Ønsket
Ønsket om et barn er for mange et af livets største håb.
Når graviditeten udebliver, kan fertilitetsbehandling blive en vej mod at få opfyldt drømmen om at skabe en familie.
Forløbet kan for mange være præget af både håb, usikkerhed og følelsesmæssige udfordringer, og det stiller ofte store krav til den enkelte og parret.
"I starten af vores forhold var min tanke, at hvis vi ikke kunne få børn sammen, så måtte jeg finde en anden, fordi min længsel efter at blive mor var så stor. På en måde var det at blive mor vigtigere end vores parforhold. Jeg har stadig en stor længsel efter at blive mor, men nu har jeg svært ved at forestille mig et liv, hvor vi ikke er sammen."
- Ida
"Jeg ved, hvor brændende et ønske det er for ham, og alle omkring os siger, at han vil blive en fantastisk far, så jeg bliver så bange for at skuffe ham. På dårlige dage kan jeg komme i tvivl, om vores parforhold er stærkt nok til at kunne rumme, hvis vi ikke får børn."
- Lea
"Nogle gange har jeg tænkt, at det var bedre hun fandt en anden. Så kan jeg på en måde slippe hende fri, så hun kan indfri sit ønske om at blive mor...og jeg kan slippe for frygten for, at hun forlader mig, hvis vi ikke får børn."
- Anton
"Det har altid været mit ønske at få børn med en anden, og når det nu ikke lykkedes i mine tidligere parforhold, har det været en stor beslutning at gå vejen alene. Til gengæld skal jeg ikke tage hensyn til nogen, når jeg er på hormoner. Jeg er heller ikke bange for at skuffe nogen eller blive forladt."
- Sara