Skip til primært indhold

Kønsvorter

Hvilke konsekvenser kan HPV have for dig?

Kønsvorter er en kønssygdom, som du kan få gennem smitte med et virus, der hedder Human Papilloma Virus - bedre kendt som "HPV". Kønsvorter er en virus i samme familie som fingervorter og fodvorter; de har bare en forkærlighed for at sætte sig på dine slimhinderne på kønsdelene.

 

Men hvad kan konsekvenserne af kønsvorter være? Hvilken effekt har en HPV-vaccine? Og kan du undgå kønsvorter ved at bruge den rette prævention?

 

Få svarene i dette afsnit af podcasten 'OUH Talks', som er produceret i samarbejde med podcastbureauet LYDTRYK.

 

Medvirkende:

Gæst: Tine Vestergaard, ledende overlæge på Hudafdeling I og Allergicenteret på Odense Universitetshospital

Vært: Susan Olaf Lindvig

 

Musik: Ketsa

Podcast vært
Goddag og velkommen til dagens podcast. Vi er i gang med en serie om seksuelt overførte sygdomme, og vi skal tale om HPV og kønsvorter. Og til at gøre os klogere på det har jeg fundet en ekspert, og det er dig, Tine Vestergaard. Du er ledende overlæge på Hudafdeling I og Allergicenteret her på Odense Universitetshospital. Det her med kønsvorter, hvad er det egentlig for noget?

Podcast gæst
Kønsvorter er en virus i samme familie som fingervorter og fodvorter. Men de har en forkærlighed for at sætte sig på slimhinderne på kønsdelene. Og det er typisk noget, der overføres seksuelt.

Podcast vært
Og det er jo en virussygdom, ikke sandt? Den der hedder ”HPV”. Hvordan bliver man smittet med den virus, HPV?

Podcast gæst
Hvis det er i forhold til kønsvorterne, så vil det typisk være seksuelt overført. Men som sagt er det en kæmpestor vortefamilie, som er meget, meget udbredt, og nogle af de her HPV-vira forårsager almindelige hånd- og fodvorter, og nogle andre i den her store familie, de forårsager kønsvorter, og så andre igen kan være kræftfremkaldende.

Podcast vært
Altså HPV som sådan samlet gruppe er jo meget hyppigt forekommende, er det ikke? Meget almindeligt at have?

Podcast gæst
Jo, det må man sige. Det er ekstremt hyppigt forekommende.

Podcast vært
Hvornår bliver man typisk smittet med det?

Podcast gæst
De typer, som giver hånd- og fodvorter, det er typisk i barndommen. Altså fx hvis man går med bare tæer i en svømmehal, eller i det hele taget. Der vil man blive udsat for den her type af virus, og det tror jeg ikke mange af os kan huske som børn, at vi har døjet med en fodvorte i en periode. Og så efterhånden, som man bliver seksuelt aktiv, så har det tidligere været sådan, at der var en meget høj risiko for at støde ind i de her HPV-typer, som forårsager kondylomer.

Podcast vært
De her kønsvorter, kondylomer, er de altid synlige? Kan man altid se, at man har dem?

Podcast gæst
Altså, man kan jo ikke se virussen. Så man kan jo sagtens være smittet med den virus, som forårsager kønsvorter, uden nogensinde at udvikle kønsvorter. Så der er lidt en sondring imellem virussen og det kliniske billede, som er kondylomerne. Man kan sagtens have virus, uden at have kønsvorter.

Podcast vært
Og så ligger den i hvile, indtil den så bryder ud?

Podcast gæst
Ja, det kan man sige, og der er jo nok også nogen, som har kønsvorter, og dem får man så behandlet, men virussen, det er ikke sikkert, at de helt slipper af med den, og så kan det bryde frem igen på et senere tidspunkt.

Podcast vært
Hvad er konsekvensen ved ikke at behandle de her vorter? Går de over af sig selv?

Podcast gæst
Selve kønsvorterne er i princippet ufarlige. Så det er måske lidt mere over i noget kosmetisk, kan man sige, om man behandler dem eller ej. Men der er nogen, der kan opleve, at de generer eller kløer, eller man kunne forestille sig, at hvis de sad lige i spidsen af urinrøret, at det kunne være generende i forhold til vandladning og sådan nogle ting. Men principielt er de ufarlige og lidt mere et kosmetisk problem.

Podcast vært
Hvordan behandler man dem?

Podcast gæst
Der er forskellige behandlingsmetoder. Det hyppigste vil være, at man får noget flydende medicin, man skal duppe på, og det er noget, man bruger hjemme. Der findes også en creme, man kan få udskrevet og smøre på. Så kan man komme hos lægen og blive frosset eller iset på vorterne. Så det er lidt nogle paralleller til behandlinger af fodvorter, kan man sige. Og der er også mulighed for lidt mere indgribende behandlinger med f.eks. noget laser.

Podcast vært
Det er jo en seksuelt overført sygdom, men er man beskyttet mod den, hvis man bruger kondom?

Podcast gæst
Man er ikke 100% beskyttet mod kondylomer eller HPV-virus, desværre, selvom man bruger kondom. Fordi det er noget, der kan sidde på den hud, som måske ikke bliver dækket af kondomet, og på den måde kan man overføre virus fra en person til en anden.

Podcast vært
Mange af de her andre seksuelt overførte sygdomme, vi har talt om, det er jo faktisk nogle, man kan behandle med en forholdsvis enkelt behandling. Men de her vorter - man har jo stadig virussen i kroppen resten af livet - er det noget, man bliver psykisk påvirket af?

Podcast gæst
Ja, altså jeg tror, vi ved nok ikke helt, om man har virussen resten af livet. Men der er i hvert fald nogle mennesker, som har rigtig svært ved at cleare den her virus og komme af med den igen.

Podcast vært
Altså, når du siger ”cleare”, så mener du, at kroppen selv kan nedbryde den?

Podcast gæst
Lige præcis. At ens eget immunforsvar kan skille sig af med den her virus på et eller andet tidspunkt. Og det er meget psykologisk belastende for patienter eller for personer at have især kønsvorterne. Så så længe der er synlige vorter er der faktisk en ret nedsat livskvalitet forbundet med det. Men der kan også være en psykisk belastning i, at vorterne er gået væk, men man ved ikke, om man stadigvæk har den her virus på sig, og i princippet kan smitte stadigvæk, og i princippet kan få et udbrud igen senere. Så der er bestemt en psykologisk pris ved det her.

Podcast vært
I forhold til HPV sidder der jo nok nogle lyttere derude og tænker: ”Er det ikke noget, man vaccinerer for?” Og der er jo faktisk kommet en vaccine i vaccinationsprogrammet. Hvordan er det, den virker?

Podcast gæst
Ja, det er rigtigt. I det danske børnevaccinationsprogram vaccinerer man både piger og drenge for HPV. Og det er egentlig primært for at beskytte mod de kræftfremkaldende HPV-virustyper. Så det er primært livmoderhalskræft, man beskytter imod der. Men i den vaccine, som man har valgt at bruge i øjeblikket, er der også de HPV-typer, som giver kondylomer med i vaccinen. Så det vil sige, at man får det ekstra bonus, at man ud over de her cancersygdomme også bliver beskyttet for kønsvorter ved at blive vaccineret.

Podcast vært
Den bliver jo givet, når man er omkring 12 år. Kan det give en anledning til, at man som forælder tager en snak med sine unge mennesker om det her med sikker sex? Eller er det lidt for tidligt, når man er 12 år? De unge mennesker er jo meget informerede i dag.

Podcast gæst
Ja, jeg tænker også, at de egentlig ved en del. Jeg vil måske ikke gå så meget ind i sikker sex til en 12-årig, men i hvert fald det her med, at der er en risiko for, og hvorfor er det, at man skal have vaccinen, og det er fordi, der er nogle ting, der kan overføres seksuelt - begynde at have den der snak. Og så lidt afhængig i årsag, hvilket spørgsmål man får tilbage, hvis de så begynder at spørge, hvad kan man så ellers gøre udover vaccine? Så er det selvfølgelig oplagt at følge den tråd.

Podcast vært
Er der nogle gode råd til, hvordan man som forældre griber sådan en samtale an? For vi kan jo alle sammen godt forestille os, at det kan blive en anelse af akavet at tale med sine forældre.

Podcast gæst
Ja, altså jeg synes jo, at man må prøve at tage de små hentydninger eller hints, man får fra barnet, hvor man er inde i det felt med relationer og kærester. Og hvis der kommer nogle spørgsmål til, hvad er klamydia eller et eller andet, så er man jo lidt i den boldgade, og så kan man jo begynde at tage en diskussion derfra. Men jeg synes i hvert fald, det er vigtigt, at det ikke bliver sådan nogle løftede pegefingre, og ”husk nu at bruge kondom”. Jeg tænker, der er mange nuancer i det, og også måske husk at lade sig teste osv.

Podcast vært
I forhold til det her med prævention mere bredt; hvis man nu ikke ønsker at gå til egen læge, er der nogle andre steder, man kan henvende sig?

Podcast gæst
Ja, altså i forhold til testning er der jo mulighed for at komme på de klinikker, der ligger rundt omkring i landet. Blandt andet her på Hudafdelingen. Det er typisk landets Hudafdelinger, som har nogle klinikker for seksuelt overført sygdom, hvor man kan komme ind og blive testet. Og så er der også nogle særlige tilbud, men det er typisk ikke åbent for alle. Så det er nok der, hvis man ikke vil tage egen læge, så er det en mulighed.

Podcast vært
Grunden til at den her vaccination bliver givet, når man er 12 år, er jo fordi, den gerne skal gives, inden man er seksuelt aktiv. Er der nogle undersøgelser, der viser noget om, om den har en bagudrettet virkning? Hjælper det, hvis alle voksne kvinder vil tage den?

Podcast gæst
Altså, man kan ikke bruge den som behandling, hvis det er det, du tænker på. Så det har man lavet studier på, at folk, som havde udviklet kønsvorter, som ikke var vaccineret, der lavede man lodtrækningsforsøg, og nogen fik vaccinen, og nogen gjorde ikke. Og det påvirkede ikke rigtigt deres fremadrettede forløb med tilbagefald og sådan nogle ting, desværre. Så det er noget, man skal have taget på forkant. Når det så er sagt, så er der jo rigtig mange forskellige typer af HPV, og hvis man har været uheldig at blive smittet med én type, som giver kønsvorter, så er det jo ikke sikkert, at man har mødt de otte andre virustyper, som der er i vaccinen. Men det er meget svært at sådan konkretisere og sige for den enkelte, hvad vil din gevinst være af den her vaccine, hvis man allerede er smittet med kondylomer.

APPFWU01V