Hjernebetændelse

Podcast-vært: Der findes en lidelse, som i sin ubehandlede form kan være både livstruende og farlig, og som rammer et af vores mest sensitive organer, nemlig vores hjerne. Men som kun ganske få kender til. Sygdommen, som jeg tænker på, hedder encephalitis, og det betyder ”hjernebetændelse”. Og til at fortælle os om denne knap så kendte tilstand, har jeg inviteret læge og Ph.d.-studerende Thomas Agerbo Gaist i studiet. Og Thomas, hvad er hjernebetændelse?

Podcast-gæst: ”Hjernebetændelse” er på en måde et meget godt navn, fordi det beskriver egentlig tilstanden meget godt. Det er en betændelse af hjernevævet. Man har hjernevævet, og så har man hinderne udenpå, og man kan have betændelse i begge dele. Men der er det lidt vigtigt, at der er skelne mellem hjernehindebetændelse og hjernevævsbetændelse - og det er så den sidste, vi skal snakke om i dag. Som du siger: Det er meget sjældent sygdom, men det kan være, vi kommer lidt ind på det igen. 

Podcast-vært: Ja, hvor hyppigt er det? 

Podcast-gæst: Jeg har prøvet at kigge lidt på, hvad man ved, og jeg tror ikke, man ved præcis, hvad forekomsten er. Men omkring 100 om året får hjernebetændelse i en så alvorlig grad, at de bliver indlagt på sygehuset i hvert fald. Sådan i rundetal. 

Podcast-vært: Og hvorfor får man betændelse i hjernevævet? 

Podcast-gæst: Ja, det er et godt spørgsmål. Det er der flere potentielle årsager til. Meget groft sagt kan man inddele det i to typer eller to grundårsager. Den ene er, at en betændelse i hjernevævet er forsaget af en virus som regel. Og så er der det, vi kalder for de autoimmune hjernebetændelser. Og en autoimmun lidelse er en lidelse, hvor immunforsvaret tager fejl af en del af kroppen og tror, det er noget fremmed og angriber det, som om det var noget fremmed; som om det var en bakterie f.eks. Så det er en slags overreaktion fra immunforsvaret, der angriber hjernevævet.

Podcast-vært: Okay, så det er ligesom ens egne celler, der begynder at angribe sig selv. Og hvad sker der så?

Podcast-gæst: Jamen, der er forskellige måder, det kan vise sig på. Vi kan måske lige starte med at snakke lidt om det, jeg vil kalde for den infektiøse encephalit, altså virusbetinget hjernevævsbetændelse, hvor det er simpelthen viruspartiklerne, der angriber hjernevævet. Og det er så i virkeligheden måske også immunforsvarets reaktion på det, som er med til at skabe symptomerne. Men der bliver man sløv og bevidsthedspåvirket. Man kan få hovedpine og feber, og man kan få krampeanfald og forskellige symptomer fra hjernen; halsleddet lammes og den slags. Så det vil være sådan den klassiske virushjernebetændelse, og der er mange undtagelser til den regel,  og det kan være forskellige dele af den liste, jeg lige har listet op, som er til stede. Så har vi de autoimmune hjernebetændelser, som er en ret mangfoldig størrelse. Der er mange forskellige undertyper af dem, og man identificerer de her antistoffer, når man finder sygdommen. Og de forskellige antistoffer har lidt forskellige måder at vise sig på, sådan rent klinisk, altså hvordan patienterne ser ud. Den største af dem er den, der hedder NMDA-receptor encephalit. Og hvis man har set den film, der hedder ’Brain on Fire’, så kender man den faktisk. Det typiske billede hos de her patienter, som kan være ned fra små børn til ældre - men hyppigst unge kvinder - det er, at de bliver psykiatrisk mærkelige. Altså de kan få vrangforestillinger og psykoser, og mange af dem starter på psykiatriske afdelinger, og så begynder de at få epileptiske anfald eller mærkelige bevægelser eller andre symptomer.

Podcast-vært: Okay, så sådan en autoimmune hjernebetændelse kan simpelthen ligne noget helt andet til at starte med?

Podcast-gæst: Ja, altså det er jo en relativt ny sygdom i den forstand, at man har opdaget det for relativt nyligt. Det var tilbage i 2005, tror jeg, man første gang fandt det her antistof, det her NMDA-antistof, og så senere så fandt man ud af, hvad det var for en sygdom. I 2007, tror jeg, at man sådan rigtig fandt ud af det. Så det er relativt nyt, og mange af de her patienter har formentlig tidligere bare ligget på psykiatriske afdelinger, fordi man ikke vidste, hvad de fejlede. 

Podcast-vært: Er der nogen, der er i højere risiko for at få hjernebetændelse; altså autoimmun og ikke-autoimmun?

Podcast-gæst: Ja, hvis vi snakker de infektiøse - altså virusbetingede - så har alle, som er immun, et nedsat immunforsvar af den ene eller anden grund. Man skal lige huske, at det jo stadig er en meget sjælden sygdom, så en højere risiko er stadig en lille risiko. Men det er noget, der kan ramme ret bredt, faktisk. For de autoimmune hjernebetændelser – hvor det igen den her lidt mangfoldige gruppe, som jeg sagde før - er det mest meget unge kvinder, der bliver ramt, og nogle gange desværre også børn og ældre. Og for mange af de andre er det bare ældre. Nogle af dem har en underliggende kræftsygdom, og andre har ikke.

Podcast-vært: Og som du selv var inde på, så har mange nok hørt om meningitis, altså betændelse af selve hjernehinden. Men kan du ikke lige helt kort forklare, hvad er så forskellen mellem meningitis og så hjernebetændelse? 

Podcast-gæst: Ganske kort sagt, så er det et spørgsmål om, hvor årsagen til betændelsen rammer henne; om det er hjernehinderne eller om det er selve hjernevævet. Hjernehindebetændelse er ofte noget, der er betinget af eller forsaget af bakterier. Det kan også være forsaget af vira. Det viser sig også lidt anderledes. Patienterne får svær hovedpine, og nakke-ryg-stivhed, og bliver meget lysfølsomme, og i det hele taget bare rigtig dårligt med høj feber og svær sygdom. Igen, afhængig af hvad der forsager det. Den mest klassiske meningokok hjernehindebetændelse, som man måske har hørt om, det kan være en meget, meget alvorlig sygdom.

Podcast-vært: Ja, og det kunne være et klassisk eksempel på en hjernehindebetændelse, altså sådan en meningokok. Og Thomas, du forsker jo i hjernebetændelse; kan du fortælle helt kort, hvad dit projekt går ud på?

Podcast-gæst: Ja, det vil jeg gerne. Det er specifikt om de autoimmune hjernebetændelser. Og det vi skal prøve at afdække i min Ph.d., er hvordan det går, de her patienter på længere sigt. Fordi det ved man ikke så meget om. Man har indtil nu troet, at det gik dem godt, for dem der ikke dør, de klarer sig fysisk ret godt. Men der er nogle nyere studier, der tyder på, at de har en del kognitive problemer; altså problemer med at overskue ting, og huske, og lave komplicerede opgaver. Hvilket jo kan være ret invaliderende, specielt hvis man er en ung person. Så det er det, vi skal prøve at finde ud af.  

Podcast-vært: Spændende. Thomas, vi skal sådan set til at runde af, men - bare lige her til sidst - hvornår skal man søge læge?

Podcast-gæst: Som hovedregel, så vil jeg altid anbefale, at man søger læge, hvis der er en bevidsthedspåvirkning hos en selv. Eller måske mere relevant: hos sine pårørende. Og så kunne man måske få tanken om, at der kunne være en infektion i nervesystemet, hvis man også har hovedpine og måske især epileptiske anfald. Det vil være noget af det, der tyder på, at man kunne gå i den retning. Men generelt er det jo en opgave for lægerne at stille de diagnoser.