Skip til primært indhold

Hjemmebehandling med bortezomib

Du skal have behandling med bortezomib for din knoglemarvskræft. Du får ofte bortezomib sammen med anden medicin, blandt andet binyrebarkhormon, antistoffer eller kemoterapi. Formålet med behandlingen er at stoppe udviklingen af din sygdom, så du får bedre kontrol over den.

Sådan virker medicinen

Bortezomib forhindrer kræftcellerne i at dele sig, og derfor går de til grunde. Det betyder, at antallet af kræftceller falder. Så er der bedre plads til de raske celler, og nedbrydningen af dit knoglevæv bliver mindre.

Sådan foregår behandlingen

Du får behandlingen i serier. 1 behandlingsserie består af 4 sprøjter, som du ofte får med cirka 3-4 dages mellemrum. Den første behandlingsserie får du på sygehuset, og du kan tage hjem samme dag.

Undervisning i at tage indsprøjtningen

Når du får den første serie, lærer vi dig, hvordan du eller en af dine pårørende kan håndtere de næste serier hjemme hos dig selv. Hvis din pårørende skal give dig indsprøjtningerne, skal hun eller han bruge handsker for at beskytte sig selv. Din pårørende må ikke være gravid eller amme.

Hjemmesygeplejerske

Du kan også få hjælp af en hjemmesygeplejerske. Hjemmesygeplejersken kan bede dig om at få behandlingen i dit lokale sundhedshus.

Medicinen bliver leveret til dig

På den dag hvor du skal tage indsprøjtningen, ringer vi til dig mellem kl. 8.00 og 9.00. Hvis du har det godt nok til at få behandlingen, giver vi besked til apoteket, som gør din medicin klar og sender den til dig. Medicinen bliver leveret til din adresse mellem kl. 12.00 og 15.00 samme dag. Du skal være hjemme i det tidsrum, så du kan tage imod behandlingen.

Det er vigtigt, at der går mindst 72 timer mellem hver indsprøjtning.

Fakta

Hvis du begynder at få det dårligt eller oplever nogle af de symptomer, der står nedenfor, efter du har talt med os i telefonen, må du ikke tage medicinen. Ring i stedet til os på 23 84 33 23.

Bivirkninger

Behandlingen kan give bivirkninger. De mest almindelige er:

  • rødme i huden, hvor du har stukket dig
  • følelsesløshed eller en sovende, prikkende eller sviende fornemmelse i hænder eller fødder
  • mavegener som kvalme, opkastning, mavesmerter, forstoppelse eller diarré
  • hovedpine
  • udslæt
  • muskelsmerter
  • smerter fra knoglerne
  • nedsat antal røde blodlegemer, hvide blodlegemer og blodplader.

Det er vigtigt, at du taler med os, hvis oplever bivirkninger.

Vær opmærksom på

Når du er i behandling med bortezomib, er der nogle ting, du skal være særligt opmærksom på.

Reager på symptomer

Der er nogle symptomer, du skal reagere på, mens du er behandling med bortezomib:

  • feber over 38,5 grader
  • feber over 38 grader, hvis du samtidig har det dårligt
  • diarré eller forstoppelse
  • smerter
  • blødning, der ikke kan standses
  • åndenød
  • udslæt
  • hoste
  • nyopståede føleforstyrrelser. De kan opleves, som om du går på vat eller har strømper på, selvom du ikke har det. Det kan også være prikken eller snurren i fingre eller tæer, problemer med finmotorik som at knappe knapper eller låse døre op.

Hvis du får 1 eller flere af disse symptomer, skal du kontakte os på 65 41 11 52.

Forholdsregler

Der er ingen særlige forholdsregler ved behandling med bortezomib. Du får dog ofte denne behandling sammen med tabletter. Derfor kan der være forholdsregler, du skal følge. Dem fortæller vi dig om.

Kontakt

Hæmatologisk Afdeling

6541 1152

Skriv til os på www.ouh.dk/odex


pinfoOUH-1162582943-363 | 04.05.2026

APPFWU01V