Skip til primært indhold

Ambulant fødsel

At føde ambulant betyder, at mor og barn bliver udskrevet fra sygehuset inden for 24 timer efter fødslen. Hvis du har haft en normal graviditet og fødsel, og både du og barnet har det godt efter fødslen, vil I som udgangspunkt blive tilbudt ambulant fødsel. Mange par oplever, at de får bedst mulig ro til at lære deres barn og dets signaler at kende, når de er hjemme i trygge og vante omgivelser. Og ambulant fødsel betyder ikke, at I er overladt til jer selv, tværtimod. Læs mere om vores barselstilbud her.

På Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus føder både første- og flergangsfødende som udgangspunkt ambulant. Når I tager hjem ambulant, bliver I på fødestuen de første 4-6 timer efter fødslen. I denne tid kan I lære jeres barn lidt bedre at kende, og I kan få hjælp til amning, hvis I ønsker det. Jordemoderen vil desuden sikre sig, at du og barnet har det godt. Inden I tager hjem, vil hun også sørge for, at I føler jer trygge til at tage hjem, og hun svarer naturligvis på de spørgsmål I måtte have. Hvis du ønsker at amme, anbefaler vi desuden, at du har ammet barnet minimum én gang ved hvert bryst, inden I forlader fødegangen.

For førstegangsfødende

Hvis du er førstegangsfødende og tager direkte hjem fra fødegangen, vil vi ringe jer op senere samme dag, og tilbyde jer et hjemmebesøg af en jordemoder, indenfor de første 24 timer efter fødslen. Ved hjemmebesøget vil jordemoderen sikre sig, at du og dit barn har det godt, give råd og vejledning, svarer på eventuelle spørgsmål, og evt. også hjælpe med amning. Når barnet er 2-3 dage gammel, vil I igen få tilbudt et hjemmebesøg, hvor vi tilbyder at tage hælblodprøve (PKU) og lave høre- og øjenscreening.

I nogle tilfælde kan der være forskellige årsager til, at du som førstegangsfødende ønsker en enkelt overnatning på vores Barselsafsnit. I så fald vil overnatningen foregå i enten Odense eller Svendborg, og vi kan ikke garantere, at det bliver samme sted, som du har født. Hvis I vælger at overnatte på ét af vores barselsafsnit, vil I modtage råd og vejledning fra personalet, i det omfang I har brug for. Når I er tilbage i hjemmet og barnet er 2-3 dage gammel vil I få tilbudt et hjemmebesøg, hvor vi tilbyder at tage hælblodprøve (PKU) og lave høre- og øjenscreening.

Som førstegangsfødende har du desuden ret til barsel i 48 timer på vores Barselsafsnit. Dette betragtes ikke som en ambulant fødsel, og vi kan ikke garantere, at vi kan tilbyde barsel samme sted, som du har født. Du kan læse mere om indlæggelse efter fødslen her.

For flergangsfødende

Er du flergangsfødende og tager direkte hjem fra fødegangen vil I blive ringet op af en jordemoder indenfor de første 24 timer efter fødslen, for at høre hvordan I har det. Jordemoderen kan give gode råd og vejledning og svarer på eventuelle spørgsmål. Når barnet er 2-3 dage gammel, vil I få tilbudt et hjemmebesøg af en jordemoder, hvor hun tilbyder at tage hælblodprøve (PKU) og lave høre- og øjenscreening.

Indlæggelse efter fødslen ved behov

Hvis der er behov for omsorg, pleje eller behandling af dig og/eller dit nyfødte barn efter fødslen, tilbydes I indlæggelse på Sengeafsnit for Graviditet og Barsel i Odense eller Barselsafsnittet i Svendborg. Du kan læse mere om indlæggelse efter fødslen her.

Hvis I efter indlæggelse udskrives indenfor de første 24 timer efter fødslen, vil I få tilbudt et hjemmebesøg 2-3 dage efter fødslen, hvor vi tilbyder at tage hælblodprøve (PKU) og lave høre- og øjenscreening. Dette gælder både første- og flergangsfødende. Hvis I er indlagt længere end 48 timer efter fødslen, tilbyder vi at tage hælblodprøve (PKU), høre- og øjenscreening under indlæggelsen.

Hvad skal du have med til fødslen og bagefter?

Vi har lavet en liste over de vigtigste ting, som I kan få brug for på fødegangen og hvis du/I evt. skal indlægges efter fødslen. Du finder pakkelisten her.

APPFWU01V