Skip til primært indhold

Når du skal indlægges

Velkommen i Hjertemedicinsk afdeling B, hvor vi har tre sengeafsnit, B1, B2/KARMA og B3. På sengeafsnittene undersøger og behandler vi patienter med hjertesygdomme.

Nedenfor kan du læse om at være indlagt på sengeafsnittene

Hvad sker der i løbet af døgnet?

06.00-07.00 - Vi måler blodtryk og temperatur mv.
08.00-09.00 - Morgenmad
09.00-12.00 - Personlig pleje, stuegang samt diverse undersøgelser i laboratoriet
12.00-12.30 - Frokost
13.00-14.00 - Middagshvil
14.00-15.00 - Vi måler blodtryk, puls mv.
12.00-16.00 - Diverse undersøgelser i laboratoriet
14.00-15.00 - Eftermiddagskaffe/the
17.30-18.00 - Aftensmad
19.00-20.00 - Aftenkaffe/the

Værd at vide

Du henter selv din mad og drikkevarer, som vi serverer ved køkkenet. Hvis du ikke selv kan hente din mad, hjælper vi dig. Der er mulighed for individuel madbestilling, kontakt personalet for assistance. Oplys også personalet om eventuelle allergier eller diæter.

  • En opdateret liste over den medicin, du tager
  • Din medicin i originalæske
  • Toiletsager,
  • Morgenkåbe og hjemmesko
  • Ørepropper og sovemaske
  • Mobiltelefon, oplader
  • PC/iPad
  • Læsestof eller håndarbejde

Vi fraråder, at du tager smykker, værdigenstande samt alt for mange kontanter med, da vi har begrænset mulighed for aflåst opbevaring.

Der er fri besøgstid for pårørende, dog ingen besøg mellem kl. 12 - 14.00 og efter kl. 21.
Bliver du indlagt akut, er pårørende velkomne på alle tider af døgnet under hensynstagen til andre patienter.
Der er mulighed for at dine pårørende, mod betaling, kan overnatte på Patienthotellet her på OUH. Kontakt personalet ved behov.

Det er, som hovedregel, ikke tilladt for pårørende at overnatte på patientstuerne.

Brug gerne egen mobiltelefon - men husk, den skal være på lydløs og respekter hviletider mellem kl. 12 - 14.00 og kl. 21 - 07.00, hvor den skal være slukket. Har du behov for at tale i telefon i dette tidsrum, er du velkommen til at gøre det i dagligstuen.
Der er mulighed for at få stillet en telefon ind på stuen, som du kan ringe fra eller modtage opkald på. Kontakt altid personalet først. Du kan se telefonnummeret til det sengeafsnit, du ønsker under Kontakt os.
Vi har vagtskifte mellem kl. 7.00-7.30, kl. 15.00-15.30 samt kl. 23.00-23.30 og vi beder dig derfor om at ringe uden for disse tidspunkter.

Der er rygeforbud på Odense Universitetshospital.
Du bliver spurgt om rygevaner, og hvis du ønsker det tilbyder vi nikotinsubstitution, samtale om rygeophør og henviser til kommunalt rygestoptilbud.

Du skal, så vidt det kan lade sig gøre, selv sørge for tranport hjem. Kontakt personalet, hvis du har behov for hjælp til hjemtransport. Læs mere om transport her.

Du kan læse mere om hvordan du finder vej og parkering her.

Samarbejde

Dine pårørende er velkomne til at deltage i stuegang og samtaler med videre.
Aftal med sygeplejersken hvilket tidspunkt på dagen, der passer bedst. Der er også mulighed for at være med via telefon eller FaceTime.

10 gode råd

1. Giv udtryk for dine forventninger og ønsker.
  - Så har vi de bedste betingelser for at efterleve dine behov.

2. Fortæl hvordan du har det - hvad der optager og bekymrer dig.
  - Det er vigtigt for os at vide for at kunne hjælpe dig.

3. Tag din nærmeste eller en fra din omgangskreds med ved samtaler.
  - Fordi to personer hører og husker bedre en én person.

4. Skab gerne kontakt til andre patienter.
  - Fordi I kan dele viden og bryde eventuel ensomhed.

5. Forbered dig før samtaler og stuegang.
  - Fordi det kan være svært at huske det hele.

6. Stil gerne spørgsmål.
  - få svar på det du ikke forstår eller er usikker på.

7. Kend din handlingsplan.
  - Så kan du forberede dig bedst muligt og eventuelt søge relevant hjælp og information.

8. Spørg om, hvad du må og ikke må.
  - Det kan være forskelligt, alt efter hvad du fejler.

9. Husk at hvile dig.   - At være hjertesyg medfører ofte træthed, du og dine medpatienter har brug for ro.

10. Gør tiden hps os meningsfuld ved at læse eller slappe af.
  - Ventetid kan ikke undgås.

 

Hjertemedicinsk laboratorium - Hjerteundersøgelser og operationer

Kløvervænget 47, 5000 Odense C Indgang 44/46, 2. sal i Vestfløjen (Højhuset)


65 41 21 29
APPFWU01V