del af Research Week 2024, som er et fælles arrangement mellem OUH og Klinisk Institut på SDU.

APPFWU01V