Til jobsøgende
Til jobsøgende
Her kan du finde information om Hæmatologisk Afdeling som arbejdsplads
Hvem er vi?
Hæmatologisk afdeling X er en specialiseret afdeling, hvor vi behandler patienter med maligne såvel som benigne hæmatologiske sygdomme. Patienter med hæmatologiske sygdomme er præget af såvel akutte medicinske tilstande som kronisk og livstruende sygdom. Behandlingsforløbene strækker sig ofte over en lang periode, hvilket betyder, at vi får et nært og nuanceret kendskab til den enkelte patient og de pårørende. Sygeplejeopgaverne i det hæmatologiske speciale er på en gang fagligt specialiserede, komplekse og varierende og sætter alle facetter af sygeplejefaget i spil.
Vores værdier
Vores afdeling er bundet sammen af et særligt værdifællesskab. Vi har for nyligt defineret de fire mest fremtrædende værdier - passer de til dig?
Vi arbejder sammen
På Hæmatologisk afdeling har vi et helt unikt sammenhold, der går på tværs af faggrænser og afsnit. Sygeplejersker, læger, social- og sundhedsassistenter, fysio- og ergoterapeuter, diætister og hospitalspræst arbejder sammen som en enhed for patienternes bedste. Vi har faste tværfaglige konferencer, hvor vi sammen planlægger den bedste behandling for de enkelte patienter, og vi har forskellige tværfaglige arbejdsgrupper, der arbejder målrettet med alt fra ernæring til patient- og pårørendeinddragelse. Afdelingen er præget af en flad struktur, hvor alle kan byde ind med nye input.
Vi tager ansvar
Vi arbejder hele tiden på at blive bedre, og det er dybt indgroet i vores kultur, at vi handler hurtigt for at løse problemer og på at lære af vores fejl. Afdelingen er præget af ordentlighed og af en fællesskabsfølelse, som betyder, at vi tager ansvar for patienter og pårørende, men også for at vi alle lever op til afdelingens værdier.
Vi tænker nyt
Vi er hele tiden på vej nye steder hen, og det kan du se, når du kommer her. Vi har startet netværket Livskræften til unge patienter med arrangementer i en særlig opholdsstue, og vi har indrettet målrettede patientstuer på sengeafsnittene til delirøse patienter. Vi har en meget aktiv forskningsenhed, hvorfor du vil se projektsygeplejersker, der indsamler data på afsnittene. Vores hjemmeenhed arbejder løbende med patient empowerment – fx i form af hjemmekemo med CADD-pumper.
Vi skaber stemning
Det kollegiale sammenhold er i særklasse hos os. Når du starter, vil du møde en personalegruppe, der tager imod dig med åbne arme. Hos os tager vi hånd om hinanden, og den gode stemning kan mærkes af patienterne, som ofte beder os om at åbne dørene til deres stuer, så de kan høre os grine sammen. Vi har en stor fælles julefrokost og en juletræsfest, hvor man kan tage familien med. I januar holder vi nytårskur, og vi har to fælles årlige temadage. Mange af os laver også ting sammen i fritiden.
Du er velkommen til at se ledige stillinger her: Ledige stillinger