Skip til primært indhold

Frivillighedsprisen 2024: To frivillige indsatser på OUH blev kåret

To indsatser med tilknytning til OUH fik en pris, da Region Syddanmark kårede vinderne af regionens årlige frivillighedspris den 29. april. Hovedprisen gik til de frivillige i foreningen Social Sundhed Odense, mens Trivselsprisen gik til de studerende på Danish National Academy of Music, som spiller levende musik på OUH's intensivafdeling.

Vinder af Frivillighedsprisen gør op med uligheden

Hovedprisen gik i år til de frivillige i Social Sundhed Odense, som hjælper udsatte borgere med at navigere i sundhedsvæsenet ved for eksempel at hjælpe dem til lægen eller på sygehuset.

Prisen blev overrakt af regionsrådsformand Bo Libergren (V), som er formand for den dommerkomité, der har fundet vinderne:

- Et besøg hos lægen eller en tur på sygehuset kan være en stor udfordring for psykisk sårbare og udsatte borgere. Derfor er det en kæmpe hjælp for dem, at der kommer en frivillig og sørger for, at de kommer afsted og hjem igen. En frivillig, der også kan hjælpe dem med at huske alle de vigtige beskeder, de får på sygehuset eller hos lægen.

Dommerkomitéens begrundelse var blandt andet, at Social Sundhed Odense gør en prisværdig indsats for at mindske ulighed i sundhed og derfor i høj grad fortjener at modtage Hovedprisen.

Med prisen følger 50.000 kr. til at udvikle samarbejdet mellem Social Sundhed Odense og OUH.

Hovedprisen gik til de frivillige i Social Sundhed Odense, som hjælper udsatte mennesker med at komme til lægen eller på sygehuset

Hovedprisen gik til de frivillige i Social Sundhed Odense, som hjælper udsatte mennesker med at komme til lægen eller på sygehuset.

Levende musik beroliger patienterne

Region Syddanmark har i år indført to nye priser som erstatning for de to mindre priser, regionen plejer at uddele.

Den ene af de to nye priser er Trivselsprisen på 10.000 kr. Den gik i år til de studerende på Danish National Academy of Music, der én gang om ugen spiller små, stille koncerter på patienternes stuer på OUH’s intensivafdeling.

Dommerkomitéens begrundelse var blandt andet, at den levende musik skaber en beroligende stemning og kan være en tiltrængt pause til patienter og pårørende fra det tankekaos og de bekymringer, som ofte er forbundet med en indlæggelse på intensiv.

Stort tillykke!

Læs om alle vinderne her

Trivselsprisen gik til de studerende på Danish National Academy of Music, der én gang om ugen spiller små, stille koncerter på patienternes stuer på OUH's intensivafdeling.

Trivselsprisen gik til de studerende på Danish National Academy of Music, der én gang om ugen spiller små, stille koncerter på patienternes stuer på OUH's intensivafdeling.

APPFWU02V