Bliver jeg nogens forælder?
En af de største bekymringer under fertilitetsbehandling er frygten for, at behandlingen ikke lykkes, og at drømmen om at blive forælder aldrig bliver til virkelighed.
Når ønsket om et barn er stort, kan usikkerheden vække tanker om fremtiden og det liv, man havde forestillet sig.
Det er almindeligt at opleve tvivl, sorg, afmagt og bekymringer, samtidig med at man forsøger at holde fast i håbet. At have disse tanker betyder ikke, at du har mistet håbet. De er for mange en naturlig del af den følelsesmæssige og eksistentielle belastning, som fertilitetsbehandling kan medføre. At sætte ord på bekymringerne og dele dem med mennesker, du har tillid til, kan gøre dem lettere at bære undervejs.
"Da jeg var barn, legede jeg altid far, mor og børn. Mine dukker var mine babyer - jeg ammede dem, gav dem mad og puttede dem. Det har altid været en naturlig forestilling for mig, at jeg en dag skulle blive mor. Nu er jeg begyndt at blive bange for, om den drøm, jeg har båret på hele mit liv, måske aldrig bliver til virkelighed."
- Line
"Min far tog mig altid med på fisketure, og vi havde så mange små øjeblikke sammen, som jeg stadig husker. Jeg så op til ham og spejlede mig i den måde, han var far på. Jeg har altid forestillet mig, at jeg en dag selv skulle give det videre til mit eget barn. Nu kan jeg blive bange for, om jeg nogensinde får lov til at udfylde den rolle."
- Martin
"Nogle dage bliver jeg bange for, at jeg en dag skal lære at leve med, at jeg aldrig bliver mor. Og den tanke skræmmer mig - ikke kun fordi jeg mister drømmen om et barn, men fordi jeg ikke ved, hvad jeg så skal fylde mit liv med."
- Nanna
"Når mine venner fortæller mig, at de skal være fædre, bliver jeg meget glad på deres vegne – og samtidig mindet om min egen frygt for, om det aldrig kommer til at ske for mig."
- Lasse