Skip til primært indhold

Brystrekonstruktioner

Efter et kræftforløb, hvor et eller begge bryster er blevet fjernet, kan der være mulighed for, at få lavet en rekonstruktion til erstatning for det fjernede bryst (sekundær brystrekonstruktion). Hvis du er i kemobehandling for brystkræft, kan nogle kvinder have muligheden for at få fjernet og genopbygget brystet under én og samme operation.

Der findes flere forskellige typer af rekonstruktionsmuligheder

Der kan være tale om at rekonstruere med protese(r), flytte væv fra ryggen, som kan formes til en rekonstruktion- evt med samtidig ilæggelse af protese eller flytte væv fra andet sted på kroppen til brystet.

Muligheder og begrænsninger er meget individuelle og kan afhænge af, om du tidligere har fået strålebehandling, din kropsbygning og din sundhedstilstand i øvrigt. 

Uanset hvorfor du ønsker operationen, vil dit forløb starte med en samtale eller patientinformationsdag med en Bryst og/eller Plastikkirurg, hvor muligheder og begrænsninger kan drøftes. 

På Kræftens bekæmpelse kan du finde information om flere rekonstruktionsmetoder. Det kan give en god forståelse for, hvad der kan tilbydes. Find deres side her. 

Arvelig brystkræft 

Du kan være i høj risiko for at udvikle brystkræft og ønsker at få fjernet brysterne forebyggende. Du kan læse mere om arvelig brystkræft her. 

 

Hvis du har brystkræft

Nogle kvinder kan have mulighed for af få rekonstrueret brystet samtidig med kræftoperationen. Det afhænger bl.a. af, om der er spredning af kræftceller til armhulens lymfeknuder. Hvis der er spredning, tilbydes ofte strålebehandling- og brystet kan så tidligst rekonstrueres 6 måneder efter endt kræftbehandling.

Nogle kvinder får kemobehandling før operationen og kan herefter få fjernet brystet, og måske få det genopbygget. Dette drøftes sammen med dig, brystkirurg, plastikkirurg og kræftlæger.

Har du tidligere fået fjernet dit bryst og er færdig med efterbehandling?

Så vil du drøfte muligheder for genopbygning med plastikkirurgisk læge. Muligheder og begrænsninger kan være forskellige fra kvinde til kvinde. Her kan være tale om hudens kvalitet på stedet der skal rekonstrueres, om der er interesse og mulighed for at flytte væv til bryst et andet sted fra kroppen og din helbredstilstand. 

Hvad sker der til lægesamtalen?

Hvis du skal opereres forebyggende - eller gerne vil vide mere om dette: Så inviteres du til en patientinformationsdag, hvor forskellige operationsmuligheder præsenteres. På dagen vil være flere kvinder, der som dig, vil vide mere om forebyggende operation. Der vil også være mulighed for at møde kvinder, som har gennemgået forebyggende operation.

Efter informationsdagen vil der være mulighed for indkaldelse til lægesamtale med bryst/plastikkirurg for individuel samtale.  

Tab og forandring af følesans

Ved enhver operation vil der ske ændringer af følesansen. Omfanget af tab og forandring i følesansen i det opererede område afhænger af hvilken operation du får lavet. Fælles for alle operationstyper er dog, at følesansen vil forandres eller være helt væk i det opererede område.

Årsagen er, at følenerverne til det opererede område skæres over under operationen. Følesansen kan bedres en smule med tiden, men den vil aldrig blive normal. 

Følelse af kolde bryster

Hvis du rekonstrueres med brystproteser, oplever nogle kvinder, at brystet føles køligere end før. 

Kropsbillede

Uanset om du rekonstrueres efter et kræftforløb eller forebyggende, vil du ikke kunne få bryst(er), som helt ligner det andet bryst, eller de bryster du havde inden operationen. 
Derfor vil det være almindeligt, at det vil tage tid (måske flere år), før du rigtig oplever rekonstruktionen, som en del af dig selv. 
Efter en brystrekonstruktion kan der ske ændringer i dit kropsbillede. Hvordan du oplever disse ændringer kan være meget individuelt, men her er nogle af de mest almindelige aspekter:

Fysisk Udseende: Din brystrekonstruktion kan ændre brysternes form og størrelse. Selvom målet er at genskabe brysternes naturlige udseende, kan der være forskelle i symmetri, følsomhed og tekstur sammenlignet med det oprindelige bryst.

Selvopfattelse: Mange kvinder føler, at brystrekonstruktion kan hjælpe med at genvinde en følelse af normalitet og feminin identitet. Dette kan være med til at styrke din selvværd og selvtillid.

Seksualitet og Intimitet: Din opfattelse af din egen seksualitet kan ændre sig efter rekonstruktionen. For nogle er det en positiv oplevelse, der hjælper med at genoprette en følelse af seksualitet og intimitet, mens andre kan opleve følelsesmæssige eller psykologiske udfordringer.

Emotionelle Reaktioner: Du kan føle dig lettet og glad for det nye udseende af dine bryster, men det er også muligt, at du kan føle dig usikker eller frustreret, især hvis der opstår komplikationer eller resultater, der ikke lever op til dine forventninger.

Samfundsmæssige og Kulturelle Faktorer: Hvordan samfundet og kulturelle normer påvirker din opfattelse af dit kropsbillede kan også spille en rolle. Din egen vurdering af dine ændringer kan påvirkes af sociale forventninger til kvindelig skønhed og femininitet.

Det er helt normalt at have følelser omkring disse ændringer. Du kan tale med en rådgiver eller deltage i støttegrupper, hvor du kan dele dine erfaringer og få støtte, hvis du føler et behov herfor. 

Måske flere operationer

Det er de færreste, der kan nøjes med én operation, når bryster skal rekonstrueres. 

Mange har behov for en eller flere mindre korrektioner af det rekonstruerede bryst. Dog vil kommende operationer være mindre omfattende. Det kan dreje sig om korrektion af placering og størrelse på brystet eller dannelse af brystvorte.

Rekonstruktionsmetoden kan også have betydning for, hvor mange gange der skal opereres. 

Ingen rygning

Du skal holde op med at ryge mindst 6 uger før operationen og holde det i mindst 6 uger efter.

Sår har meget sværere ved at hele, når der er nikotin mv. i blodet. Den type operation du skal have lavet, giver i sig selv en vis risiko for blødning. Og din risiko for andre komplikationer efter operationen stiger betragteligt, hvis du ryger.

Kan du ikke overholde rygestoppet, kan vi derfor blive nødt til at aflyse din operation.

 

Hvis brystet skal fjernes - bortoperation og genopbygning

Hvordan?

Ved operationen bliver brystvævet fjernet huden vil være tilbage.

Herefter danner vi et hulrum til protesen og fikserer den med et stykke net.

Hulrummet kan være under eller over brystmuskelen. 
Du får antibiotika under operationen for at nedsætte din risiko for infektion. 

Der vil blive lagt et dræn pr. bryst. Et dræn er en gennemsigtig plastikslange som skal lede blod og vævsvæske væk fra det opererede område. Det er vigtigt, at blod og væske kommer ud, da der ikke er plads til både dette og implantatet i hulrummet. Du skal fortsætte med antibiotika, så længe du har dræn.


Efter operationen 

Du skal forvente at komme hjem dagen efter operationen.

Forholdsregler efter operationen

Hold brystet varmt 

Det er vigtigt, at det nye bryst holdes varmt den første tid efter, du er opereret. Varmen øger blodgennemstrømningen på operationsstedet, hvilket er godt for sårheling.
Du vil derfor få et varmetæppe henover brystet hvert 20. minut, indtil du forlader opvågningsafsnittet.
Du skal fortsætte med at have varmeisolerende guldpapir henover brystet dag og nat de første tre dage.

Undgå blødning

For at reducere risikoen for blødning efter operationen skal du have armen ind til siden, mens du ligger på opvågningsafsnittet. Når du kommer tilbage på sengeafsnittet, må du holde armen, som du vil, og som du finder behageligt.
Hvis det alligevel bløder for meget i timerne efter operationen, kan det i sjældne tilfælde være nødvendigt at operere dig igen, for at stoppe blødningen. 
Det er almindeligt, at brystet hæver lidt de første døgn efter operationen. 


Får du ondt? 

Ofte kan der lægges en smertestillende blokade i ryggen. Det vil have effekt i 12-16 timer.

Det er almindeligt at have ondt den første tid efter operationen, og du vil derfor have behov for smertestillende medicin.
På sengeafsnittet vil du få smertestillende i form af:

  • Pamol 665mg, 2 tabletter x 3 dagligt.
  • Ibumetin 400 mg x 3 dagligt.

    Derudover kan du få stærkere smertestillende, hvis du har behov for det.
    Det er vigtigt, du fortæller os, hvis du ikke tåler alt smertestillende.

Når du bliver udskrevet, kan du få en recept på smertestillende, hvis du har brug for det.


Dræn

Vi fjerner drænene, når der er mindre end ca. 20 ml i dem, dog tidligst efter to døgn. Dræn må ikke sidde mere end 14 dage.

Når du kommer hjem, skal du selv aflæse drænet hver morgen på samme tidspunkt og registrere mængden og udseendet på et skema.
Inden udskrivelsen instrueres du i, hvordan du aflæser drænene og hvordan du skifter/ tømmer poserne. Når der er mindre end 20 ml i drænet, skal du ringe til ambulatoriet og aftale, hvornår du skal komme og få drænet fjernet. I weekend/helligdage kontakter du sengeafsnit Z1. 

Bandager

Ofte bliver man forsynet med et gennemsigtigt klæbende plastik over brysterne, der skal sidde på i 14 dage. Nogle patienter får dog vacum-bandager, som er store plastre med slanger forbundet til en lille maskine, der skaber vakuum i området. Disse bandager fjernes efter syv dage. 


Klar til at komme hjem?

Dagen efter operationen kan du komme i bad. Du vil få hjælp af plejepersonalet.

Inden du bliver udskrevet, skal du være tryg ved:
1. Hvordan du aflæser drænet
2. Hvordan du går i bad med dræn
3. Din smertebehandling

Antibiotika?

Hvis du bliver udskrevet med dræn, skal du have antibiotika i form af tabletter, for at forebygge betændelse.
Det er vigtigt, du fortæller os, hvis du ikke tåler alt antibiotika.

Infektion

Du skal være særligt opmærksom på infektionstegn i form af rødme, hævelse, varme, tiltagende smerter eller feber. Der kan også være tiltagende sivning fra sårene. Hvis nogle af de symptomer opstår, skal du kontakte os.

Medicin

Ved udskrivelsen laves recept på antibiotika og smertestillende, som lægges på receptserveren. Du kan hente dette på apoteket, efter du er udskrevet.

Svar på fjernet væv

Cirka to uger efter operationen er der svar på det væv, der blevet fjernet under operationen.
Har du fået foretaget en forebyggende operation, vil du blive ringet op eller få brev fra din operatør, når der er svar på undersøgelsen. 

Trådfjernelse

Du er syet med selvopløselige tråde, og de vil falde ud af sig selv efter tre til fire uger.

BH

Du må først benytte BH 14 dage efter din operation. Da må du bruge den bh, du synes, der støtter bedst og er mest behagelig. Du må også bruge bøjle-BH.

Hvor aktiv må du være?

Brystet skal have nogenlunde ro den første tid, men du kan sagtens lave mad og små daglige gøremål i hjemmet.

Du må ikke starte på sport før seks uger efter operationen. Herefter må du starte forsigtigt op.
Vær ligeledes opmærksom på, at støvsugning, havearbejde og lignende også er fysisk aktivitet, og vær derfor forsigtig med dette.

Bilkørsel

Du vil ikke kunne føre bil de første dage efter operationen på grund af smerter og/eller pga. påvirkning af den smertestillende medicin.

Når du kører i bil, skal du have sikkerhedssele på, men du skal forsøge at undgå, at den strammer for meget henover brystet.

Kontrol

Du skal til kontrol ved os i Plastikkirurgisk Ambulatorie efter 10-14 dage og igen efter tre til seks måneder. Hvis der opstår problemer inden, skal du kontakte os.

Program for indlæggelse 

Operationsdagen

06:30   Mødetid og klargøring på Plastikkirurgisk Sengeafsnit Z1, 6. sal
07:40   Du følges til operationsafsnittet
08:00   Bedøvelse og Operation
13-15: Transport til opvågningsafsnittet
15-17: Transport tilbage til sengeafsnittet Z1
17-19: Toiletbesøg, aftensmad
19-22: Gå en lille tur på gangen, hvile

Dagen efter operationen

Drænaflæsning med sygeplejerske
Morgenhygiejne / bad, eget tøj på efter
Fysioterapeut med øvelser
Stuegang
Ca. kl 11, Udskrivningssamtale- og du kan tage hjem

Hvis brystet er fjernet 

Om brystet kan genopbygges med ekspander eller med ilæggelse af protese kan afhænge af flere faktorer som for eksempel.:

  • Hudens tykkelse. Tynd hud over brystet kan betyde, at såret heler dårligt.
  • Hvor stram huden er. Der skal være nok hud til, at der kan ligge en protese under den. Hvis huden er stram, kan man strække den ved hjælp af ekspander. En ekspander er en vævsudvider, som indopereres under brystmusklen og huden med henblik på, at skabe plads til en blivende brystprotese. Ekspanderen fungerer som en elastisk ballon af silikone, hvor vi kan fylde saltvand i, så den efter nogle påfyldninger får den aftalte volumen.
  • Tidligere strålebehandling. Huden bliver ofte stram og uelastisk efter strålebehandling. Derfor kan det være umuligt at få et pænt resultat, hvis man anvender protese

 

Skal du have ballonprotese (ekspander)?

Skal brystet rekonstrueres med ekspander, er det for at skabe rum bag brystmuskulaturen og at strække huden, så der er plads til en blivende silikoneprotese.

Ca. 3 uger efter operationen, begyndes ekspanderingen. Ekspanderen fyldes med mellem 50-100 ml saltvand pr. gang. Der skal gå mindst 7 dage mellem påfyldningerne, så hud og muskler får tid til at strække sig. Påfyldningerne foregår i vores ambulatorie. Hvor mange besøg du skal have her, afhænger af hvilken størrelse der skal opnås. 

Når den ønskede størrelse er nået, skal ekspanderen blive liggende i 4-6 måneder, for at strække hud og muskler permanent. 

Herefter kan du få den blivende silikoneprotese opereret ind. 

Skal du have protese(r)

Er det muligt at lægge protese(r) i ved første operation, foregår operationen på samme måde som ved ekspandermetoden, blot med en blivende protese. 

Både operation med ilæggelse af ekspander og med blivende silokoneprotese foregår i fuld bedøvelse.

Forholdsregler efter operationen

Hold brystet varmt 

Det er vigtigt, at det nye bryst holdes varmt den første tid efter, du er opereret. Varmen øger blodgennemstrømningen på operationsstedet, hvilket er godt for sårheling.
Du vil derfor få et varmetæppe henover brystet hvert 20. minut, indtil du forlader opvågningsafsnittet.
Du skal fortsætte med at have varmeisolerende guldpapir henover brystet dag og nat de første tre dage.

Undgå blødning

For at reducere risikoen for blødning efter operationen skal du have armen ind til siden, mens du ligger på opvågningsafsnittet. Når du kommer tilbage på sengeafsnittet, må du holde armen, som du vil, og som du finder behageligt.
Hvis det alligevel bløder for meget i timerne efter operationen, kan det i sjældne tilfælde være nødvendigt at operere dig igen, for at stoppe blødningen. 
Det er almindeligt, at brystet hæver lidt de første døgn efter operationen. 


Får du ondt? 

Ofte kan der lægges en smertestillende blokade i ryggen. Det vil have effekt i 12-16 timer.

Det er almindeligt at have ondt den første tid efter operationen, og du vil derfor have behov for smertestillende medicin.
På sengeafsnittet vil du få smertestillende i form af:

  • Pamol 665mg, 2 tabletter x 3 dagligt.
  • Ibumetin 400 mg x 3 dagligt.

Derudover kan du få stærkere smertestillende, hvis du har behov for det.
Det er vigtigt, du fortæller os, hvis du ikke tåler alt smertestillende.
Når du bliver udskrevet, kan du få en recept på smertestillende, hvis du har brug for det.


Dræn

Vi fjerner drænene, når der er mindre end ca. 20 ml i dem, dog tidligst efter to døgn. Dræn må ikke sidde mere end 14 dage.

Når du kommer hjem, skal du selv aflæse drænet hver morgen på samme tidspunkt og registrere mængden og udseendet på et skema.
Inden udskrivelsen instrueres du i, hvordan du aflæser drænene og hvordan du skifter/ tømmer poserne. Når der er mindre end 20 ml i drænet, skal du ringe til ambulatoriet og aftale, hvornår du skal komme og få drænet fjernet. I weekend/helligdage kontakter du sengeafsnit Z1. 

Bandager

Ofte bliver man forsynet med et gennemsigtigt klæbende plastik over brysterne, der skal sidde på i 14 dage. Nogle patienter får dog vacum-bandager, som er store plastre med slanger forbundet til en lille maskine, der skaber vakuum i området. Disse bandager fjernes efter syv dage. 


Klar til at komme hjem?

Dagen efter operationen kan du komme i bad. Du vil få hjælp af plejepersonalet.

Inden du bliver udskrevet, skal du være tryg ved:
1. Hvordan du aflæser drænet
2. Hvordan du går i bad med dræn
3. Din smertebehandling

Antibiotika?

Hvis du bliver udskrevet med dræn, skal du have antibiotika i form af tabletter, for at forebygge betændelse.
Det er vigtigt, du fortæller os, hvis du ikke tåler alt antibiotika.

Infektion

Du skal være særligt opmærksom på infektionstegn i form af rødme, hævelse, varme, tiltagende smerter eller feber. Der kan også være tiltagende sivning fra sårene. Hvis nogle af de symptomer opstår, skal du kontakte os.

Medicin

Ved udskrivelsen laves recept på antibiotika og smertestillende, som lægges på receptserveren. Du kan hente dette på apoteket, efter du er udskrevet.

Svar på fjernet væv

Cirka to uger efter operationen er der svar på det væv, der blevet fjernet under operationen.
Har du fået foretaget en forebyggende operation, vil du blive ringet op eller få brev fra din operatør, når der er svar på undersøgelsen. 

Trådfjernelse

Du er syet med selvopløselige tråde, og de vil falde ud af sig selv efter tre til fire uger.

BH

Du må først benytte BH 14 dage efter din operation. Da må du bruge den bh, du synes, der støtter bedst og er mest behagelig. Du må også bruge bøjle-BH.

Hvor aktiv må du være?

Brystet skal have nogenlunde ro den første tid, men du kan sagtens lave mad og små daglige gøremål i hjemmet.

Du må ikke starte på sport før seks uger efter operationen. Herefter må du starte forsigtigt op.
Vær ligeledes opmærksom på, at støvsugning, havearbejde og lignende også er fysisk aktivitet, og vær derfor forsigtig med dette.

Bilkørsel

Du vil ikke kunne føre bil de første dage efter operationen på grund af smerter og/eller pga. påvirkning af den smertestillende medicin.

Når du kører i bil, skal du have sikkerhedssele på, men du skal forsøge at undgå, at den strammer for meget henover brystet.

Kontrol

Du skal til kontrol ved os i Plastikkirurgisk Ambulatorie efter 10-14 dage og igen efter tre til seks måneder. Hvis der opstår problemer inden, skal du kontakte os.

Komplikationer ved ekspander/protese-metode

Infektion er en mulig komplikation ved brystrekonstruktion med brystproteser/ekspander

Det kan opstå i dagene eller ugerne efter operationen og vise sig ved symptomer som rødme, hævelse, ømhed, varme omkring brystet og nogle gange feber.
Hvis du oplever nogle af disse symptomer, er det vigtigt at kontakte din læge eller vagtlæge hurtigt, så du kan få behandling, typisk med antibiotika.
I sjældne tilfælde kan det være nødvendigt at fjerne protesen midlertidigt for at sikre, at området heler ordentligt, inden man sætter en ny protese ind senere.

Skæmmende ar

Når du opereres i huden, vil der altid komme ar.
Det er forskelligt hvordan det enkelte menneske heler efter operation, men et ar på huden vil altid være mere eller mindre synligt.
Det kan ske, at arret bliver bredt og uskønt, for eksempel hvis der har været infektion efter operationen, eller hvis noget af huden er gået tabt omkring arret. Hvis det sker, kan du tilbydes en korrektion, når du i øvrigt er helet godt op efter operationen, Du må regne med, at det kan vare et halvt år, før arret er helet så meget op, at det kan vurderes, om der skal en korrigerende operation til.

Kapseldannelse

Kapseldannelse er en kendt komplikation ved brystproteser, hvor kroppens naturlige respons på protesen er at danne et lag af arvæv omkring den. Denne proces er normalt og sker i varierende grad hos alle, der får indsat en brystprotese. Hos nogle kan dette arvæv blive stramt og hårdt, hvilket kan resultere i, at brystet føles stift eller deformt og i nogle tilfælde give smerter.

Kapseldannelse kan variere i sværhedsgrad. I milde tilfælde er der ofte ingen symptomer, men i mere alvorlige tilfælde kan det være nødvendigt med behandling, som kan indebære at løsne eller fjerne kapslen kirurgisk, og i visse tilfælde er det nødvendigt at udskifte protesen.

Når man får indsat brystproteser i forbindelse med brystrekonstruktion, kan der opstå nogle udfordringer afhængigt af, hvor proteserne placeres, og hvordan kroppen reagerer

  • Placering over brystmusklen:
    Protesen placeres mellem brystvævet og musklen. Fordelen ved denne metode er, at helingen ofte er hurtigere, og du vil sandsynligvis opleve mindre smerte. Protesen kan være mere synlig, især hvis du har mindre brystvæv og er meget slank, og der er en lidt større risiko for, at der opstår hårdhed omkring protesen eller ujævnheder i brystet.
  • Placering under brystmusklen:
    Her placeres protesen under musklen, hvilket ofte giver et mere naturligt udseende og mindsker risikoen for, at protesen bliver synlig. Det kan dog tage længere tid at komme sig, og det kan gøre mere ondt efter operationen. Nogle gange kan protesen flytte sig lidt, når musklen arbejder, hvilket kan påvirke formen på brystet.

Uanset metode kan protesen forskyde sig, rotere eller ikke sidde helt som forventet, og det kan være nødvendigt med en justering ved en ny operation.


Vævsdød (Nekrose)

Ved brystrekonstruktion med brystprotese opstår i sjældne tilfælde nekrose, når væv omkring protesen ikke får tilstrækkelig blodforsyning og derfor dør. Dette kan ske i hud, fedt eller muskelvæv, som er blevet påvirket under operationen. Nekrose kan vise sig som misfarvning af huden, sår, eller at området bliver hårdt og ikke heler som forventet. I nogle tilfælde kan det også føre til infektion.

Mindre områder med nekrose kan ofte behandles ved at fjerne det døde væv og lade området hele naturligt. I mere alvorlige tilfælde kan det være nødvendigt med en ny operation for at fjerne det skadede væv og eventuelt erstatte eller fjerne protesen midlertidigt.

Risikoen for nekrose kan være større hos rygere, personer med dårlig blodcirkulation eller dem, der har modtaget strålebehandling, da disse faktorer kan påvirke helingen og blodtilførslen til vævet.

Lap fra mave til bryst 

Hvordan foregår operationen? 

Ved rekonstruktionen flytter vi hud og fedtvæv samt eventuelt et lille stykke bugvæg med tilhørende mavemuskel op til området, der skal rekonstrueres.

For at det flyttede væv kan overleve, skal det have blodforsyning. Det sikres ved, at blodkarrene til vævet skæres over nede ved lysken/maven og syes sammen med blodkar under brystbenet.
Når vævet er flyttet, og der er formet et nyt bryst, syes det fast.
Da der måske er fjernet lidt bugvæg og bugmuskel, kan sammensyningen af bugvæggen forstærkes med et stykke kunststof. Det giver bugvæggen stabilitet og forebygger, at du får brok i operationsområdet. 

 

Dagen før din operation

I ambulatoriet starter du med at få optaget en journal og snakker med narkoselægen, der skal bedøve dig ved operationen næste dag.

Efterfølgende går du på vores sengeafsnit, hvor plejepersonalet informerer om indlæggelsesforløbet.
Du bliver gjort klar til operationen med blandt andet blodprøver, måske et hjertekardiogram (ekg) og mål til kompressionsstrømper/bandage
Endvidere skal du formentligt have taget klinisk foto, og det kan være du får foretaget en ultralydsscanning.

Du skal forvente, at forberedelserne tager det meste af dagen. Når de er overstået, kan du tage hjem og overnatte og møde igen næste morgen, fastende. Det aftaler du nærmere med plejepersonalet. Du skal selv betale udgifterne til transport her.

Operationen

Selve operationen foregår i fuld bedøvelse og varer 6-8 timer.

Du får blærekateter - Vi starter operationen med at lægge et blærekateter, fordi operationen tager en del timer. Det fjernes igen næste dag. Du får dræn i operationsområderne. Det vil typisk være 3-4 dræn, du skal have i nogle dage.

Efter lap til maveoperation

Kontrol af det nye bryst de første dage

I de første dage efter operationen, hvor du er indlagt på vores sengeafsnit, tjekker vi dit nye bryst hyppigt.
Vi kontrollerer blandt andet gennemstrømningen ved at

  • se og mærke på brystet.
  • evt. måle stofskiftet og blodgennemstrømning i dit nye bryst via et lille kateter i lappen
  • lytte efter blodgennemstrømning med en ultralydsdoppler.

Ud af sengen

Allerede dagen efter operationen må du komme op at sidde i en stol.
Personalet vil hjælpe dig, ligesom du vil få den nødvendige hjælp til den personlige hygiejne.

Smerter

Lige efter operationen er det helt naturligt at have smerter i operationsområderne. Du vil få smertestillende medicin, og måske har du brug for at tage det i et par uger efter operationen.
For at aflaste sammensyningen på maven, vil sengen være indstillet, så du ligger med bøjede hofter og knæ.

Kompressionsbandage og støttende BH

Efter operationen får du en støttende bandage om maven. Bandagen støtter området, hvor vævet er taget fra. Du skal bruge bandagen døgnet rundt i seks uger. Herefter eventuelt seks uger i dagtiden.
Du må gerne anvende støttende BH uden bøjle tre dage efter operationen. Den udleveres af personalet på afd. Z1 inden udskrivelse

Dræn

De første 3-4 dage efter operationen vil du have dræn ved brystet og på maven.
Et dræn er en gennemsigtig plastikslange, som kan lede overskydende vævsvæske og blod væk fra operationsområdet.


Fysisk aktivitet

I de første tre måneder skal du holde dig fra anstrengende fysisk aktivitet. Det gælder både sport/motion men vær opmærksom på støvsugning,
havearbejde og lignende. Se i øvrigt pjece, som du får af vores fysioterapeuter.

Kort fortalt må du

Første dag løfte armen 45 grader.
Fra fjerde dag må du bevæge armen lidt mere men ikke over 90 grader.

Bilkørsel

Du bør undgå selv at være fører af bilen de første døgn efter udskrivelse.
Vær opmærksom på om du tager smertestillende, der kan give kørselsforbud.
Du kan anvende sikkerhedssele straks efter udskrivelsen.

Sygemelding

Vi anbefaler fire til seks ugers sygemelding, men det kan være individuelt. Snak med lægen om dette.

Kontrol

Trådene bliver fjernet i vort ambulatorie efter cirka 14 dage. Du får tilsendt tiden til dette efter operationen.

Efter cirka tre måneder skal du til resultatkontrol. Her vurderer vi sammen med dig resultatet af operationen. Hvis der er behov for flere operationer, for eksempel hvis det andet bryst skal korrigeres i størrelse, og/eller du skal have lavet brystvorte, planlægges det ved denne kontrol.

Komplikationer ved lap til mave 

Som ved alle operative indgreb er der en vis risiko for, at der kan opstå komplikationer efter operationen.

Blødning

Hvis det bløder umiddelbart efter operationen, kan det være nødvendigt
at operere igen for at stoppe blødningen.


Betændelse

Du får antibiotika under operationen for at mindske risikoen for betændelse. I sjældne tilfælde kan der alligevel komme betændelse.


"Blodpropper" i de sammensyede kar

Får vi mistanke om dårlig blodforsyning, vil vi straks operere igen. Der vil dog stadig være en risiko for tab af lappen på 2-4 procent. I disse tilfælde kan vi overveje en
anden rekonstruktionsmetode ved en senere operation.

Brok

Er der fjernet et lille stykke af bugmusklen, vil der, selv om man har anvendt kunststof til forstærkelse af bugvæggen, være en lille risiko for, at der opstår brok i området.

Forandret følesans

Den hud, der er flyttet til det nye bryst, vil sjældent have følesans. Somme tider opstår der senere en fornemmelse af følesans, men det bliver aldrig som et normalt bryst.

Følesansen på maven kan også være forandret efter operationen, men vil ændre sig mod det normale med tiden.

Lap fra ryg til mave 

Ved brystrekonstruktion med lap fra ryggen( latissimus dorsi lap (LD) eller thoracodorsal arterie-perforatorlap (TAP)) genopbygger vi dit nye bryst ved at flyttet væv fra ryggen om til forsiden af brystkassen, og på den måde dannes det nye bryst. En forudsætning for denne operation er, at der findes tilstrækkeligt væv på ryggen. Ofte kan det være nødvendigt samtidig at bruge en brystprotese eller ballonprotese (ekspander) under brystmusklen for at opnå den ønskede størrelse.

Fremgangsmåde

En lap fra ryggen er en metode til rekonstruktion af brystet, hvor vi bruger væv (hud og fedt) fra ryggen. Lappen drejes fra den øverste del af ryggen om på forsiden af brystkassen. Vævskanterne på ryggen sys sammen. Du skal forvente, at der på det rekonstruerede bryst er to til tre ar. Lappen anvendes derfor ofte i kombination med et implantat for at opnå en passende størrelse og form. Lappen er sjældent fyldig nok til en brystrekonstruktionen alene.

Efter lap fra rygoperation

Efter operationen bliver du kørt på opvågningsafsnittet, indtil du er helt vågen efter narkosen, og derefter vil du komme tilbage på afdelingen. Du skal forvente at være indlagt i op til fire dage. Det afhænger blandt andet af de dræn, du har fået lagt i forbindelse med operationen. Et dræn er en gennemsigtig plastikslange, som kan lede overskydende vævsvæske og blod væk fra operationsområdet og ud i en opsamlingspose.
Vi fjerner drænene, når der er mindre end 20 ml i dem, dog tidligst efter to døgn. Vi fjerner kun et dræn ad gangen. Derudover kontrollerer vi dit nye bryst hyppigt de første dage for at se, at der ikke opstår komplikationer.

Det er vigtigt, at det nye bryst holdes varmt den første tid, efter du er opereret. Det øger gennemblødning af din hud på operationsstedet, hvilket er godt for sårheling.

Smerter

Det er almindeligt at have ondt den første tid efter operationen, og du vil have behov for smertestillende medicin.
Du vil få smertestillende i form af Paracetamol og et NSAID-præparat (hvis du kan tåle det).
Derudover kan du få stærkere smertestillende, hvis du har behov for det. Det er vigtigt, du fortæller os, hvis du ikke tåler alt smertestillende. 

Fysisk aktivitet

Brystet skal have ro den første tid efter operationen, men du kan sagtens lave mad og små daglige gøremål i hjemmet. Du må ikke starte på sport før otte uger efter operationen, og når du starter, skal du starteforsigtigt op. Vær ligeledes forsigtigt med støvsugning, havearbejde og lignende.


Bilkørsel

Du bør undgå selv at være fører af bilen de første døgn efter udskrivelse.
Vær opmærksom på om du tager smertestillende, der kan give kørselsforbud.
Du kan sagtens have have sikkerhedssele på, også selvom den ligger over brystet.

BH

De første 14 dage må du ikke bruge BH. Herefter må du bruge en blød, let støttende BH indtil din 3 måneders-kontrol.
Efter kontrollen må du bruge, hvad du vil - også bøjle BH.

Kontrol

Du blive indkaldt til vort ambulatorie ca.14 dage efter udskrivelsen.
Her fjerner vi den forbinding, du er udskrevet med og fjerner de få tråde, der skal fjernes.
Du vil også få tilsendt til tid til resultatkontrol efter cirka tre måneder

Komplikationer 

Vævsdød (nekrose) 

Nekrose kan opstå når det væv, der er flyttet fra ryggen til brystet, ikke får nok blod og begynder at dø.

Ved TAP-lap-metoden bruges hud og fedt fra ryggen til at genskabe brystets form. For at det skal kunne fungere, skal vævet have en god blodforsyning fra små blodkar.

Hvis blodtilførslen bliver for dårlig, kan dele af det flyttede væv dø. Tegn på nekrose kan være, at huden ændrer farve, føles anderledes eller udvikler sår, der ikke vil hele. Hvis det sker, kan det også påvirke, hvordan det nye bryst ser ud og føles.

Behandlingen af nekrose afhænger af, hvor meget væv der er ramt. Mindre områder kan ofte behandles ved at fjerne det døde væv, så området kan hele ordentligt. Hvis det er mere omfattende, kan det være nødvendigt med en ny operation for at rette op på problemet.
Risikoen for nekrose er væsentlig større, hvis man ryger, har diabetes, dårlig blodcirkulation, eller hvis man tidligere har fået strålebehandling, da disse ting kan påvirke blodforsyningen til det nye væv.

Blødning

Hvis det bløder de første døgn efter operationen, kan der i sjældne tilfælde opstå blødning, hvor dit bryst pludselig hæver op.
Hvis det sker, bliver vi nødt til at operere igen, stoppe blødningen og fjerne blodansamlingen. Det er dog almindeligt, at brystet hæver lidt de første par døgn efter operationen.

Infektion

Det kan opstå i dagene eller ugerne efter operationen og vise sig ved symptomer som rødme, hævelse, ømhed, varme omkring brystet og nogle gange feber.
Hvis du oplever nogle af disse symptomer efter du er udskrevet, er det vigtigt at kontakte din læge eller vagtlæge hurtigt, så du kan få behandling, typisk med antibiotika.
Hvis du ved operationen også har fået en ekspander eller protese, kan det i sjældne tilfælde være nødvendigt at fjerne protesen midlertidigt for at sikre, at området heler ordentligt, inden man sætter en ny protese ind senere.

Hvordan rekonstrueres brystvorten?

Brystvorten bliver rekonstrueret ved en ambulant operation i lokalbedøvelse.
Operationen varer cirka en time.

Forbered dig

Det kan være en god ide hjemmefra at markere, hvor brystvorten skal sidde. Det kan gøres i ro og mag hjemme foran spejlet. Her kan du marker området med et klistermærke og en optegning med tusch.

Brystvorten bliver lavet af hud fra dit bryst. Vi laver den ofte lidt større, end den egentlig skal være, da den skrumper med tiden. Du skal derfor ikke blive forskrækket over størrelsen lige efter operationen.
Din brystvorte bliver syet med tråde, som du skal have fjernet cirka ti dage efter operationen.

Forholdsregler efter operationen

For at beskytte din nye brystvorte får du sat en forbinding med skumgummi og selvklæbende film på.
Du må gerne tage brusebad, men du skal undgå, at der kommer vand ind under forbindingen.
Hvis du plejer at bruge BH, må du gerne gøre det igen efter operationen.

Smerter efter operationen 

Som regel er der ikke smerter forbundet med operationen, da mange i forvejen har nedsat følelse i det bryst, som er rekonstrueret. Hvis du alligevel har behov for at tage medicin for smerter, kan du tage smertestillende håndkøbs-tabletter. Følg dosisanvisningen på pakken.
Smerterne bliver mindre dag for dag. Hvis smerterne pludselig forværres, kan det være tegn på betændelse, og så skal du kontakte afdelingen. 

Hvad skal jeg holde øje med efter operationen?

Den hyppigste komplikation er betændelse. Dette viser sig ved rødme, hævelse og varme i området eller forværring i smerter. Opstår nogle af disse symptomer, skal du kontakte afdelingen.

Ved betændelse eller sårhelingsproblemer kan dit ar gå op. Oftest heler den nye brystvorte dog op, når du får antibiotika. I sjældne tilfælde kan betændelsen dog brede sig, og hvis brystet er rekonstrueret med en silikoneprotese kan betændelsen brede sig til denne. Så skal protesen muligvis fjernes.

Efter trådene er fjernet 

Efter trådene er fjernet kan du dagligt vaske brystvorten med sæbe og vand og smøre huden med creme. Vi anbefaler at beskytte arrene med specielt plaster (micropore-plaster,
som kan købes på apoteket) i tre måneder efter operationen.
Arrene kan blive mørke af solen, derfor skal du beskytte dem med tøj, specielt plaster eller solcreme med en høj faktor, så længe de er røde.

Arbejde efter operationen

Du kan genoptage arbejde lige efter operationen, hvis blot du beskytter brystvorten mod stød.

Motion efter operationen

Afhængig af hvilken motion du dyrker, kan der være visse forholdsregler. Du bør ikke dyrke motion, hvor du sveder meget, før trådene er fjernet. Spørg personalet, hvis du er i tvivl.

Tatovering af den nye brystvorte 

Cirka tre måneder efter du har fået lavet din brystvorte, kan du få tatoveret farve omkring den.
Tatoveringen foregår i plastikkirurgisk ambulatorie og foretages af vores sygeplejerske.
Vi benytter de farver, som ligner dine egne farver mest. 
Nogen vælger at kontakte en privat tatovør eller en linergist. I dette tilfælde er det med egenbetaling.

Rekonstruerede brystvorter med tatovering

Forbered dig

Har du ikke fået rekonstrueret brystvorte, kan være en god ide hjemmefra at markere, hvor tatoveringen skal sidde. Det kan gøres i ro og mag hjemme foran spejlet. Her kan du markere området med et klistermærke og en optegning med tusch.


Efter tatovering

Hvis det siver lidt fra tatoveringen- så brug gaze eller et ammeindlæg i BH'en. Sivning vil normalt aftage i løbet nogle dage. Herefter dannes sårskorper, som er en naturlig del af sårhelingen. De vil løsne sig af sig selv.

Hvornår må du gå i bad?

Det må du om aftenen samme dag, du er tatoveret. Dup det tatoverede område forsigtigt tørt med rent håndklæde efter badet.

Du må ikke tage karbad, bade i pool eller havvand før der ikke længere er sårskorper og huden er helet op. Det vil give risiko for infektion i den tatoverede hud.

Pleje af tatoveringen

De første 14 dage skal tatoveringen smøres med uparfumeret fed creme.
Når den er helet op, kan du bruge din sædvanelige hudpleje.

Hvis der kommer betændelse i området

Skal du søge læge for vurdering og behandling.
Symptomerne på betændelse er rødme, hævelse, varme og smerter.

Holder tatoveringen farven?

Det kan være meget forskelligt for den enkelte person, hvordan farven optages og hvor længe farven holder. Farven på tatoveringen vil dog ofte blegne med tiden.
Hvis du efter tre til seks måneder ikke er tilfreds din tatovering, kan du kontakte din egen læge og få en ny henvisning til os for vurdering.

Hvad skal du medbringe?

  • Toiletsager
  • Morgenkåbe og let fodtøj (badesandaler eller hjemmesko)
  • Læsestof, bærbar pc eller iPad/tablet 
  • Medicin, hvis du tager medicin dagligt 
  • Tøj, der er løstsiddende og behageligt at have på. Tag tøj på der ikke er for sart. Ved operationen vil huden i operationsområdet blive desinficeret med klorhexidin, der indeholder gult farvestof. Det kan smitte af på tøjet de første dage efter operationen.
  • Medbring IKKE værdigenstande 

Hvis du bliver syg før operationen

Hvis du bliver syg op til indlæggelsen, er det vigtigt, at du kontakter afdelingen. Operationen skal måske udsættes for at undgå komplikationer.

Du kan kontakte os på telefon 65 41 42 50. 

Har du brug for at ringe til os på selve operationsdagen kan du kontakte os på telefon 65 41 24 55.

Tandbørstning og mundskyl

Du kan selv være med til at nedsætte risikoen for infektioner ved din operation, hvis du børster dine tænder og skyller mund 2 dage før din operation og dagen efter.

Fire gange dagligt skal du børste dine tænder grundigt. Hvis du har protese, skal du rengøre denne, som du plejer.

Efter en time, skal du skylle munden med KLORHEXIDIN 0,12 % (kan købes på Apoteket eller Matas). Det er vigtigt, at der går en time fra tandbørstningen til du skyller mund, da tandpasta kan påvirke effekten af mundskyl.

Ved denne ekstra mundhygiejne, er det muligt, at nedsætte risikoen for at få infektioner efter din operation betydeligt. 

Smykker og piercinger

Under operationen anvendes apparatur, der brænder på små blodkar for at stoppe blødninger. Smykker og piercinger kan lede strøm, så de kan give forbrændinger.

Derudover betyder smykker og piercinger noget i forhold til hygiejnen i forbindelse med operation. Da er det svært at rengøre omring smykker og piercinger, kan der være ophobning af bakterier omkring dem, hvilket kan give øget risiko for infektion. 

Hvis du ikke selv kan fjerne smykker eller piercinger, kontakt da en juveler/piercer, så de kan hjælpe dig med at få dem fjernet.

Bad og hygiejne

Tag et bad om morgenen, den dag du skal opereres. Det mindsker risikoen for betændelse i operationsarret. Hvis det er mere praktisk for dig, må du gerne gå i bad om aftenen.

Derfor skal du vaske dig særligt grundigt

På huden findes der helt naturligt mange bakterier. Bakterierne gør på forskellig vis gavn,og udgør normalt ikke nogen risiko for infektion.

Ved en operation bliver der imidlertid skåret hul i huden, og hudens bakterier kan ad den vej blive ført ind i kroppen.

Her kan bakterierne give anledning til infektion og forskellige gener.

Ved at vaske hele kroppen grundigt inden operationen, er du med til at sikre dig så godt som muligt mod at få en infektion efter operationen.

Vask dig aftenen før eller om morgenen

Du skal vaske dig aftenen før eller om morgenen før operationen. Og det er vigtigt at du vasker hele kroppen, uanset hvor du skal opereres.

Personfiguren her på siden viser de områder, hvor det er særlig vigtigt at du vasker dig grundigt - her er der nemlig flest bakterier!

Start med at skylle kroppen godt. herefter bruges shampoo og sæbe:

  • Vask håret
  • Vask ansigtet, og vær særlig omhyggelig omkring næsen
  • Vask armhulerne
  • Vask herefter hele kroppen - specielt navlen
  • Vask lysken, skridtet og ballerne
  • Vær særlig omhyggelig omkring kønsorganerne
  • Når alle disse vigtige områder er vasket, må du skylle kroppen af
  • Tør dig godt og tag rent tøj på

Du må ikke bruge cremer og make-up på området, der skal opereres. Undgå at bruge parfume under indlæggelsen.

Hav korte og rene negle. Du må ikke have kunstige negle, kontaktlinser, makeup eller piercinger på af hensyn til observation under og efter operationen.

Hvis der er behåring i området, hvor du skal opereres, skal det fjernes før operationen. Du skal bruge en klipper/trimmer og ikke en skraber.

En skraber kan lave små rifter i huden og det øger risikoen for betændelse.

Hår skal fjernes i armhule

Der må ikke være hår i armhulen, på den side hvor du skal opereres. Det gælder også, selvom du måske ikke skal opereres i armhulen. At der ikke er hår i området, vil minimere risiko for infektion. 

Fjern derfor hårene inden du møder på operationsdagen.

Hvis det ikke er muligt for dig at fjerne hår, så tal med personalet om det når du møder om morgenen, så vil de hjælpe dig med det. 

Den dag du skal opereres, møder du på det tidspunkt, som er aftalt med personalet. Du bør ringe ind til sengeafsnittet dagen før din operation, og få oplyst, hvad tid du skal møde. Henvend dig på kontoret midt på gangen.

Vi viser dig til rette, og du får en seng og et skab til dit tøj og dine ting.

De sidste forberedelser 

Det nu du skal have støttestrømper på benene for at forebygge blodpropper, Nogen vil få en indsprøjtning i maveskindet med blodfortyndende medicin mod blodpropper. 

Husk at fjerne kontaktlinser, hårspænder, ur, smykker, makeup, neglelak og piercinger før operationen. 

På operationsgangen 

Operations- og narkosepersonalet tager imod dig på operationsgangen, og fortæller dig dig om, hvad der skal ske.

Du får et tyndt plastikrør (et drop) i en vene på den ene hånd, som vi kan give væske og medicin i.

Du får også målt hjerterytme med elektroder på brystet, blodtryk med en manchet omkring overarmen, og du får en klemme på en finger, så vi kan måle iltmængden i dit blod under bedøvelsen. 

Herefter bliver du bedøvet.

Du vil under indlæggelsen møde en fysioterapeut, som vil vejlede dig i forhold til genoptræning. 

Hvis du har ondt

Brug Paracetamol  - sælges også som Pamol, Panodil eller Pinex. Du må tage max. 2 tabletter fire gange om dagen.

Det er meget forskelligt, hvor ondt den enkelte har i ugerne efter operationen. Nogle har brug for smertestillende få dage, andre i et par uger. Mærk efter hvad du har brug for.

Undgå blodpropper 

Hvis du skal tage blodfortyndende indsprøjtninger i maven, har vi lært dig at stikke selv og du har fået sprøjterne med hjem. 

Hvis du får Marevan eller anden blodfortyndende medicin, skal du tage den som aftalt ved udskrivelsen.

Sygemelding og fysisk aktivitet

Du skal være sygemeldt fra 2 - max. 6 uger efter operationen, som aftalt med os ved udskrivelsen.

Vent 4 - 6 uger med at dyrke sport og anstrengende fysisk aktivitet. 

Begynd varsomt - og lyt til kroppen!

Tegn på betændelse

Der KAN gå betændelse i dine ar efter operationen - enten overfladisk eller dybere nede i operationsområdet.

Kontakt din læge hvis:

  • huden bliver varm, rød og øm
  • du får mere og mere ondt
  • du får en fornemmelse af at være syg
  • du får feber

Kontakt Plastikkirurgisk afdeling hvis:

Det begynder at bløde fra såret eller der kommer en bule med væske i det område du er opereret i.

Hvis der kommer små sår eller huller i arret, hvor de inderste tråde kan trænge gennem huden, skal du kontakte egen læge og få det vurderet.

Risiko for dårlig heling

Her ses et stykke væv ved operationsarret, der ikke har fået den nødvendige blodforsyning, og derfor ikke kan hele.

Ved enkelte personer kommer komplikationer efter operationen. Det kan betyde, du skal have lavet en operation, hvor det døde hud fjernes. Nogle har sår, der skal plejes og skiftes i længere tid efter operationen.

Arrene udfordrer din tålmodighed

Dine ar er mest synlige og røde i ugerne efter operationen. Du kan ikke vurdere det endelige resultat før tidligst 6 måneder efter operationen, - nogle gange går der længere tid.

I løbet af 3 - 12 måneder ændrer arrene sig, så de bliver blødere og blege. Nogle mennesker danner pæne ar - andre gør ikke. Arrene vil under alle omstændigheder altid være synlige.

Brug endelig det brune Micropore-plaster på arrene. I hvert fald indtil trådene bliver fjernet ca. 14 dage efter operationen - og gerne i ca. 3 måneder efter operationen. Plasteret beskytter arrene og er med til at give et pænt resultat.

Pas på solen

Undgå at arrene får sol.

Brug solcreme med høj faktor eller brug microporeplasteret over arrene i et år efter operationen. Det giver de pæneste ar.

 

 

APPFWU02V