Angst

Podcast-vært: Angst blandt børn og unge er faktisk ret almindeligt, og svær angst rammer ca. 5-10% af alle børn og unge i dag. Angst er også en helt naturlig følelse, som hjælper vores børn til at søge beskyttelse hos deres forældre og advare om farlige situationer. Men det kan være rigtig svært at vide, hvornår en adfærd dominerer livet så meget, at man skal søge hjælp. Og hvilken slags hjælp er der egentlig at hente til børn og forældre med angst? Til at svare på dét har jeg i dag inviteret læge på Børne- og Ungdomspsykiatriske afdeling på OUH ind i studiet, Cæcilie Bræmer-Jensen. Skal vi starte med et af de lidt sværere spørgsmål: Hvorfor får man angst?

Podcast-gæst: Ja, det er der rigtig mange svar på. Kort sagt er der forskellige årsager til det. Man ved ikke rigtig helt, hvor meget de forskellige årsager fylder. Men der er en genetisk komponent; altså noget du er født med. Og så er der noget omkring, hvordan dit temperament er. Der er nogle børn, der har et lidt mere ængsteligt temperament - de der sky børn, som er lidt mere generte - som jo er en ganske normal variant. De har en højere risiko for at udvikle angst senere. Og så er der, hvordan du oplever din omsorgsperson at være i verden i løbet af din opvækst. På den måde er der generelt forskellige opvækstmæssige faktorer. Og så sidst, men ikke mindst, er der jo også det her med, at du kan være udsat for nogle ting i løbet af din barndom, som kan tricke det. Det kan være mobning eller et færdselsuheld eller forældrenes skilsmisse eller et eller andet.

Podcast-vært: Så både nogle ting, man har en indflydelse på, men også nogle ting, man ikke har nogen indflydelse på overhovedet. Og sådan er det jo med rigtig mange af de sygdomme, vi beskæftiger os med.

Podcast-gæst: Der er jo også den neurobiologiske komponent, men man ved aldrig rigtig helt, om den neurobiologiske - altså det vil sige hvad der foregår på hjernebasis - hvad der er på grund af de her ting jeg lige har sagt, eller om det er grunden til, at man udvikler det senere… ej det blev kringlet. Men det er fordi, man ved ikke ret meget, hvad der er hønen og ægget i det her.

Podcast-vært: Og det er jo det der er spændende. Og det bliver der jo heldigvis forsket rigtig meget i også. Skal vi prøve lige at tage lytterne med igennem sådan et angstanfald, hvis vi kan? Lad os sige, at jeg er forældre til en 9-årig pige, som pludselig udvikler sådan et angstanfald. Hvordan kan det se ud - jeg ved godt, det kan se ud på mange måder?

Podcast-gæst: Ja, det kan se ud på rigtig mange måder. Jeg ved ikke, om det er hyppigt, det der med at der bare lige er en akut debut på den måde. Og ofte vil man måske opleve noget mistrivsel inden. Men jeg forestiller mig - eller det som jeg i hvert fald kunne forestille mig - at man skal være opmærksom på eller oplever som forældre derhjemme, det kan fx være sådan et akut anfald af, at barnet er helt ud af den. Det græder, og det siger jo måske, at hjertet slår hurtigt. Eller at hjertet slår kolbøtter. Og det begynder at hyperventilere, altså at trække vejret megahurtigt og overfladisk. Og det er sådan ude af sig selv. Så er der også det særlige ved børn, at de godt kan have sådan fysiske symptomer på angstanfald, hvor vi som voksne ofte kan opleve rigtig mange katastrofetanker, og at det også foregår meget op i hovedet. Så for børnene kan det være i form af mavepine, svimmelhed, hjertebanken og hovedpine. Altså på den måde have fysiske symptomer.

Podcast-vært: Og det kommer selvfølgelig lidt an på hvad det er der trigger angsten også, kan man sige, og det er det der er forskellige ting der kan gøre. Hvordan er det med det, man oplever, der trigger det hos børn og unge, i modsætning til voksne?

Podcast-gæst: Ja, det er jo meget forskellige ting. Man kan sige, at vi har jo mange af de samme angsttilstande. Altså forskellige diagnoser man kan give både hos børn og unge. Men der er selvfølgelig nogle ting, som adskiller sig. For eksempel hos børn er der den diagnose, der hedder ”abnorm separation til angst”, som man ikke kender fra voksen.

Podcast-vært: Og det betyder at?

Podcast-gæst: Angst er jo en naturlig tilstand, som vi alle sammen mærker i løbet af livet, fordi det hjælper os til at undgå farlige situationer. Og separationsangst er også en naturlig og ret gavnlig mekanisme. Den skal bare være på det rigtige tidspunkt i barnets liv, hvor det giver mening, fordi man skal knytte sig til sine omsorgspersoner. Så der giver det mening, at man har angst for at være adskilt fra sine omsorgspersoner.

Podcast-vært: Når man er helt lille og nede i omkring 1-års alderen?

Podcast-gæst: Ja lige præcis. Dér, hvor det giver mening, at man skal være tæt på nogen Hvor man skal opbygge en tilknytning. Hvis man så drager den hele vejen op i skolealderen - og bliver forhindret i at kunne være i skolen uden at skulle vide, hvad mor laver, fordi man er bange for, at hun bliver kørt ned eller ikke kan have legeaftaler eller ikke kan være væk fra sine forældre, uden at det er koblet med at have det rigtigt svært - så er vi ude dér, hvor jeg tænker, at det er så alvorligt eller sygeligt, at barnets funktion er nedsat på grund af det. Og der tænker jeg, at det giver mening at få noget hjælp.

Podcast-vært: Ja, fordi hvad er det, der kan ske, når børn har sådan en oplevelse? Det kan være meget voldsomt, at de er så bange for, at forældrene skal væk. Hvad er det, der kan ske? Hvad kan man sige i den konstellation mellem forældre og barn?

Podcast-gæst: Det er et godt spørgsmål, fordi der sker jo ofte den der onde spiral af, at barnet har det rigtig svært, og mor og far har en helt naturlig reaktion på, at barnet har det svært. De får lyst til at beskytte barnet fra det, der er svært. Og de får lyst til at hive barnet væk fra den svære situation. Det vil sige, at de hjælper barnet med at undgå situationer, som barnet er bange for. Og er vi ude dér, hvor barnet er bange for noget, som ikke helt giver mening… Det er jo svært at generalisere på den her måde, men lad mig lige sætte det helt på spidsen og sige: Et barn er bange for at gå på en trappe. Det ved vi alle sammen med vores fornuft: ”Ja, selvfølgelig kan man snuble på en trappe, det kan også godt gå galt”. Men du bliver nødt til at sige, at der ikke er noget objektivt megafarligt i at gå på en trappe. Men hvis du som forældre oplever, at dit barn får reelt angstanfald, hvis det skal op at gå på en trappe, så vil det være naturligt for de forældre at sige : ”Ved du hvad? Vil du have hjælp til at tage trappen? Far bærer dig. Eller vi tager elevatoren i stedet for.” Eller man ringer lige til dem, man skal til børnefødselsdagen hos for at høre, hvilken etage børnefødselsdagen foregår på. ”Fordi vi skal lige sikre os, at Mathias ikke skal ud at gå på trapper, fordi det er han rigtig bange for”. Det er jo en naturlig og omsorgsfuld måde at være forælder på. Det er bare ekstremt uhensigtsmæssigt, hvis man gerne vil angsten til livs. Og grunden til det er jo det her med, at det er dét, vi kalder i ”undgåelsesadfærd”. Der er også noget, der hedder ”sikkerhedsadfærd”. Det er jo fx at ringe og høre, hvordan der lige ser ud hjemme ved de andre. Så det er det der ligesom bliver bestemmende for, hvad man gør. Om man kommer til børnefødselsdagen afhænger af, om det foregår i stuen eller på 2. etage. Og det bestemmer rent fysisk, hvad du gør. Men ud over det sker det på et andet plan. Det bekræfter barnet i: ”Okay, jeg er bange for at gå på trapper. Og jeg kan se, at mor og far synes også, det er megafarligt, at jeg går på trapper. Så det er nok rigtig farligt.” Så man bekræfter barnets overangst i, at der er noget at være bange for. Nogle gange bliver de der mekanismer ret usynlige for forældre, fordi man bliver så viklet ind i det, og fordi det er så opslidende hele tiden at skulle regulere sit barn ned. Det kræver enorme ressourcer af forældrene. Og desværre er det jo dem, der er den bedste hjælp i den situation.

Podcast-vært: Fordi det er dem, der kender deres barn bedst.

Podcast-gæst: Det er præcis dét. Og det er dem, der er til stede hele tiden. Og det er deres nervesystem, som skal hjælpe med at berolige barnet. Og det er en virkelig krævende og hård forældreopgave. Men det er en opgave, som en forælder løser bedst.

Podcast-vært: Som ikke løses bedst af sygeplejersker og læger?

Podcast-gæst: Nej fordi det er jo så det næste led. Når far så bærer Mathias op ad trappen - for han skal ikke gå på trapper - så får han et eller andet voldsomt angstandfald. Og så panikker mor og far, fordi nu er det bare 20. gang, og nu skal de altså have noget hjælp midt i angstanfaldet. De får ringet til lægen eller et eller andet, fordi de jo bare er naturligt desperate efter at få noget hjælp. Problemet er bare, at så sidder lille Mathias tilbage med: ”Jeg er bange for at gå på trapper. Jeg er så bange for at gå på trapper, at far også synes, det er farligt. Så han bærer mig derop. Og nu er jeg stadigvæk bange over det. Og mor og far har fundet ud af, at det er så farligt, at vi bliver nødt til at få en læge til at hjælpe mig”. Du fodrer angsten igen og igen og igen. Vi laver alle de der manøvrer, som er omsorgsfulde og naturlige.

Podcast-vært: Men som er uhensigtsmæssige i den her sammenhæng?

Podcast-gæst: Ja fordi man kan også lige prøve som forældre at træde et skridt tilbage og sige: ”Er det egentlig farligt? Vil jeg synes, at klassekammeraterne heller ikke skulle gå på de her trapper?

Podcast-vært: Det er en supergod parallel at sige! ”Vil jeg lade andre børn gøre det her?

Podcast-gæst: Ja, præcis. For selvfølgelig er livet jo farligt. Du kan komme til skade alle steder. Det er bare ikke ret sandsynligt. Så det kan give god mening, at man som forældre - og det er svært at være i den der regulerende rolle - at man skiftes til det. Så mor og far begge to kan få pauser. Eller bedsteforældre. Få nogle andre omsorgspersoner ind til at aflaste for de der ting. Fordi man ofte bliver så infiltreret i den angst, at det er svært at se, hvad der er hoved og hale i det.

Podcast-vært: Det kan jeg virkelig godt forstå. Men jeg kan også sagtens sætte mig ind i rollen som forælder. At man står der med et barn, som fysisk får det utroligt dårligt. At man måske også som forældre selv kan blive i tvivl. ”Jamen, er der noget galt? Sker der et eller andet? Bliver han svimmel? Er det fordi der i virkeligheden er en hjernetumor eller en blodprop?” Man kan jo komme helt ud hvor katastrofetankerne tager over. Og det giver jo mening at reagere på.

Podcast-gæst: Og der kan man jo også huske, at angstanfald altid går over. Det er virkelig en god sætning det der. Og det er ikke farligt, hvis man misser en akut behandling, fordi man ikke ringer 112, når det står på. Det er måske den frygt, man kan have, og det kan jeg egentlig godt sætte mig ind i, hvis det er første gang, ens barn oplever det her, eller anden eller tredje. Og der skal man jo gøre det, at man tænker: ”Er det mest forsvarligt?” Men hvis det er en tilbagevendende ting, så er det allerbedste, du kan gøre, at sidde roligt og tungt i stolen sammen med dit barn og hjælpe barnet med at opleve, at det går over. Og der må man gerne lave noget afledning. Eller nogle beroligende strategier. Det kan være, at man hjælper barnet med at få et varmt bad. Eller man har en varmepude. At man lige sidder sammen. Man pakker barnet lidt ind stramt i en dyne. Man får ro på kroppen på en eller anden måde. Det giver god mening. Men at undgå situationerne eller akut søge hjælp et andet sted kan faktisk godt være uhensigtsmæssigt.

Podcast-vært: Men jeg synes, at det også er vigtigt at nævne, at vi jo selvfølgelig altid sikrer, at der ikke er noget reelt fysisk galt med barnet. At der ikke er noget galt med maven, at der ikke er noget galt med hjertet, før vi går ind i de her strategier. Jeg tænker - hvis vi lige skal runde det lidt af - hvordan er udsigterne, hvis man som barn får en angstdiagnose? Er det sådan noget, man skal leve med resten af livet? Eller kan den dukke op i ny og næ?

Podcast-gæst: Det er jo svært at sige. Hvis du får en angstdiagnose, er behandlingen eksponering. Det betyder, at du udsætter dig selv igen og igen og igen for det, du er bange for. I små skridt. Og gerne sammen med en terapeut, der styrer den der rolle. Men det, du kan gøre som forælder, er jo at gå imod angsten. Lad vær med at fodre den. Fordi det er en strategi, som barnet bringer med sig videre. Og det gør du resten af livet. Og derfor vil prognosen blive bedre, for lærer du at lave undgåelses- og sikkerhedsadfærd, så er der bare en større risiko for, at det her kan blive en kronisk tilstand.

Podcast-vært: Og det er jo super, supervigtigt. Jeg synes, det var nogle rigtig gode råd. At man sidder tungt i stolen, at man er i det samme med sit barn. Og at man husker, at angstanfald ikke er farligt. Og at det altid går over.

Podcast-gæst: Og jo flere gange, du bliver udsat for den samme ting, jo lavere angstrespons vil du have for hver gang.  Det er også supervigtigt. Det går over, og det hjælper at blive udsat for det.