Hjerneoperationer

Podcast-vært: Hver eneste dag foretages der operationer, der kan få fatale konsekvenser for nervebaner og hjernen, hvis ikke de foretages korrekt og med millimeter-præcision. Men hvordan ved kirurgen, hvor snittet skal lægges, og hvornår der bør skiftes strategi, og hvad man skal holde øje med undervejs? Og er det overhovedet muligt? Ja, det er det faktisk. Det hedder intraoperativ monitorering, og til at lære os noget mere om det her spændende emne, der har jeg inviteret dig, Stefanie Binzer, i studiet. Og Stefanie, vil du ikke kort præsentere dig selv? 

Podcast-gæst: Jo, det vil jeg. Tak fordi jeg måtte komme og fortælle om det. Jeg hedder Stefanie, og jeg er speciallæge i neurologi, og ansat som afdelingslæge dér, og jeg er i gang med at videreuddanne mig til klinisk neurofysiolog, hvor jeg så ud over at lære det, man skal som klinisk neurofysiolog, har en interesse inden for det her intraoperativ neuromonitorering, hvor jeg er en del af et team med en anden speciallæge og fire assistenter, som hjælper inden for det her.

Podcast-vært: Og hvad er det her intraoperativ neuromonitorering så?

Podcast-gæst: Ja, men intraoperativ neuromonitorering, eller IUNM, som vi forkorter det tit, det er en metode, hvor man kan overvåge nervebanernes funktioner, mens man opererer på patienterne. Det gør man ved, at man sætter små nåleelektroder i forskellige muskler på kroppen, og også op ved hovedet. Det foregår selvfølgelig, når patienten er bedøvet, så de mærker ikke noget. Så er der en masse ledninger i de her elektroder, som vi kobler til en stor maskine, og så fører vi en lille smule strøm igennem. Der får vi et respons, hvor musklerne trækker sig sammen, så vi kan måle, hvordan musklerne og nerverne reagerer. Og vi kan også måle følebanerne, altså de nerver, som har det sensoriske, der hvor man kan mærke og føle noget. Og ud over det, så har vi nogle instrumenter, som vi giver til vores dygtige kirurger. Blandt andet har de et sug, hvor der er en elektrode i, og det sætter vi også til vores maskine. Så undervejs i operationen, når de suger, så kan vi føre en lille smule strøm igennem, og guide dem til, hvor tæt de er på forskellige strukturer, som f.eks.at styre armens eller benets eller tungens funktion.

Podcast-vært: Så det er sådan nogle apparater, man kan sætte til, og så kan man se og holde øje med de her nervebaner, og så simpelthen guide kirurgen undervejs i operationen. Hvornår bruges de her? Jeg tænker, at det er særligt i forbindelse med operationer, hvor der er særligt risiko for, at der sker skade på nervebanerne?

Podcast-gæst: Der er nogle forskellige situationer, hvor det er rigtig vigtigt at have med. Den funktion, hvor man har brugt det i længst tid, gennem flere år,  det er sammen med ortopædkirurgerne, når de laver skolioseoperationer, så børn eller unge, som har en skævhed i deres ryg, som kræver, at man retter det ud. Og når man skal gøre det, og lave den her udretning af rygsøjlen, så er man jo tæt på nervebanerne og rygmarven. Og undervejs i det her opretning, der kan der ske noget pres på rygmarven. Og derfor er det vigtigt, at vi kan overvåge, og se om armene og benene stadig fungerer, som de skal. Og hvis vi pludselig ser, at vi ikke får den samme respons, når vi stimulerer med det her strøm, så kan vi sige til kirurgen: ”Har I lavet noget herinde for det sidste minut, som måske kunne have påvirket patienten?” På den må være med til at guide. Så det er den ene del, det er sammen med ortopædkirurgerne, og den har eksisteret i forholdsvis lang tid. Så gør vi det sammen med vores neurokirurger, og det er primært, når de skal operere enten svulster eller nogle ting, de skal fjerne, som ligger tæt på det, der hedder den motoriske cortex, altså den del af hjernen, som styrer, at vi kan bevæge kroppen. Der bruger vi det, så de kan se, hvor tæt er vi på. Og noget af det, som vi kan hjælpe dem med, det er, hvis man nu gerne vil fjerne en svulst - og der vil man jo gerne fjerne så meget som muligt - men man vil jo ikke heller risikere at give patienten en lammelse. Hvor vi kan hjælpe dem, det er, at de har sådan et apparat, hvor vi så giver sådan noget strøm til, og der kan vi faktisk sige, hvor mange millimeter er de fra de her strukturer, så de kan fjerne så meget som muligt, men stoppe inden man kommer for tæt på, så man nedsætter risikoen for, at man får en permanent lammelse, når man så vågner op. Så det er den anden. Og den sidste del indtil videre, hvor vi arbejder med, det er faktisk hvor vi samarbejder med vores børneafdeling - det er også vores neurokirurger, der udfører det - men det er faktisk en operation, som vi er de eneste i hele Danmark, der udfører. Vi har landsfunktion på den. Her er der nogle børn, som er født med cerebral parese, som har det, vi kalder spasticitet, hvor deres muskler bliver stive og trækker sig sammen i benene, og der kan man gå ind og lave en operation, hvor man behandler nogle nervebaner i den nederste del af ryggen. Og her er det rigtig vigtigt, at vi holder øje med funktionerne, der kigger vi på og holder øje med kontrol af blærefunktionen, og også selvfølgelig at vi ikke påfører dem nogen skade på deres ben. Så det er indtil videre de tre hovedkategorier, hvor vi arbejder sammen med.

Podcast-vært: Ja, så det er ortopædkirurgerne, og så er det neurokirurgerne, og det kan både være i forbindelse med fjernelse af en tumor, altså at vi prøver at få så meget tumor med, som overhovedet muligt, uden at skade det raske væv - altså det ikke-tumor-væv. 

Podcast-gæst: Og så bruger vi det også sammen med neurokirurgerne, hvis de fx har nogle udposninger af blodkarrene, hvor man skal behandle dem. Der kan vi også være med til at overvåge og se, om der kommer nok ild til resten af hjernen? For der kan vi også faktisk se, at der sker en ændring i nogle af de her nervebaner, vi overvåger. Så det bruger vi det også til.

Podcast-vært: Er der nogen bivirkninger ved at sætte sådan nogle elektroder på? Det lyder lidt voldsomt med strøm? 

Podcast-gæst: Det er jo en meget lille strømstyrke, man giver. Men der er en lille risiko for, at man kan risikere at påføre patienten et krampe-tilfælde. Det sker yderst sjældent, og hvis det sker, så er man i den allerbedste situation, hvis det skulle ske,  fordi man er bedøvet, så vi kan hurtigt give noget medicin, så kramperne hurtigt hører op igen. Så der er ikke på den måde en varig skade. Så det holder vi selvfølgelig øje med undervejs, at der ikke skulle opstå nogle kramper. Så er det jo nogle små nåle, vi sætter i, men de er ganske små på størrelse med akupunkturnåle, så det er ikke nogen, der giver nogle varige ar eller skader på kroppen.

Podcast-vært: Er der nogen målbar effekt af at bruge det? 

Podcast-gæst: Ja, det er faktisk lidt spændende, at du snakker om det, fordi det er et område, hvor vi ikke rigtig har så mange af de her randomiserede studier på, fordi det har været rigtig svært at kunne lade sig gøre at bruge randomiserede patienter på. Og i nogle lande, hvor de bruger det her rigtig meget, der er det blevet sådan,  at det skal man bruge til alle operationer, så de kan ikke lave de her studier længere.  Men neurokirurgerne har faktisk på tegnebrættet et studie, hvor de vil prøve at sammenligne, hvordan det går patienterne, når de fjerner de her svulster tæt på det her område i hjernen. Hvordan går det dem, når vi bruger det her overvågning, og hvordan går det dem, når vi ikke bruger det? Både i forhold til, o, der er nogen, der får nogle lammelser eller skader, men også i forhold til på længere sigt, hvordan går det dem, skal de opereres igen. Så det skal vi til at i gang med, nu hvor vi har fået funktionen op at stå. Den er forholdsvis ny, men nu er vi der, hvor vi kan begynde at få lidt flere patienter igennem, og lave noget af det her studie. Men der er kigget på verdensplan, hvor der er studier, der viser, at man kan lave en mere sikker kirurgi og guide på den måde ved at bruge det.

Podcast-vært: Jeg tænker også, at det er noget, man har taget ind, fordi man kan se, at det har en målbar effekt,  og kan reducere nogle af de risici, der er ved de her operationer, hvor der er en øget risiko for, at man gør skade enten på nervebanerne.

Podcast-gæst: Ja, så der er flere aspekter. Både det her skånsomme kirurgi, at man fjerner det, der er nødvendigt, og også sikkerheden i det. Så det er derfor, man gerne vil bruge det, for at gøre det så sikkert som muligt. Og også være med til at kunne gøre behandlingen mere individuel til den enkelte. Så det ikke er sådan, at det her er standardoperationen, vi gør på alle, men her har vi virkelig mulighed for at sige, at her kan vi gøre det specifikt til den her person. Selvom vi jo alle sammen ligner hinanden, så er vores nervebaner, og præcis hvor de forskellige strukturer ligger i hjernen, det er der jo en lille variation i fra menneske til menneske. Og ved den her metode kan vi faktisk gøre det mere individuelt til den enkelte.

Podcast-vært: Ja, og fordi det ligesom er noget, der er live på operationsstuen; at I står sammen med kirurgen ved siden af, og ligesom kan bruge det her instrument til at sige: ”Hov hov, hold op, det ser ud som om, at det her giver et tryk på nervebanen - når du trykker her, eller når jeg klemmer den her struktur af, så kan vi se, der sker noget.”

Podcast-gæst: Så du får det der billede direkte, som det sker, og kan hurtigt ændre i strategien, eller sige, nu stopper vi her, nu kommer vi for tæt på det her område, hvor vi kan risikere at gøre en vare i skade, hvis vi fortsætter. 

Podcast-vært: Og Stefanie, er der andre ting omkring intraoperativ neuromonitorering, som du tænker er vigtige at få med her i podcasten?

Podcast-gæst: Jamen, jeg synes det er vigtigt, at det er et område, der faktisk udvikler sig rigtig meget. Vi kunne godt tænke os at have mulighed for at udvide brugen af det endnu mere. Der i andre lande bruger man det f.eks. til karkirurgi - hvis man skal i carotisoperationer, altså hvis man skal fjerne noget plak, der ligger deri - der bruger man det også til overvåge og se, om der kommer nok ilt til hjernen. Man bruger det også til, f.eks. ved ortopædkirurgerne. Hvis nogen har skulderskader - der ligger der nogle store nerveforgreninger i skulderen - og når de så skal hive det på plads, så kan man sikre sig, at der ikke kommer nogle skader. Så der er mulighed for at bruge det endnu mere, hvis vi får mulighed for at få de ressourcer, vi gerne vil have. Der er jo altid det aspekt i det i sundhedsvæsenet. Men det er et spændende felt, hvor der sker rigtig meget, og muligheden for at udvide og gøre flere operationer endnu mere individualiseret og sikret, den er der. Så det er et spændende område, synes jeg.

Podcast-vært: Ja, og bestemt til fordel for patienterne, at man kan reducere antallet af komplikationer, og at det jo stort set er uden bivirkninger. Det vil alt i alt betyde, at patienterne kan gå de her risikofyldte operationer lidt sikrere i møde.

Podcast-gæst: Ja, det er det, vi håber på i hvert fald.