Organdonation efter cirkulatorisk død er taget i brug
De første donationer efter cirkulatorisk død i nyere tid har fundet sted i Danmark. Dermed kan afdøde nu donere organer efter både hjernedød og ophør af åndedræt og hjertefunktion. Det giver flere mennesker mulighed for at blive organdonorer
Siden 1990 har det været en forudsætning for organdonation, at donoren er død ved hjernedød. Men en politisk beslutning har gjort det muligt fra efteråret 2023 at donere organer efter såkaldt cirkulatorisk død (DCD). Det betyder, at hjernen dør, fordi hjertet holder op med at slå, og der ikke kommer blod til hjernen – altså at hjertevirksomhed og vejrtrækning er ophørt uopretteligt.
De første forløb med DCD har fundet sted i Danmark og er gået planmæssigt.
Det er i første omgang de fire store danske universitetshospitaler, Aarhus Universitetshospital, Odense Universitetshospital, Aalborg Universitetshospital og Rigshospitalet, der vil have mulighed for at gennemføre organdonation efter cirkulatorisk død. Alle fire hospitaler har forberedt DCD-forløb grundigt og arbejder efter retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen.
Flere organer til transplantation
Fordi både DCD og donation efter hjernedød – DBD – nu er muligt, er forventningen, at det samlet vil give flere organer til transplantation. Mange danskere har meldt sig som organdonorer i donoregisteret eller ved at fortælle deres pårørende om deres ønske, og flere af dem vil nu få mulighed for at donere organer efter deres død.
DCD er blevet en mulighed på grund af medicinske og teknologiske fremskridt, der gør, at organerne kan bevares i en stand, der gør dem egnet til transplantation. Organdonation kan kun komme på tale, når en patient har en uoprettelig skade på hjernen, som vil medføre døden.
Ved DCD er der lige så god tid for de pårørende til at træffe beslutningen om organdonation og til at tage afsked, som der er ved donation efter hjernedødskriteriet.
DCD er allerede benyttet i mange europæiske lande, herunder Sverige, Norge og Finland.
Af hensyn til anonymiteten for både donorer og modtagere af organer i Danmark er det ikke muligt at give oplysninger om de konkrete donationsforløb.
Læs mere om DCD her:
Pressekontakter:
- Odense Universitetshospital: Pressetelefon: 4038 4218, ouh.presse@rsyd.dk
- Rigshospitalet: Louise A. Poulsen, presserådgiver, 3545 3552, louise.andresen.poulsen@regionh.dk
- Aalborg Universitetshospital: Region Nordjyllands pressevagt: 9764 8040, presse@rn.dk
- Aarhus Universitetshospital: Lars Elgård Pedersen, pressechef: 2479 2436, lars.elgaard@skejby.rm.dk