Skip til primært indhold

Gonorré

Hvorfor smittes flere og flere danskere med kønssygdommen?

Gonorré er en seksuelt overført sygdom, som ses overalt i verden, og som også opleves i stigende grad blandt unge i Danmark. I langt de fleste tilfælde fører infektionen kun til almindelige symptomer som svie ved vandladning og udflåd fra urinrør eller skeden. Men i sjældne tilfælde kan gonorre dog også medføre en farlig blodforgiftning med mange bakterier i blodet. 

Så hvorfor bliver så mange unge danskere smittet med kønssygdommen? Hvilke symptomer skal du være opmærksom på? Og hvem kan du snakke med, hvis du er usikker på, hvordan man dyrker sikker sex?

Få svarene i dette afsnit af podcasten 'OUH Talks', som er produceret i samarbejde med podcastbureauet LYDTRYK.

Medvirkende:

Gæst: Katrine Boye Rüsz, sygeplejerske på Hudafdeling I og Allergicentret på Odense Universitetshospital

Vært: Susan Olaf Lindvig

Musik: Ketsa

Podcast vært
Goddag og velkommen til dagens podcast. Det er jo stadig sommer, og vi er i gang med en podcastserie omkring kønssygdomme. Og for at gøre os klogere har jeg Katrine Boye Rüsz med. Katrine er sygeplejerske på Hudafdeling I og Allergicentret på Odense Universitetshospital, og du har været i klinikken for seksuelt overførte sygdomme i 12 år. Vi skal tale om gonorre; hvad er det for en sygdom?

Podcast gæst
Ja, gonorre det er jo, som du selv siger, en seksuelt overført sygdom, som vi ser i Danmark og i hele verden jo egentlig. Og en sygdom, der desværre ses stigende gennem de senere år her.

Podcast vært
Hvordan bliver man smittet med den? Kan man blive smittet flere steder på kroppen?

Podcast gæst
Ja, det kan man godt. Generelt er det jo sådan med de her kønssygdomme, at dem kan man jo have i alle slimhinder. Det vil sige, at man både kan have dem i halsen, og man kan have dem ved urinrøret, man kan have dem ved livmoderhalsen og ved endetarmsåbningen. Så der er flere steder, man kan være smittet med gonorre.

Podcast vært
Er der nogen, der er i særlig risiko for at få gonorre?

Podcast gæst
Ja, man kan sige, at vi ser gruppen, der bliver testet positiv for gonorre, det er sådan egentlig aldersgruppen blandt de 15-24-årige, og nogen også, som ligger mellem de 24-35-årige. Så der er en stor gruppe af de unge, som bliver smittet med den her kønssygdom. Og derudover ser vi også, at der er en større andel af mænd, der har sex med mænd, som bliver testet positivt for gonorre.

Podcast vært
Hvilke symptomer har man, hvis man er blevet smittet?

Podcast gæst
Der er en gruppe af patienterne, der faktisk ikke har nogen symptomer. Det vil sige, at man ikke mærker noget til, og man måske ikke har nogen særlige mistanke til at være blevet smittet. Og det kan jo nogle gange være lidt usikkert. Det er faktisk sådan, at omkring 50% af kvinderne egentlig umiddelbart ikke har nogen symptomer på den her kønssygdom, hvor det er lidt færre for mændene, at det kun er de her 10-30 procent, som ikke oplever at have nogen symptomer på kønssygdommen. Hvis man har symptomer på gonorre, vil det typisk være, at man kan få svie ved vandladning, ligesom man også kan få med klamydia. Så er der særligt også for mænd, at man oplever, at man kan få sådan noget gulligt tykt udflåd, sådan noget gulligt pus, som sidder ved urinrørsåbningen. Og så kan man sige, at som mænd er man ikke så meget i tvivl om, at der er noget, der er galt, eller noget, der ikke er, som det burde være. Og det er måske også derfor, at man som kvinde nogle gange kan have lidt mere svært ved at tolke de her symptomer, fordi man som kvinde i forvejen i perioder har udflåd, og det kan være i varierende grad, så nogle gange kan det være lidt mere vanskeligt, hvad det er, man skal reagere på. Så derfor opdager man det måske ikke helt så nemt, som hvis det er ved en mand, hvor der aldrig plejer at være noget udflåd.

Podcast vært
Hvis man nu bliver udsat for gonorresmitte, hvor hurtigt kan man så påvise det i en test?

Podcast gæst
Der skal faktisk ikke gå så lang tid. Man kan påvise det i en prøve allerede en uge efter, at man har været udsat for smitte. Så det er en forholdsvis kort inkubationstid, hvor det kan være forskelligt for de forskellige seksuelle overførte sygdomme. Så det er umiddelbart kort tid efter, at man har været udsat for smitte, at man egentlig kan påvise det i en prøve. Og det kan man jo gøre enten ved, at man laver sådan en podning med en vatpind, eller man kan lave en urintest, eller det der hedder en vaginalpodning for kvinders vedkommende.

Podcast vært
Hvis man bliver konstateret smittet, hvordan bliver man så behandlet?

Podcast gæst
Så skal man ses i vores klinik for seksuelt overførte sygdomme, som ligger her på OUH, hvor man som oftest lige tager nogle supplerende prøver. Typisk er det måske påvist ved en urinprøve eller en vaginalpodning ved sin egen læge, og så kommer man ind til os, hvor vi tager nogle supplerende prøver for både at finde ud af, hvor bakterien sidder henne, og også at man kan lave det, der hedder en dyrkning, så man kan finde ud af, hvilken behandling man skal have. Så får man en indsprøjtning med noget antibiotika i sin balle, og så skulle man gerne være behandling for gonorre. Så vil man typisk også lige lave en kontrolpodning fire uger efter, at man har fået behandlingen, for at sikre, at behandlingen har virket, og at man ikke er blevet smittet igen, eller at den ikke har virket.

Podcast vært
Så man kan altså godt få det mere end én gang?

Podcast gæst
Ja, det er en bakterie, så den kan man godt blive smittet med flere gange.

Podcast vært
Det var jo en forholdsvis hyppig forekommende sygdom, så det tyder vel ligesom med klamydia på, at der går nogen rundt og er smittet uden at vide det?

Podcast gæst
Ja.

Podcast vært
Hvis man nu bliver konstateret positiv og gerne vil det, man kalder smitteopspore sine tidligere partnere, er det noget, man kan få hjælp til?

Podcast gæst
Ja, det kan man godt. Vi kan godt  hjælpe i vores klinik med at lave et anonymt smitteopsporingsbrev, som foregår ved, at vi får nogle kontaktoplysninger på den eller de partnere, som skal kontaktes, og så vil vi forsøge at finde frem til person, og så vil vi sende et anonymt brev i eBoks eller med posten, hvor der står, at den pågældende har været udsat for smitte med gonorre eller med klamydia. Men det er også sådan, at langt de fleste faktisk foretrækker selv at lave den her smitteopsporing, og heldigvis er det åbenbart ikke så grænseoverskridende at tage kontakt til sin partner, hvilket jeg jo synes er rigtig fint, at man selv kan være lidt åben omkring det, fordi man måske skal vende den her med smitteopsporing om til at tænke, at det er faktisk fordi, at der er nogen, der vil mig det godt, hvis jeg er blevet udsat for smitte med en kønssygdom.

Podcast vært
Katrine, du siger jo det her med, at det ikke altid man kan mærke, at man har gonorre, og det er jo det samme også for klamydia, men hvad kan konsekvensen være ved at have gonorre og ikke blive behandlet?

Podcast gæst
Konsekvensen kan jo være for kvinders vedkommende, at infektionen kan sprede sig, det vil sige, at den faktisk kan gå op i livmoderhalsen og sprede sig til æggelederne, så det egentlig giver en infektion længere op i livmoderen, som også kan forårsage, at man får nogle kraftige smerter eller noget underlivsbetændelse, så derfor er det jo rigtig vigtigt at få det behandlet. Og for mænds vedkommende kan man sige, at der kan det også gå fra urinrøret og sætte sig i bitestiklerne og sætter sig som betændelse der, som også kan være rigtig smertefuldt.

Podcast vært
Så det vil sige, at hvis man går med det ubehandlede, så kan det faktisk give en alvorlig infektion?

Podcast gæst
Ja, det kan det, så derfor er det jo også rigtig vigtigt, at man bliver undersøgt og behandlet, hvis man har nogle kønssygdomme.

Podcast vært
Hvis man nu sidder derude, som forældre, og skal sende sine unge mennesker ud i sommerlandet, men man synes, at den her samtale om sikker sex kan være svær at få hul på: Er der nogle steder, man kan få hjælp til, at der er nogen, der kan tale med de unge mennesker, om hvordan man egentlig dyrker sikker sex?

Podcast gæst
Ja, altså man kan jo altid snakke med, vi har sådan en rådgivertelefon i vores klinik, hvor man kan snakke lidt om løs og fast. Det er selvfølgelig ikke altid det lige er den 16-årige, der synes det er så fedt at ringe og snakke med en af mine kollegaer eller mig omkring det her med sikker sex. Men der findes jo andre alternativer også, så hvis man måske ikke har lyst til at tale med sine egne forældre om det, så kan det være, at man måske har en god ven eller veninde, som har nogle forældre, man kan tale med, eller Sex og Samfund har også nogle tilbud omkring det. Og derudover er det jo sådan, at her i Odense Kommune ligger noget, der hedder Klinik for seksuel sundhed, som også er et sted, hvor de tilbyder samtaler omkring sikker sex og om prævention og identitet, eller hvad man har brug for at snakke om omkring det at være ung i dag og dyrke sex.

Podcast vært
Den information, man kan finde på internettet, det er jo i et helt andet niveau, end da vi var unge. Men har du indtryk af, at de unge mennesker er mere informerede i dag? Eller hvorfor er der  stadig en så høj forekomst? For der findes jo en masse information i verden.

Podcast gæst
Jeg tror bare måske, at man har sådan en tanke om, at man er ung, og man lever livet, og det her kan jo behandles med en tabletkur eller noget antibiotika, og så tænker man måske ikke så meget over konsekvensen på det. At man bare er ung og gerne vil leve i nuet og nyde livet, og så er man ikke så bange for, hvilke konsekvenser det har på længere sigt.

APPFWU01V