Skip til primært indhold

Første spadestik på renseanlægget, der skal rense hospitalsvandet for virus og medicinrester

Byggeriet af hospitalets renseanlæg er nu skudt i gang. Når det er færdigt, kan det rense vand for virus og medicinrester til en kvalitet, der er renere end drikkevand.

Forleden tog vi officielt hul på byggeriet af vores kommende renseanlæg.
Forhindringer har forsinket byggestarten, og derfor var dagen i dag en stor dag for alle implicerede parter. Ikke mindst direktør Jakob Søholm fra totalentreprenøren Watopi.

- Det her er en vigtig milepæl for os, for det har været en lang rejse at nå hertil. Jeg startede de indledende dialoger i 2013, sagde han ved et lille arrangement i forbindelse med spadestikket.

- Herlev Hospital har det mest avancerede renseanlæg herhjemme til dato, men det, vi skal til at bygge, bliver faktisk en tand mere effektivt. Her har vi et ekstra trin, der kan fjerne tungmetaller, så vandet bliver endnu renere. Jeg tør godt sige, at det bliver et af Danmarks mest effektive renseanlæg, der kommer op at stå her, sagde Jakob Søholm. 

Renere end drikkevand
Anlægget bliver så effektivt, at det kan rense hospitalsvandet for virus, medicinrester og andre affaldsstoffer til en kvalitet, der er højere end kravene for drikkevand. Og det glæder projektdirektør Kenneth Holm fra Det nye OUH.

- Vi kommer til at have noget af det bedst rensede spildevand i hele Danmark. Det er vi stolte af, for vi vil gerne passe godt på miljøet og hinanden, sagde han, inden spaderne skulle i jorden.

Næstformand i Region Syddanmarks udvalg for byggeri, indkøb og grøn omstilling, Carsten Sørensen, var med til at tage første spadestik. 

Tanken er, at det rensede vand skal ledes ud i vandløbet Killerup Rende, der løber nord om hospitalet. Men en skepsis fra Sportsfiskerforbundet og en længere sagsbehandling i kølvandet på deres klage sender i første omgang spildevandet gennem VandCenter Syd. Når renseanlægget er kørende og forsynes med ”beskidt” hospitalsvand, forventer Watopi at kunne lave den nødvendige og mere detaljerede dokumentation for, at vandet er rent nok til naturen.

Anlægget ligger sammen med de øvrige tekniske anlæg i Teknikbyen på hospitalets sydvestlige side.

APPFWU02V