Skip til primært indhold

Vigtig milepæl: I lørdags blev de første borgere screenet for lungekræft i stort pilotprojekt på OUH

Lørdag den 14. september blev de første borgere screenet for lungekræft som led i et nyt pilotprojekt på OUH. Det blev markeret i Rudkøbing, hvor et mobilt setup betyder, at borgerne kan blive screenet tættere på deres hjem.

Hvert år dør cirka 3.700 danskere af lungekræft, og dødeligheden er den højeste på tværs af alle kræftformer. De seneste år er chancerne for overlevelse steget, men ofte opdages kræften så sent, at den har spredt sig og er vanskelig at behandle.

Derfor har regeringen afsat 25 mio. kr. til et pilotstudie af et nationalt screeningsprogram for lungekræft, som Odense Universitetshospital er blevet udvalgt til at gennemføre. Formålet med studiet er at undersøge, hvordan man kan tilrettelægge et nationalt screeningsprogram.

Første screeningsdag fejret i Rudkøbing

Siden pilotprojektets start har projektet arbejdet fokuseret på at invitere borgere til screening. Borgerne er blevet udvalgt ved lodtrækning, og de er blevet bedt om at svare på en række spørgsmål om deres rygevaner og helbred. Derefter er dem, som matcher kriterierne for deltagelse, blevet inviteret til screening. Målet er, at mindst 1000 borgere fra Fyn og øerne i alderen 60-74 år, som er i særlig risiko for at udvikle lungekræft, deltager i studiet over de næste tre år. Projektet er nu ved at være i mål med at invitere, og i lørdags blev de første borgere screenet.

- Første screeningsdag er en vigtig milepæl for projektet, og vi glæder os over, at projektet nu for alvor går i gang. Lungekræft er den kræftform, som dræber allerflest i Danmark, og derfor er det så vigtigt, at vi med pilotprojektet får undersøgt, hvordan et screeningsprogram kan se ud, så vi kan opdage kræften før det er for sent, siger Michael Stenger, overlæge, ph.d. og projektleder på studiet. 

Første screeningsdag blev markeret med taler af bl.a. Pernelle Jensen, formand for Udvalget for Det Nære Sundhedsvæsen, og centrale medarbejdere i projektet. Derudover var det muligt at se den mobile CT-scanner.

Mobil CT-scanner

Den mobile CT-scanner er taget i brug.

Radiografen sikrer billedkvaliteten ved CT-scanneren.

Radiografen er klar til at holde øje med billedkvaliteten, når borgerne CT-scannes.

Projektleder Michael Stenger holder tale.

Projektleder Michael Stenger holder tale.

Radiograf er klar til at borgeren kan udføre lungefunktionstest.

Som en del af screeningen, skal borgerne udføre en lungefunktionsundersøgelse. Det hjælper radiograf Ida Thrane dem med.

APPFWU02V