OUH-eksperter er værter for flåtkonference
Nordtick 2024 finder sted i Nyborg 16-18. april. Her vil forskere bl.a. præsentere ny forskning, der viser en stigning i antallet af TBE-infektioner i hele Skandinavien
Nanna Skaarup Andersen, afdelingslæge på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på Odense Universitetshospital og klinisk lektor på Syddansk Universitet er hovedarrangør, når over 150 fagfolk fra mere end 10 forskellige lande 16-18. april mødes i Nyborg og udveksler den nyeste viden på området.
Læs mere om konferencen NordTick 2024.
Her vil forskere bl.a. præsentere ny forskning, der viser en stigning i antallet af TBE-infektioner i hele Skandinavien. Samtidig har man fundet nye typer flåt-infektioner, der særligt viser sig hos patienter med et trykket immunforsvar grundet biologisk behandling, en behandling der oftest gives til folk med autoimmune sygdomme eller som led i cancerbehandling
Blandt oplægsholderne er også overlæge Sigurdur Skarphédinsson, der leder Klinisk Center for Vektorbårne Infektioner på OUH. Han har arbejdet med flåtsygdomme i 30 år og skal holde en Open Lecture om Borrelia under NordTick 2024.