Skip til primært indhold

Forskningsprojekt skal undersøge om forstøvet kemoterapi kan forebygge kræftspredning i bughulen

Forskere fra Odense PIPAC Center på OUH og SDU vil nu undersøge om forstøvet kemoterapi kan bruges til at forebygge, at kræft spreder sig til bughulen. Allerede nu har forskerne opnået gode resultater med at bruge metoden som lindrende behandling.

Michael Bau Mortensen er i gang på operationsstuen.

Den forstøvede kemoterapi er en helt anden måde at behandle på: I stedet for at give det ind i en blodåre, bliver kemoterapien sprøjtet ind i bughulen under tryk, så den fordeler sig i alle hjørner og kroge.

På Odense PIPAC Center (OPC) har de allerede gode resultater med at bruge metoden som lindrende behandling til kræftpatienter, hvor kræften har spredt sig til bughulen.

Og nu tager de et nyt skridt med en bevilling på 4,5 mio. kr. fra Kræftens Bekæmpelse. Pengene går til at lave verdens første undersøgelse af, om den såkaldte PIPAC-behandling kan bruges til at forebygge tilbagefald i bughinden hos patienter, der opereres for kræft i mavesækken.

Forstøvet kemoterapi

I det nye forsøg skal PIPAC-behandlingen gives i forbindelse med patientens kræftoperation. Patienten får fjernet al synlig kræft ved kikkertkirurgi, og derefter sprøjtes forstøvet kemoterapi ind i bughulen, som skal gøre det af med de usynlige kræftceller, der måtte være tilbage. Det forklarer Michael Bau Mortensen, der er leder af Odense PIPAC Center og overlæge på Kirurgisk Afdeling på Odense Universitetshospital og professor og forskningsleder på SDU.


-Vi håber, at vi med PIPAC kan forhindre patientens kræft i at sprede sig til bughulen. I dette forsøg er det patienter med kræft i mavesækken. Men hvis det lykkes, kan det åbne for en helt ny verden for alle kræftpatienter, der har en kræftform med høj risiko for, at den spreder sig til bughulen, siger Michael Bau Mortensen.


Ud over kræft i mavesækken er det især tarmkræft, bugspytkirtelkræft og æggestokkræft, der har stor risiko for at sprede sig til bughulen.

- Projektet er derfor et led i en større plan om at bruge PIPAC til at forbedre behandlingen af en række alvorlige kræftformer, og forhåbentlig øge deres chancer for at overleve, siger Michael Bau Mortensen.

Lodtrækningsundersøgelse

264 patienter fra mindst fire lande ud over Danmark skal indgå i undersøgelsen. Halvdelen får PIPAC-behandlingen oven i standardbehandlingen, og halvdelen får standardbehandlingen med operation og almindelig kemoterapi. Forsøgsgruppen får to PIPAC-behandlinger, den første i forbindelse med deres operation af mavesækken, og den anden 6-8 uger senere.

Han og kollegerne har allerede lavet et forberedende studie, og det viste, at patienterne godt kan tåle at blive opereret og få PIPAC-behandling på samme tid.

---------------------------------------------------------------

Fakta:

PIPAC

PIPAC er en forkortelse for ‘Pressurized IntraPeritoneal Aerosol Chemotherapy’. Oversat til dansk betyder det, at man sprøjter forstøvet kemoterapi ind i bughulen under tryk.

I Skandinavien tilbydes behandlingen kun på Odense PIPAC Center til uhelbredeligt syge kræftpatienter, hvor kræften har spredt sig til bughulen. Centeret modtager og behandler patienter fra hele Danmark.

Bevilling fra Kræftens Bekæmpelse
Projektet ’ Kan forebyggende kemoterapi under tryk til patienter med kræft i mavesækken forbedre patientens overlevelse?’ har modtaget 4,5 mio. kr. fra Kræftens Bekæmpelses Videnskabelige Udvalg – Biologi og Klinik.

APPFWU01V