Skip til primært indhold

Gode råd om daglig medicin

Som HIV-smittet finder du her gode råde til at holde styr på din daglige medicin

Gode råd

Det er MEGET vigtigt, at du husker at tage AL din medicin HVER dag på de tidspunkter, som din læge har foreskrevet. Man ved nemlig, at der skal være en vis mængde medicin i  blodet hele tiden, for at HIV undertrykkes bedst muligt.

Hvis al medicinen tages hver dag, kan den holde de fleste fri for symptomer i mange år. Men hvis kun noget af medicinen tages, kan virus blive modstandsdygtig over for behandlingen, og behandlingen kan miste sin virkning for altid.

Mange synes, det er svært at få taget al medicinen regelmæssigt hver eneste dag. Vi håber, det kan blive lettere for dig, hvis du følger rådene i denne pjece.

Hold fast i at du ønsker at leve og vil gøre en indsats for behandlingen. Behandlingen styrer ikke dit liv - du styrer dit liv med behandlingen. Samarbejd med lægen, så du får præparater, der passer til netop din livsstil og dine rutiner.

Vær opmærksom på, om du oplever bivirkninger, når du har taget din medicin. For de fleste bliver bivirkningerne mindre med tiden, men hvis du er i tvivl, skal du kontakte os.

Stil spørgsmål, så du får større indsigt i din sygdom og behandling.

Sørg for at få så meget hjælp som muligt til at huske behandlingen. Få støtte til at få taget din medicin fra din partner, familie, venner, sygeplejersker og læger. Overvej hjælpemidler som tabletbeholder, doseringsæske, medicinskema og alarm (ur og mobil). 

Støttegrupper

Det kan også være, at du kan bruge støttegrupper og patientforeninger som fx HIV-Danmark, se www.hiv.danmark.dk eller www.hiv.dk. Vær ikke flov over at have besvær med medicinen, for det er svært for mange. Desuden oplever mange, at det kan være svært at tale om. Søg derfor en læge eller sygeplejerske, som du er tryg ved, og som du kan tale åbent og ærligt med om behandlingen. Husk at noget af det allervigtigste ved dine besøg i ambulatoriet er, at du får talt om eventuelle problemer med at tage medicinen.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg har glemt at tage tabletterne?
- Normalt skal du tage dem straks.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg er syg eller kaster op?
- Normalt skal du tage tabletterne alligevel.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg oplever bivirkninger?
- Du skal kontakte os.

Hvad skal jeg gøre, hvis jeg er i tvivl om noget i forhold til medicinen?
- Du skal kontakte os.

Skriv dine øvrige spørgsmål ned for eksempel og spørg os:
Hvilke tabletter skal jeg tage?
Hvor mange skal jeg tage?
Hvornår skal jeg tage tabletterne?

Da faste klokketider kan være svære at huske, kan det være en god ide at gøre det til en rutine at tage medicinen i forbindelse med en anden rutine i din hverdag, fx et måltid eller når du børster tænder.

Det kræver måske en indsats i begyndelsen, men de fleste oplever, at det på et tidspunkt går af sig selv. Du bør planlægge din rutine sammen med lægen og  sygeplejersken, da noget medicin skal tages til et måltid.

For at du ikke hele tiden skal tænke på din medicin, kan det være en god ide at have små depoter forskellige steder. Det kan være på dit arbejde eller i dit sommerhus. Du skal bare huske at opbevare den rigtigt, fx på køl.

Vær forberedt på, at det kan kræve noget ekstra at huske medicinen, hvis:

• du i en periode har meget travlt i hverdagen
• du er ude at rejse
• du er til fest
• du føler dig nedtrykt og deprimeret
• du har mange bivirkninger af medicinen
• du gerne vil skjule for andre, at du tager medicin

Selv om det er blevet en rutine for dig at tage medicinen, kan du godt ind i mellem glemme, om du har taget den seneste dosis. Gør det let for dig selv at se, om du har taget medicinen. Du kan fx lægge dosis frem i god tid eller bruge doseringsæsker.

Du kan også hjælpe dig selv med at se, om du har taget al medicinen den seneste tid. Du kan fx sætte et kryds i din kalender, når du begynder på et nyt pilleglas/en ny pakning.

APPFWU02V