Skip til primært indhold

Mustapha er indgangsporten til Neurologisk Afdeling

PraksisNyt kunne i april 2025 berette om, at 8 afdelinger har udpeget en speciallæge som praksisansvarlig, der løbende evaluerer samarbejdet med almen praksis og arbejder for forbedringer. I den daglige drift er det bl.a. den praksisansvarliges opgave at holde sig ajour med de praktiserende lægers oplevelse af samarbejdet med afdelingen.

Efter godt et halvt  år i sin nye funktion har vi bedt Mustapha Itani, som er praksisansvarlig på Neurologisk Afdeling N, at fortælle om de første erfaringer med funktionen: - Jeg ser det som et løft af vores service til de praktiserende læger, at vi har dedikeret en ledende overlæge til netop det område. Når vi før modtog henvendelser fra praktiserende læger om noget, der kunne være bedre i vores samarbejde, gik det til cheflægen, hvor der var en naturlig latenstid, da cheflægen har mange andre ting at tage sig af.  Som praksisansvarlig har jeg en større mulighed for at gribe problemerne med det samme og søge øjeblikkelige løsninger. Jeg ser min funktion som en indgangsport for de praktiserende læger, men også som rådgivende ift. mine kollegers interaktion med de praktiserende læger.

Omvisitering af henvisninger

Et eksempel på noget, der hidtil har udfordret samarbejdet, er afviste henvisninger, siger Mustapha: – Jeg har sat fokus på at få omvisiteret fejlhenvisninger fra almen praksis til rette instans i stedet for tidligere praksis om blot af afvise sådanne henvisninger. Hvis vi helt klart kan vurdere, at patienten skal ses et andet sted end hos os, sparer vi almen praksis tid ved at omvisitere henvisningen.

Gode input til forløbsbeskrivelser

Den nyligt opdaterede forløbsbeskrivelse for hjernekræft er et andet eksempel på et godt samarbejde med almen praksis. Mustapha Itani har været forfatter på forløbsbeskrivelsen, men har oplevet at få god og brugbar feedback fra praksiskonsulenterne – Den feedback har vi taget  seriøst og sørget for at integrere i vores opdatering, så vi står med et endeligt produkt, der også lever op til de forventninger, almen praksis har til os, siger han.

Flere ideer i støbeskeen 

Som praksisansvarlig på Neurologisk Afdeling N har Mustapha flere ideer i støbeskeen til et forbedret samarbejde med almen praksis. – Jeg har inviteret to praksiskonsulenter ind til et møde i næste måned for at få kvalificeret de tanker, jeg har, og for at høre, om det er noget, de vurderer, vil give værdi for de praktiserende læger. Mustapha fortæller, at det bl.a. handler om at skabe et fælles læringsrum og klæde de praktiserende læger bedre på til at kunne varetage nogle af de nye opgaver, som forventes at skulle overleveres fra hospitalet til praksis som følge af sundhedsreformen. – Hvis opgaverne bliver flyttet ud i 2027, når der er kommet flere praktiserende læger til, skal vi være klar til at klæde dem på til at varetage opgaverne, så vi reducerer den utryghed, der kan være. I fremtiden ser jeg mig også som et muligt bindeled mellem almen praksis og vores forskningsenhed. Det kan være, at en praktiserende læge har en tværsektorielt forskningsidé, som vores forskningsenhed i afdelingen vil finde interessant.

Du kan læse mere om de praksisansvarlige på OUH og deres rolle i nyhedsbrevet fra april 2025.

APPFWU01V