Skip til primært indhold

Ny forskning viser, hvilke hiv-positive der har størst risiko for at udvikle analkræft

Hiv-positive har mellem 40 og 100 gange højere risiko for at udvikle analkræft end den generelle befolkning, hvor analkræft forekommer sjældent. Men indtil nu har man ikke vidst hvilke hiv-positive, der var mest udsatte. Nu viser et nyt studie, at hiv-positive, der tidligere har haft en alvorlig svækkelse af immunforsvaret, har en markant højere risiko for at udvikle analkræft.

Forskere fra Odense Universitetshospital har i samarbejde med forskere fra Catalonien påvist, at man ved at tælle antallet af såkaldte CD4-celler, der er en vigtigt del af vores immunforsvar, kan vurdere hiv-positives risiko for at udvikle analkræft.

Konkret viser studiet, at hiv-positive, som tidligere har haft et lavt CD4-tal under 200 celler pr. μL, som udtryk for alvorlig svækkelse af immunforsvaret, har en markant højere risiko for at udvikle analkræft. Samtidig viser forskningen, at personer med et CD4-tal over 350 celler pr. μL har en risiko, der svarer til den generelle befolkning.

Forskning kan få stor betydning

Studiet kan ifølge Raquel Martin Iguacel, der er overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital og en af hovedforskerne bag studiet, få stor betydning for fremtidige anbefalinger og  guidelines.

- Ved at tælle CD4-celler har vi fundet en metode, der kan identificere hvilken risiko, hiv-positive har for at udvikle analkræft. Denne viden kan bruges til at optimere behandlingen fremadrettet. I øjeblikket har nogle lande screeningsprogrammer for analkræft hos hiv-positive, og med resultaterne fra studiet kan programmerne nu skræddersys, så der fokuseres på højrisikogrupper. Ved at prioritere dem, der har størst behov, vil man også kunne få en mere effektiv udnyttelse af ressourcer, siger Raquel Martin Iguacel.  

Danmark har på nuværende tidspunkt ikke et screeningsprogram for analkræft. Hvis et sådant screeningsprogram på et tidspunkt bliver en realitet, vil resultaterne fra studiet betyde, at man ved, hvilke grupper, der har mest gavn af en screening. På den måde kan man målrette screeningen til en mindre gruppe, som har det største behov.  

Studiet er fornylig publiceret i det ansete tidsskrift, The Lancet HIV.

Kontakt:

Raquel Martin Iguacel, overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital på Raquel.Iguacel@rsyd.dk eller 23 60 47 60.


Fakta: Hvor mange får analkræft i Danmark?

  • 2 per 100,000 personår af danskere får analkræft. (ca. 0.002% per år)
  • 73 per 100,000 personår af alle hiv-positive får analkræft (ca. 0.07% per år)
  • 212 per 100,000 personår af MSM som har haft et lavt CD4-tal under 200 celler pr. μL får analkræft (ca. 0.2% per år) og 495 per 100,000 personår dem > 60 år (ca. 0.5%)


Fakta om studiet

  • Studiet er baseret på PISCIS-kohorten, en befolkningsgruppe af hiv-positive fra Catalonien og Balearerne.
  • Studiet omfatter 14.238 hiv-positive, der begyndte opfølgning før påbegyndelse af antiretroviral behandling, og 107 patienter diagnosticeret med analkræft.
  • Studiet er ledet af Raquel Martin Iguacel, der er overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital og tilknyttet CEEISCAT (The Center for Epidemiological Studies on Sexually Transmitted Infections and AIDS of Catalonia) og Josep M. Llibre, overlæge fra Fight Infections Foundations.
Raquel Martin Iguacel, overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital

Raquel Martin Iguacel, overlæge på Infektionsmedicinsk Afdeling på Odense Universitetshospital.

APPFWU01V