Transkønnethed

Podcast-vært: Transkønnethed er en betegnelse for at have en anden kønsidentitet end det køn, man er blevet født med. Vi har allerede lavet en OUH Talks-podcast om transkønnethed; om hvor mange der har transkønnethed, hvordan man har det, hvad det er, og om hvordan man bliver henvist til Center for Kønsidentitet. Jeg har besøg af dig, Torben Beck Klein, du er psykolog og sexolog og leder for Center for Kønsidentitet her på OUH. I denne podcast vil vi gå lidt mere i dybden med, hvad der ellers er af behandlingsmuligheder, for det nåede vi ikke i sidste podcast. Torben, vi har snakket om hvordan man kommer ind til jer, og hvad hormonbehandling indebærer. Hvad findes der ellers af behandlingsmuligheder?

Podcast-gæst: Noget af det vi ikke fik med sidste gang, det er, at hvis du er transkvinde og får østrogener, det vil sige, at du får kvindeligt kønshormon til at udvikle dig i kvindelig retning, så går det ud over din sædproduktion. Så vi tilbyder faktisk transkvinder sæddeponering i samarbejde med vores fertilitetsafdeling her på OUH, så man som transkvinde har mulighed for at bidrage biologisk til et barn.

Podcast-vært: Det skal man ligesom starte på før man starter i hormonbehandling, fordi de her hormoner kan gå ind og ødelægge sædproduktionen.

Podcast-gæst: Noget af det som også gælder begge køn, er, at kommunerne i Danmark faktisk er forpligtet til at stille op med stemmetræning. Det kan både være før og efter hormonbehandling.

Podcast-vært: Okay, så stemmetræning forstået på den måde at hvis man er en transkvinde, så vil man gerne transformeres til kvinde. Det er det, man identificerer sig med. Så har man fra barnsben og er født med en mørkere stemme, en mandlig stemme, og den kan man træne til at blive lysere.

Podcast-gæst: Ja, lige præcis. Hos sådan en tale-høre-konsulent, der har specialiseret sig i det med stemmer og stemmetræning.

Podcast-vært: Og omvendt kan man blive trænet til at få en lidt mørkere og mere mandlig stemme, hvis man er transmand.

Podcast-gæst: Lige præcis. Selvom transmænd har den fordel, at de biologisk ændrer stemmen via hormonbehandling, så kan man før hormonbehandling faktisk søge stemmetræning. Og der har man også mulighed for at få et tilbud.

Podcast-vært: Okay, så nu har vi været inde på det her med hormonbehandling, og der er noget stemmetræning. Er der andet man kan for stemmen?

Podcast-gæst: Hvis vi lige tænker rent udseendemæssigt; hvis du er dreng/mand fra starten, så kan du eventuelt have et synligt adamsæble. Har du et meget synligt adamsæble, så er det faktisk muligt at blive henvist, og så får du skraldet noget af busken, så du får en mere lige hals. På den måde har du ikke den her bule, som et adamsæble udgør på halsen.

Podcast-vært: Okay, og så er der jo de mere kirurgiske tiltag.

Podcast-gæst: Ja, men jeg vil også lige nævne, at ud over det med adamsæblet, så er der faktisk også mulighed for at få en stemmeoperation. Man kan gå ind og operere på stemmelæberne, så en transkvinde kan få en lysere stemme via en operation. Men ved alle de her specialoperationer, fx strubeoperation og stemmeoperation, så har vi altid et stop-op med en psykologsamtale. Vi skal være sikre på, at patienten ved præcis, hvad vedkommende går ind til og på den måde er forberedt. Også så vi kan stå inden for, at de forskellige andre ting vi kigger på omkring det, at være transkønnet fx håndtering af operationen, om det nu er nødvendigt.

Podcast-vært: Okay, så man kan sige, at det er jer på Center for Kønsidentitet, der har snorene, og det er jer, der laver henvisninger til afdelingerne.

Podcast-gæst: Lige præcis. Vi har samarbejde med mange afdelinger på OUH.

Podcast-vært: Ja, og hvad er det ellers for nogle samarbejder I har? Du var inden på, at når man har været i hormonbehandling i et år, så kan man få fjernet sine bryster, hvis man er transmand. Og man kan også blive henstillet til at få en brystoperation, hvis man ved hormonbehandling ikke ligesom har udviklet bryster selv.  Og hvad findes der ellers af kirurgiske indgreb?

Podcast-gæst: Vi har også et samarbejde med plastikkirurgerne på Rigshospitalet. Det er det eneste sted i Danmark, hvor der foretages det, man kalder nedoperation. Det vil sige en operation på genitalier, operation på kønsdele. Og her har man som transkvinde mulighed for at blive indstillet til, at man får lavet en stor operation, hvor man bruger det, der er i forvejen. Man ”udhuler” og vrangvender penis, og man bruger så penis til en skede. Det vil sige, at man bruger huden fra penis til en skede. Man bruger pungen til at lave kvindelige kønslæber. På den måde kan man faktisk lave meget vellignende kvindelige kønsorganer.

Podcast-vært: Er det derfor man bruger penis, fordi der også er nogle følelsesmæssige gode komponenter, man kan bruge i skeden?

Podcast-gæst: Jo, rent faktisk, rent operationsteknisk, så kan man bruge det, som man i dansk sprog kalder for penishovedet - eller glans, som man siger fagligt - det kan man bruge til at lave klitoris. Det vil sige, at man bruger det væv og den følsomhed, der er omkring glans til at fremstille klitoris. Så det bliver sådan set fuldgyldige kvindelige kønsorganer. Det eneste er, at hvis man ikke har hyppig sex, så er man afhængig af at bruge hyppig stavbehandling for at skeden ikke klapper sammen.

Podcast-vært: Så stavbehandling, det betyder, at man selv skal holde sin skede åben?

Podcast-gæst: Man skal sørge for at holde skeden åben via stavbehandling, medmindre man har hyppig sex. Men det bliver man instrueret i. På den måde er man faktisk langt fremme i forhold til at lave nogle meget både vellignende og funktionelle operationer.

Podcast-vært: Og hvad med følelser? Altså Følelsen efter at man har fået en skede og en klitoris, kan man også få en orgasme?

Podcast-gæst: Det tænker jeg ikke, at der er noget i vejen for. De fleste cis-kvinder, som man kalder det inden for det her felt, det vil sige biologisk fødte kvinder, de får jo heller ikke typisk orgasme via indtrængning i vagina i skeden. Det er jo typisk også, når klitoris bliver stimuleret. Og den her kunstigt fremstillede klitoris er egentlig lige så følsom.  Så jo, det burde ikke være et problem.

Podcast-vært: Fra man er blevet 18 år - og man har ventet længe på, at det her kan træde i kraft - man går i gang med hormonbehandling, man skal til en masse samtaler hos jer; hvor lang tid går der, før man kan få den her operation?

Podcast-gæst: Uha, der skal Rigshospitalet jo næsten svare for sig selv, men vi snakker om flere års ventetid. Der er kun to kirurger i Danmark, som laver kønsmodificerende operationer, som det hedder.

To kirurger. Og de laver alle mulige andre kirurgiske indgreb samtidig. Så hvis man skal give et bedre tilbud til transkønnede omkring det her, og der ikke skal være alt for meget ventetid, som jo er belastende, så bør man faktisk sørge for at øge kapaciteten af kirurger, som kan finde ud af de her operationer.

Podcast-vært: Mærker I også, at der er stor efterspørgsel? Har I også mange?

Podcast-gæst: Egentlig færre end man skulle tro, fordi mange finder sig egentlig i, når det kommer til stykket, meget godt til rette i mange tilfælde med det nedre. Det vil sige, at er du transkvinde, så er det okay, at penis er der, men der vil personen typisk efterspørge at få fjernet testiklerne, fordi det lige så meget handler om det visuelle. Altså fordi man føler, at man ser forkert ud uden på tøjet. Og hvis det handler om transmænd, så er mange ikke nødvendigvis så dysforiske med det nedre, at de ønsker en operation.

Podcast-vært: Okay, det var faktisk rigtig godt at få med, det der med, at man sagtens kan føle sig som værende et køn, man ikke er født med, men det varierer meget, hvordan man har lyst til at se ud.

Podcast-gæst: Vi mangler lige at snakke om operationer i forhold til transmænd. Der synes jeg, at har vi nogle anderledes udfordringer. Man kan lave det, der hedder falloplastik, hvilket vil sige, at man laver en ny fallos, altså en ny penis. Men problemet, i forhold til transkvinder, er at man jo bruger det væv og de organer, der er i forvejen. Og hvis du skal lave falloplastik, så er du afhængig af at fjerne muskelvæv og nerver f.eks. på indersiden af underarmen og så bruge det til at fremstille en penis.

Podcast-vært: Ja, så du mener, at hvis man går fra at være mand til at få kvindelige kønsorganer, så har man jo en masse ekstra, fordi penis er der, og den kan man bruge. Men hvis man skal blive til en mand, så har man ikke noget at tage af.

Podcast-gæst: Nej, man har ikke noget at tage af. Der har man brug for at tilføje noget ekstra, og der må man tage muskelvæv og nervevæv f.eks. fra underarmen. Og så har man også en udfordring omkring urinrøret; hvis man kigger biologisk på kvinder, så har de et kortere urinrør end mænd, så man er også afhængig af at lave urinrørsforlængelse. Det har givet så mange komplikationer, i hvert fald i Danmark, at man har valgt ikke at forlænge det. Det vil sige, at hvis man laver man en neopenis, så kan man i Danmark ikke forlænge urinrøret. Så du kan stadig ikke stå på række ved tisranden og tisse med de andre mænd. Du må stadig sidde ned og tisse, fordi man er gået væk fra at forlænge urinrøret.

Podcast-vært: Altså man kan godt lave en penis, men urinrøret kan ikke komme med? Hvordan skal man så tisse?

Podcast-gæst: Det tør jeg ikke helt sige, men der er jo en åbning, som bare ikke er ude i enden af penis, den er et andet sted. Så skal du sidde ned og tisse. Men man kan gøre det, at man kan bruge kønslæberne – skamlæberne er der nogen, der siger – til at fremstille pungen eller skrotum og få så ilagt kunstige testikler. Så rent visuelt bliver man mere rigtig. Og der er mange, der virkelig savner at se mere rigtige ud. Men omkring det funktionelle; nu spurgte du tidligere til orgasme hos trans kvinder; ved transmænd bliver det jo lidt anderledes, fordi den her neopenis ikke nødvendigvis har den helt samme følsomhed. Og der er jo heller ikke det – som er ved den mandlige orgasme – at sæden kommer ud. Så der er lidt med, hvor tilfredsstillende seksuallivet bliver for individet selv. Og så har jeg også hørt, i hvert fald for år tilbage – jeg har ikke fulgt op på, hvordan det er nu – men de snakkede om, da vi startede vores klinik, og vi var på studietur til Universitetshospitalet i Ghent i Belgien, at der tit kunne opstå en komplikation ved protesen; protesen, der blev sat ind i penis – som skulle gøre sådan, at penis kunne komme op at stå – den gennemtrængte over tid huden, hvilket kunne betyde infektioner, operationer og reoperationer. Så man har en ret stor udfordring i forhold til at lave mandlige kønsorganer, hvor det går betydeligt bedre med at lave kvindelige kønsorganer

Podcast-vært: Så der er mange forskellige ting, der skal tages stilling til, og der er mange forskellige behandlingsmuligheder, heldigvis. Det kan variere fra person til person, hvad man føler er det rigtige. Og vi kan konkludere, at der er lang ventetid på de nedre behandlinger. Er der også lang ventetid, hvis man skal ind til jer?

Podcast-gæst: Inden vi tager det, vil jeg også nævne noget andet, fordi vi nu har snakket meget om de to køn; det er faktisk sådan, at der også er et begreb, der hedder at være non-binær. Man må godt placere sig imellem de to køn, og der er nogle af vores patienter, der vælger det. Det vil sige, at de ikke nødvendigvis ønsker at blive tiltalt med han eller hun, men at de kan vælge ’de’, ’dem’ eller noget andet. Og de har lige så meget ret til at komme i behandling som dem, der definerer sig som mænd eller kvinder. Men i forhold til ventetider og udfordringer; vi har været en succes som klinik, fordi Søren Brostrøm & Co. i Sundhedsstyrelsen tænkte, at vi nok ville få 75 nye patienter. Nogle patienter gik hos os i forvejen efter aftale med Rigshospitalet, enten i medicinsk afdeling eller gynækologisk afdeling, der passede hormonbehandling, hvor det var styret for sexologisk klinik. Men det gik ikke sådan, at det blev 75 nye patienter. På nuværende tidspunkt har vi nok omkring 500 patienter, og vi mangler lægeressourcer. Så har du gennemført psykologsamtaler, og har du været på MDT-konferencer – som er tværfaglige konferencer, hvor specialister kigger på, hvad der har været af samtale og udredning – så har vi desværre omkring 8-10 måneders ventetid, før du kan få en lægetid. Og det er jo lægetiden, som sætter hormonbehandlingen i gang. Så du kan få at vide, at du er godkendt til hormonbehandling – og så skal du bare lige vente 8-10 måneder. Det er jo klart, at det ikke er tilfredsstillende for vores patienter – og selvfølgelig heller ikke os som behandlere. Men der skulle være løsninger på vej; vi er begyndt at køre yngre læger – det der hedder hoveduddannelseslæger, HU-læger – ind til at hjælpe med kontrollerne. Dem, der er i behandling, kommer til årlige kontroller for at se, om alt er, som det skal være. De hjælper der. Så vi håber, at vi kan rykke på den her ventetid. Samtidig har vi også fået at vide af vores direktør og politikere, at vi vil få nye bevillinger. Så vi håber, at det ændrer sig i løbet af det næste halve års tid.