Mad på det nye OUH
På det nye OUH bliver der mange forskellige muligheder for at få mad, som bliver produceret af hospitalets køkken med fokus på økologi og bæredygtighed
På det nye OUH bliver maden til patienter, pårørende og medarbejdere produceret i et stort nyt produktionskøkken, der er placeret i servicebyen.
Køkkenet har sølvmærket i økologi. Det betyder, at økologiske føde- og drikkevarer udgør 60-90 procent af det samlede indkøb. Maden har en bæredygtig profil og bliver produceret fra bunden.
Maden produceres i køkkenet, men færdigtilberedes tæt på patienter og pårørende samt medarbejdere i hospitalets store kantine, ”foodhallen” eller på etagekøkkener.
Foodhall
Alle, der kommer på OUH, har mulighed for at købe mad i foodhallen, der er placeret tæt ved hovedindgangen.
Foodhallen vil være indrettet med forskellige zoner, hvor man kan finde forskellige typer af mad, og hvor der vil være siddepladser, så man kan benytte sig af.
Maden er produceret i produktionskøkkenet, men den sidste tilberedning foregår i køkkenet i foodhallen, lige inden man køber sin mad, så den altid er så frisk tillavet som muligt.
Mad til sengeliggende patienter
Sengeliggende patienter kan få serveret mad i sengestuen. Man kan bestille mad digitalt fra et af de 10 etage-køkkener, der er placeret på de etager, hvor sengestuerne er.
I etagekøkkenerne arbejder uddannet kostfagligt personale med at færdigtilberede maden, hvorefter det deles ud på sengestuerne via en buffetvogn.
Medarbejderne kan også bestille mad i etage-køkkenerne. Maden er gratis for patienter, mens pårørende og medarbejdere skal betale for den.
Mad 24/7
Hvis man kommer på OUH udenfor dagtimerne og de tidlige aftentimer, hvor foodhallen og etagekøkkenerne ikke er åbne, vil der være mulighed for at købe mad i et område i foodhallen. Her kan man købe og hente mad som f.eks. sandwich eller salatbowles. Til patienter vil der udenfor etagekøkkenets åbningstider være et mindre sortiment til rådighed i afsnitskøkkener.