Ludomani

Intro
Det, du lytter til nu, er anden del af to afsnit, som handler om ludomani.

I det første afsnit fortalte psykolog Jakob Linnet, der er leder af Klinik for Ludomani, hvordan ludomani opstår i hjernen, og hvorfor det er så svært at kaste sig ud i en behandling.

I det her afsnit skal det nu blandt andet handle om, hvordan du som pårørende kan opdage tegn på ludomani, og hvilke behandlingsmuligheder der findes i dag.

Podcastvært
Det her med, at det er noget, man går og skjuler både lidt for sig selv, men også for sine omgivelser; hvordan skal man pårørende agere hvis man har mistanke om, at der er nogen i ens omgangskreds der har det?

Podcastgæst
Det, der faktisk ofte sker, det er, at det er pårørende der ringer ind til os. Og vores telefon er åben, så man kan ringe ind, man behøver ikke have en henvisning, og så giver udtryk for, at de oplever, at her er et problem. Og noget af det, vi så ofte spørger ind til, det er, er det noget, du kan have en samtale med dine pårørende om, og så giver vi noget rådgivning i forhold til, hvordan man kan have en samtale. Og ofte så er det underliggende problem, at det er svært for personen med ludomani at få det sagt. Så derfor laver vi ofte en aftale med pårørende om, at så prøv at få en snak med vedkommende, og så ringer du op, og så rækker du telefonen over, og så får vi samtalen derfra. Og så kan vi komme over den barriere, som er det første skridt, der skal til i forhold til at få ringet ind og få hjælp. Og når vi kommer dertil, så er der faktisk ofte ikke særlig langt til, at folk så kan komme i behandling, fordi de ved godt det er et problem. De ved nok mere end nogen andre hvor stort problemet er. Og det, at de ligesom kan få hjælp til at få sagt det til en professionel, det er ofte en lettelse. Og det er ofte en lettelse på den måde, at så er man også er motiveret for at komme ind og få en snak omkring ludomani. Og der gør vi jo forskellige ting der. Først så screener vi dem jo over telefonen. Og typisk så starter vi jo med nogle helt konkrete spørgsmål som, hvad er det for nogle spil, du spiller, og hvor spiller du henne, og har du noget gæld i øjeblikket og sådan nogle ting, som er meget meget konkrete. Og så derfra så begynder vi at spørger lidt ind til, hvordan de ligesom er forpinte af behandlingen. Og det gør vi ofte ved at fortælle lidt om, hvad det er for noget behandling, vi laver. Altså vi siger, at vi arbejder med de tanker som leder til spil. Fordi så længe man har tankerne om spil, så er der faktisk risiko for, at man kommer til at spille igen. Også selvom man i en periode kan holde op i adfærden. Og det er der mange af dem, der godt kan genkende. Og så kan jeg sige noget med, at ofte det her med tankerne, det er, at man faktisk begynder at planlægge de her spilleepisoder lang tid før, at man sidder med mobilen i hånden. Så det kan være noget med, at man starter med at tjekke nogle odds, eller man tænker, at i morgen går der løn ind på kontoen, eller man ved, at ens kæreste skal ud sammen med nogle venner på onsdag, så allerede der begynder man at planlægge spilleepisoden, og det er der jo rigtig mange, der kan genkende. Og det næste, vi så arbejder med, det er det, som vi kalder ”situationskontrol er lettere end selvkontrol”. Så det er meget nemmere at gøre noget andet end at spille, når man begynder at have de her forberedende øvelser til at komme til at spille, end når man sidder med telefonen i hånden.

Podcastvært
Hvis man nu sidder derude som pårørende og egentlig gerne vil ringe så kan jeg også forestille mig, at kræver noget af én. Er der sådan et par spørgsmål man kan stille sig selv, inden man ved, om man skal ringe til jer?

Podcastgæst
Ja, altså jeg synes det allerførste spørgsmål, man kan sige, det er, jamen hvis jeg er i tvivl så ring. Fordi meget ofte så er grunden til, at man stiller sig selv et spørgsmål og grunden til, at man er i tvivl, det er, at der er et eller andet, som man har lagt mærke til. Noget af det, som man kan lægge mærke til, det er sådan noget med, er mine pårørende mere socialt fraværende altså fysisk fraværende eller mentalt fraværende. Det vil sige: Hele tiden sidder med noget andet og enten er uopmærksom eller opleves som ikke værende til stede, eller hele tiden skal ud at ryge eller hele tiden skal på toilettet, eller at der ligesom er et eller andet der er forstyrrende i det, vi laver, som er anderledes end den måde, som vi plejer at være sammen på. Det kan være sådan en af de ting, som man kan lægge mærke til. Men det kan faktisk også være sådan noget som, er mine pårørende mere opfarende og irritable, end de plejer at være? Og er det typisk på nogle tidspunkter at det er om morgenen eller at det er efter en weekend, eller på nogle tidspunkter hvor man enten har sovet, eller der har været noget adskillelse, eller et eller andet, som gør, at man kan sige, at det der er alligevel påfaldende, eller alligevel mærkeligt, at lige netop her skulle der komme så kraftige en reaktion.

Podcastvært
Som afhængig af spil så får man en behandling. Er der også behandling til de pårørende?

Podcastgæst
Ja, vi kalder det så rådgivning og vejledning, så der er både rådgivning og vejledning for pårørende, som ringer ind til os, uafhængigt af om de har en pårørende der går i behandling hos os, men man kan faktisk også med patientens samtykke komme med som pårørende i behandlingen.

Podcastvært
Hvad er det for nogle forløb i tilbyder?

Podcastgæst
Et rådgivningsforløb var typisk 1-4 samtaler med en pårørende. Noget af det, det omhandler, det er, at vi ikke kan fortælle om den pårørende som går i behandling, men vi kan fortælle noget generelt om, hvad vil det sige at have ludomani, og hvad vil det sige at være pårørende til en person med ludomani. Så både hvad er, man skal lægge mærke til, og i lige så høj grad, hvordan kan man drage egenomsorg for sig selv, så man ikke havner i nogle situationer hvor man føler sig udnyttet, eller snydt eller bedraget eller svigtet eller forrådt eller hvad det nu måtte være. Som er nogle af de følelser, som pårørende meget ofte kan sidde med. Og det, der er at sige til det, det er, at når man har ludomani, så lægger man ofte ikke mærke til de sociale tab, der er forbundet med lidelsen. Rigtig mange med ludomani, når de kommer rigtig ud i torvene, fortæller ofte sig selv, at hvis bare jeg kan betale pengene tilbage, så er problemerne løst. Men det er sjældent sådan, at de pårørende ser det. Så der vil det jo ofte være de tillidsbrud og de løgne og det fravær, som er en konsekvens af lidelsen, som de pårørende lægger mærke til. Og der kan være en meget stor usikkerhed og utryghed for dem forbundet med, at hvis de så lige pludselig bliver stresset på arbejde eller hvad det måtte være, så kan der gå tanker til, ”åh nej, nu er han lige pludselig lidt mere mentalt fraværende, er han nu begyndt spille igen?” eller ”nu sidder han vist lidt for meget på telefonen, er han nu begyndt at spille igen?”.

Podcastvært
Hvis man nu gerne vil lide kontakt med jer, hvordan foregår det så?

Podcastgæst
Det er meget nemt. Man ringer til os på telefonen 29138045. Vi har åbent mandag til fredag fra 8 til 15, så vi jeg husker. Man kan også skrive en e-mail. Vores hjemmeside er ludomani.ouh.dk.

Podcastvært
Hvis man nu sidder derude som for eksempel almen praktiserende læge og også gerne vil have gode råd, må man så også kontakte jer?

Podcastgæst
Ja, det må man. Alle må ringe til os.

Podcastvært
Jakob, nu har vi talt lidt om det her med hjælpen til de pårørende. Kan du sige lidt mere om den hjælp der målrettes mod den person, der lider af ludomani?

Podcastgæst
Ja, så vi har forskellige former for behandling. Vores mest standardiserede behandling er jo nok kognitiv adfærdsterapi, som er en evidensbaseret form, det vil sige, det er en behandlingsform, hvor der er en dokumenteret effekt. Og kognitiv adfærdsterapi betyder egentlig, at man arbejder med tankerne. Altså de tanker som leder til spil, fordi, som jeg nævnte før, så længe man har tankerne om spil så er der risiko for, at man kommer til at spille igen. Og der arbejder vi både med at kunne skelne imellem hvad der er tanker og hvad der er følelser. Vi arbejder med at blive opmærksom på den ofte automatiserede adfærd, som gør sig gældende ved afhængighed. Fordi det er jo sådan, hvis jeg lige må vende tilbage til det her med hjernen og dopaminsystemet et øjeblik, at meget af den adfærd, der gør sig gældende ved afhængighed er automatiseret, og det er, fordi dopaminsystemet er et ikke-sprogligt system. Så vi har ikke sådan nogle Karius er Baktus, som sidder oppe i hjernen og siger, at vi vil have wienerbrød eller vi vil have spil. Det mærkes mere som noget trang eller noget uro eller noget et eller andet i kroppen, og ofte så sker tingene automatisk. Og der er det at sige til det, at vi kun kan ændre det, som vi er opmærksomme på. Så første skridt behandlingen, det er at rette opmærksomheden imod, hvad er det egentlig, der sker, når jeg kommer til at spille. Og det vil være ligesom at begynde at skille tingene ad i, hvad er mine tanker, hvad er mine kropslige fornemmelser, hvad er mine følelser hvad er mine handlinger. Og det er lidt forskelligt, hvad folk først lægger mærke til. For nogen er det første, de lægger mærke til, uroen i kroppen. Jamen så er det dér, vi starter. Så når du begynder at mærke uro, så skal du begynde at tænke på, hov er jeg i gang med at spille nu? For nogen så er det adfærden. Når jeg begynder hele tiden at sidde med min mobiltelefon i hånden og håbe, hvor kom den fra? Så er det det, jeg skal lægge mærke til som en risikosituation for, at der måske opstår spil. Og for andre kan det være tankerne. Altså at tankerne begynder at kredse om, at nu skal jeg også lige tjekke nogle odds. Eller nu er der Champions League-kamp på onsdag. Gad vide, hvad der er af kampe og den slags ting. Og endelig så kan det være noget med nogle følelser. Altså når jeg er ked af det. Eller når jeg føler mig ensom, når jeg føler mig trist, når jeg sidder alene på værelset, så er det der, min risikosituation er. Så det kan være forskelligt, hvad folk starter med at lægge mærke til, men ved at kunne skille tingene ad og begynde at se, at der er flere forskellige komponenter i en spilleepisode, så kan man også nemmere dæmme op for den, eller i hvert fald nemmere lægge mærke til den. Der er rigtig mange med ludomani, som siger, at jeg ikke ved, hvor det kommer fra, og lige pludselig sidder jeg bare og spiller. Og egentlig er det udtryk for, at man har kørt igennem en 3-4-5 røde stoplys, uden egentlig at lægge mærke til det.

Podcastvært
Når man ser reklamer på tv, fx for de her online spil så er der noget, der hedder ROFUS. Hvad er det?

Podcastgæst
Jamen, ROFUS det står for Register over Frivillig Udelukkelse af Spillere. Og det er et register, som Spilmyndigheden har. Og Spilmyndigheden er dem, der fører tilsyn med alt spil i Danmark. Så det er en myndighed under skattevæsenet. Og deres opgave det er at regulere alt form for spil i Danmark. Og ROFUS er en hjælp for rigtig mange spillere, fordi når de udelukker sig, så behøver de ikke hele tiden gå og tænke på spil. Problemet er, at hvis man kun udelukker sig en kort periode, så kan man hele tiden have den her dato i hovedet for, hvornår kan jeg så komme til at spille igen. Så derfor anbefaler vi ofte at man udelukker sig i en længere periode.

Podcastvært
Har man som ludoman, eller når man lider ludomani, har man så det her indtryk af, at man kan regne spillet ud?

Podcastgæst
Ja, der er mange, som kommer og siger sådan noget med, at jeg har knækket koden, eller jeg ved rigtig meget om spil. Så der arbejder vi med det, der hedder kognitiv fejlslutninger eller tankemæssige fejlslutninger, og nogle gange så kalder vi det også for ”spillefælder”. Så det er egentlig nogle ting, man siger til sig selv, som næsten passer, men som ikke helt passer. Så et eksempel på det, det kan være, at jeg ved meget om fodbold, og så kommer der: ”Så derfor kan jeg vinde penge på at spille på fodboldspil”. Og det er den sidste del der, ”så derfor kan jeg”, som er fejlslutningen. Og problemet med det, det er, at ens identitet ligesom kommer i spil der. Fordi det er jo rigtigt at man ved meget om fodbold. Men problemet er så, når man prøver at bevise over for sig selv, at derfor så kan man så også vinde på spil. Og så kommer der en hel masse andre former for fejlslutninger ind. Fordi så kan vi jo så sige, hvis jeg så spiller på, at Real Madrid de vinder - det gør Real Madrid jo ofte - så får jeg ikke pengene særlig mange gange igen. Så derfor så begynder jeg at lave nogle mere hasarderede bets, fordi jeg siger: ”Jeg ved en hel masse om spil så derfor kan jeg regne den ud.” Men så er risikoen for, at man taber lige pludselig også større. Og det der så sker hvis man taber det er, at så kommer der et andet fænomen i spil, som hedder ”loss-chasing”, altså at man forfølger sine tab. Det vil sige, at nu begynder man pludselig at spille endnu mere hazarderet og endnu mindre velovervejet. Det vil sige, at alle de ting, man lige for lidt tiden fortalte sig selv om, at jeg ved meget om fodbold, og jeg er god til at spille, det ryger så ud ad vinduet, fordi nu er man pludselig i en situation, hvor man spiller for at få sine penge tilbage.

Podcastvært
Hvor lang tid varer sådan et behandlingsforløb inde hos jer typisk?

Podcastgæst
Det er faktisk meget forskelligt hvor længe behandlingsforløbet varer, fordi vi har forskellige former for behandlingsforløb. Så vi har nogle indledende forløb for folk, der er i tvivl om de har et problem med pengespil eller er i tvivl om de ønsker behandling. Det kalder vi for motivationsafklarende forløb. De er typisk sådan 1-4 samtaler. Ofte så vil der ske det, at i løbet af 2-3 samtaler finder man ud af, at jo, den er god nok, jeg har et problem, og så overgår man til et regulært behandlingsforløb, som er op til 12 samtaler. Når man så har afsluttet de 12 samtaler, eller man er kommet til et punkt, hvor man oplever at man har styr over sit spil, så overgår man typisk til opfølgende samtale. Og det er fordi, vi ved, at der er relativt stort risiko for, at man kan få et tilbagefald inden for de næste 12 måneder når man er færdig med sin behandling. Så der ringer vi ud engang i kvartalet. Og så hører vi, om det stadigvæk går godt, og hvis det går godt, så er alle glade og så tales vi ved om tre måneder. Og hvis der ligesom begynder at komme optræk til noget, så kan man komme ind og enten få nogle boostersamtaler eller få et nyt behandlingsforløb. Og grunden til, at det er en god ting, det er, at vi ved jo godt, at når man går i behandling for ludomani, så er det jo ikke sådan, at så har man aldrig mere problemer med ludomani. På samme måde som når man får en vaccination for covid eller influenza, så holder den ikke nødvendigvis evigt. Man kan have brug for en booster. Så for mange opleves det som en tryghed, at vi er i kontakt. Og en vigtig læring er også, at målet er ikke nødvendigvis at nu skal det her aldrig nogensinde ske igen, men målet er, at hvis jeg begynder at støde ind i nogle problemer, så ringer jeg igen, inden snebolden ruller for langt ned ad bjerget, sådan så jeg kan få dæmmet op for de her problemer. Og ofte så er det det, vi ser i de vellykkede forløb, ikke også? Altså det bedste scenarie det er jo, at folk er færdigbehandlet, og de går ud ad døren, og vi hører aldrig mere fra dem. Det næstbedste scenarie, det er, at folk går ud ad døren og så kommer de igen relativt hurtigt hvis der er et problem, og så får de hurtigt rettet op på det. Og så er det værste tilfælde selvfølgelig at folk går ud ad døren og så kommer de ikke igen, fordi det opleves for skamfuldt at søge tilbage og få hjælp igen, og så fortsætter problemerne bare i stedet for. Og det er altså den mest ulykkelige situation. Og det vi så nogle gange ser, det er, at så kommer folk igen et par år efter. Måske har de været et andet sted før, og så prøver de så også nu her. Så på den måde så har vi også en lille smule forhåbning om, at selv dem, for hvem det kan være svært at søge hjælp umiddelbart efter, at de på et eller andet tidspunkt får noget hjælp.