Skip til primært indhold

Ophold for patienter

Som patient på OUH har du mulighed for at overnatte på Patienthotellet. Ophold skal bookes af den afdeling, hvor du bliver behandlet.

Adgang til Patienthotellet

For at få et værelse på Patienthotellet, skal du tilbydes det af den afdeling, hvor du bliver behandlet. Du skal som patient ikke betale for værelset. Et ophold på Patienthotellet inkluderer mad.

Du skal tjekke ind i Patienthotellets reception i stueetagen. Afdelingen, der sørger for dit ophold, vil fortælle dig, hvornår dit værelse er klar. Når du skal tjekke ud af Patienthotellet igen, skal det ske inden kl. 13.00. 

Personalet kan hjælpe dig

I Patienthotellets reception finder du hotelsygeplejerskerne. De kan hjælpe dig med at overholde dine aftaler med afdelingen, og de kan rådgive dig i dit forløb på OUH. De står også klar til at hjælpe ved nødkald, hvis du får det dårligt på dit værelse. Hvis vi bliver i tvivl om du har det godt, vil hotelsygeplejerskerne også kontakte dig. 

Hotelsygeplejerskerne er på hotellet hele døgnet og kan derfor træde til, hvis du får akut brug for hjælp. Du kan bruge nødkaldet på dit værelse til at tilkalde hotelsygeplejerskerne. 

Vores servicepersonale vil gøre dit værelse rent hver dag mellem 8.00 og 13.00. Derfor må du gerne holde badeværelset ryddeligt, så de kan komme til. Hvis du ikke vil forstyrres, kan du hænge et skilt på døren, men vi ser helst, at vi kan gøre rent hver dag. 

Privat værelse i behagelige omgivelser

På Patienthotellet er du patient i private og behagelige omgivelser. Du får dit eget værelse, der er ingen faste besøgstider, og du kan komme og gå, som du selv vil. Værelset har eget bad og toilet, TV, telefon og nødkald. 

Hotellet er placeret tæt ved hospitalet, så det er nemt for dig at komme til og fra undersøgelse eller behandling. Der er plads til alle typer patienter og forløb.

Vil du have en pårørende med, kan I finde mere information under Ophold for pårørende.

Tøj, toiletsager og medicin

Du skal medbringe eget tøj, toiletartikler og medicin hjemmefra eller fra den afdeling, du er tilknyttet i dit behandlingsforløb.

Patienthotellet kan ikke tilbyde nogen form for medicin.

APPFWU02V