Skip til primært indhold

Nye praksisansvarlige går forrest i kvalitetsudviklingen af samarbejdet mellem OUH og almen praksis

Foreløbigt har syv sygehusafdelinger med en særlig snitflade til almen praksis udpeget en speciallæge som praksisansvarlig. Håbet er, at praktiserende læger fremover vil opleve et mere proaktivt OUH, der løbende evaluerer samarbejdet og arbejder for forbedringer. Målet er naturligvis, at patienterne i sidste ende får et mere sammenhængende og koordineret behandlingsforløb på tværs af sektorerne.

Rollen som praksisansvarlig

Den praksisansvarlige får en central rolle som kulturbærer for afdelingens samarbejde med almen praksis. Det indebærer blandt andet at opnå indsigt i hverdagen hos praktiserende læger og at støtte afdelingsledelsen i at tilrettelægge interne arbejdsgange, der understøtter samarbejdet.

De syv nye praksisansvarlige skal på sigt bidrage til at skabe et fagligt miljø i deres afdelinger, hvor både gode og dårlige erfaringer bruges aktivt til læring. Erfaringerne deles på netværksmøder for praksisansvarlige, som sammen med OUH’s interne praksiskoordinator fremover mødes en gang om måneden.

I den daglige drift er det den praksisansvarliges opgave at holde sig ajour med praktiserende lægers oplevelse af samarbejdet med afdelingen. Dette kan ske via planlagte besøgsdage i almen praksis eller gennem en løbende dialog med OUH’s praksiskonsulenter, som de mødes med to gange om året.

Flere faktorer kalder på et tættere samarbejde mellem OUH og almen praksis 

Ved den seneste kortlægning af praktiserende lægers oplevelse af samarbejdet med de syddanske sygehuse i efteråret 2023 sås et fald i tilfredsheden siden den første kortlægning i 2020. - Det er naturligvis ikke den vej, det skal gå, siger intern praksiskoordinator på OUH, cheflæge Helle Laustrup. - På OUH ønsker vi at styrke samarbejdet og være i løbende dialog om store og små udfordringer. Indsatsen med praksisansvarlige på udvalgte afdelinger er et vigtigt supplement til praksiskonsulentordningen, som, jeg forventer, vil bygge broen mellem almen praksis og OUH endnu stærkere.

Med regeringens sundhedsreform sættes samarbejdet mellem sygehusene og almen praksis på dagsordenen med en ny vinkel. Der lægges op til en ny balance i sundhedsvæsenet, hvor sygehuslæger – ud over at være specialister – i højere grad også skal fungere som samarbejdspartnere for de praktiserende læger.

Cheflæge Michael Oettinger fra Neurologisk Afdeling, som er blandt de afdelinger, der har udpeget en praksisansvarlig læge, er ikke i tvivl om vigtigheden af den nye funktion: - Sundhedsreformen kræver et langt større grad af samarbejde med almen praksis. Det forudsætter et stærkt ledelsesfokus, og derfor har vi udpeget en praksisansvarlig.

Ledende overlæge for akut neurologi og nær sundhed, Mustapha Itani, der nu også kan kalde sig praksisansvarlig på Neurologisk Afdeling N, ser et stort potentiale i arbejdet: - Jeg har erfaring med sygehusvæsenet uden for vores matrikel via mit engagement i regionspolitik, og jeg ser masser af muligheder for forbedring, siger han.

 

  • FAM Odense
  • Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling D
  • Kirurgisk Afdeling A
  • Medicinsk Afdeling M/FAM
  • Neurologisk Afdeling N
  • Ortopædkirurgisk Afdeling O
  • Urinvejskirurgisk Afdeling L

Kontakt fortsat Praksiskonsulentordningen i det daglige

Det er fortsat praksiskonsulentordningen på OUH, der fungerer som det daglige bindeled mellem almen praksis og de kliniske afdelinger på sygehuset. Rollen som praksisansvarlig skal ses som et supplement til praksiskonsulentordningen, som fortsat vil være en vigtig ordning for OUH og være indgangen for de praktiserende læger til OUH.

Hvis en læge i almen praksis ønsker at komme i kontakt med en praksiskonsulent eller har problemstillinger, forslag eller andre emner vedrørende samarbejdet, kan der rettes henvendelse til:

OUH.KLU.PKO@rsyd.dk (henvendelser besvares typisk inden for to hverdage).

Det er også muligt at sende en sikker mail via virk.dk.

 

Alle OUH Praksisnyt nyhederne er blevet udvalgt og godkendt af Praksiskonsulentordningen.
Spørgsmål til udvælgelsen kan rettes til PKO postkassen; ouh.klu.pko@rsyd.dk 

APPFWU01V