Operation i fuld bedøvelse
Skal du opereres i fuld bedøvelse? Her kan du læse mere om, hvad der sker før, under og efter operationen – så du føler dig tryg og godt forberedt.
Patientinformationer
Hvor skal du møde?
Operationen vil finde sted på et af følgende hospitaler:
- Svendborg Sygehus
- Odense Sygehus
Vigtigt: Tjek venligst din indkaldelse for at finde ud af, hvor din behandling/undersøgelse vil finde sted. Du vil finde præcise oplysninger om tid og sted på den indkaldelse, du har modtaget.
Kort om forløbet
Du skal møde fastende på operationsdagen. Hvis det er aftalt du kan komme hjem samme dag, du bliver opereret, kan det være en god ide, der er en voksen hos dig det første døgn.
På operationsdagen modtages du af en sygeplejerske, som hjælper dig klar til operationen.
Herefter følges du til operationsafdelingen, hvor du bedøves og opereres.
Efter operationen vil du være på opvågningsafdelingen, indtil du er frisk nok til at komme tilbage til afdelingen.
Du vil, inden du tager hjem, få information om særlige forhold - for eksempel hvornår der skal fjernes tråde, skift af forbinding og eventuelle kontroller.
Sørg for, at du kan blive hentet, når du er klar til at komme hjem. Du må ikke selv køre bil det først døgn efter operationen.
Vi er klar over, at der kan være spørgsmål i tiden op til operationen, og vi opfordrer dig til, at du kontakter os ved behov eller skriver dine spørgsmål ned, så du kan få svar.
Gode råd
Du kan selv være med til at bidrage til et godt forløb og forebygge komplikationer ved at følge rådene nedenfor:
- Rygning - du må ikke ryge fra nu og indtil seks uger efter operationen. Rygning nedsætter sårets evne til at hele og øger risikoen for komplikationer betydeligt.
- Alkohol - du skal holde dig fra alkohol før operationen, da det kan øge risikoen for blødning.
- Kost og motion - en sund livsstil kan være med til at give de bedste betingelser for et godt forløb og bedste resultat af operationen.
- Sår i huden - hvis du har sår i huden og specielt i det område, der skal opereres, skal det så vidt muligt behandles før operationen for at mindske risikoen for betændelse i operationssåret.
- Kosttilskud - du må ikke spise kosttilskud som fiskeolie, ingefær, Q10, ginseng og hvidløgspiller én uge før operationen, da det kan øge risikoen for blødning under og efter operationen.
- Medicin - blodfortyndende medicin skal tages som aftalt med lægen, der undersøgte dig til forundersøgelsen.
- Smertestillende - det er naturligt at have smerter i området, hvor du er opereret i dagene efter operationen. Sørg for at have smertestillende medicin i hjemmet. Det kan være paracetamol (Pamol eller Panodil).
Hav oplysninger klar til telefonsamtalen
- Du skal måle op til operationsstrømper
Under operationen, skal du have støttestrømper på. Derfor skal du måle dit underben, for at vi kan finde den rigtige størrelse til dig, når du møder ind på operationsdagen. Du skal måle det tykkeste stedpå læggen og det tyndeste sted lige over eller på anklen.
Når sygeplejersken ringer til dig, vil du blive spurgt om målene på benene. Hav dem derfor gerne klar inden opringningen.
- Hvis du får medicin for højt blodtryk, så skal du gave målt dit blodtryk inden sygeplejersken ringer til dig. Du skal derfor måle det derhjemme eller gå til egen læge for at få det kontrolleret. Vi vil spørge ind til dit blodtryk når vi ringer til dig.
- Hvis du har astma er det vigtigt at det er velbehandlet inden operationen.
- Hvis du har diabetes er det vigtigt at det er velbehandlet. Vi vil spørge ind til dine blodsukkermålinger og langtidsblodsukker. Det skal måles inden operationen
Hvad tid skal du være på sygehuset?
Hvis du skal have lavet en undersøgelse, f.eks. røntgen/ultralyd eller en undersøgelse i den nuklearmedicinske afdeling, skal du møde på det tidspunkt, der står på dit indkaldelsesbrev.
Hvis du ikke skal til en undersøgelse, kan du ringe til afdelingen på telefon 6541 2451 dagen før din operation mellem kl. 14 og 15 for at få besked om, hvornår du præcist skal møde.
Hvad skal du medbringe?
- Toiletsager
- Morgenkåbe og let fodtøj (badesandaler eller hjemmesko)
- Læsestof, bærbar pc eller iPad/tablet
- Medicin, hvis du tager medicin dagligt
- Tøj, der er løstsiddende og behageligt at have på. Tag tøj på der ikke er for sart. Ved operationen vil huden i operationsområdet blive desinficeret med klorhexidin, der indeholder gult farvestof. Det kan smitte af på tøjet de første dage efter operationen.
- Medbring IKKE værdigenstande
Hvis du bliver syg før operationen
Hvis du bliver syg op til indlæggelsen, er det vigtigt, at du kontakter afdelingen. Operationen skal måske udsættes for at undgå komplikationer.
Du kan kontakte os på telefon 65 41 42 50.
Har du brug for at ringe til os på selve operationsdagen kan du kontakte os på telefon 65 41 24 55.
Tandbørstning og mundskyl
Du kan selv være med til at nedsætte risikoen for infektioner ved din operation, hvis du børster dine tænder og skyller mund 2 dage før din operation og dagen efter.
Fire gange dagligt skal du børste dine tænder grundigt. Hvis du har protese, skal du rengøre denne, som du plejer.
Efter en time, skal du skylle munden med KLORHEXIDIN 0,12 % (kan købes på Apoteket eller Matas). Det er vigtigt, at der går en time fra tandbørstningen til du skyller mund, da tandpasta kan påvirke effekten af mundskyl.
Ved denne ekstra mundhygiejne, er det muligt, at nedsætte risikoen for at få infektioner efter din operation betydeligt.
Smykker og piercinger
Under operationen anvendes apparatur, der brænder på små blodkar for at stoppe blødninger. Smykker og piercinger kan lede strøm, så de kan give forbrændinger.
Derudover betyder smykker og piercinger noget i forhold til hygiejnen i forbindelse med operation. Da er det svært at rengøre omring smykker og piercinger, kan der være ophobning af bakterier omkring dem, hvilket kan give øget risiko for infektion.
Hvis du ikke selv kan fjerne smykker eller piercinger, kontakt da en juveler/piercer, så de kan hjælpe dig med at få dem fjernet.
Hvordan skal jeg faste? Børn 0-18 år
Må vores barn få noget at drikke når det skal faste?
Ja, endelig. Det er vigtigt, at jeres barn drikker klare væsker helt op til en time før operationen. Det kan være vand, men helst saftevand, sodavand eller juice (uden frugtkød), da sukkerholdige væsker kan øge jeres barns velbefindende efter operationen.
Fastereglerne er gældende for børn og unge i alderen 0-18 år, men hvis jeres barn får modermælk eller modermælkserstatning er lidt andre fasteregler.
Fasteregler for børn der får modermælk og/eller modermælkserstatning er beskrevet under overskriften: "Fasteregler for børn der får modermælk eller modermælkserstatning". Læs fastereglerne ud fra, hvilken kost jeres barn plejer at få.
Tidspunktet for fasteperiodens start aftales med anæstesi- eller børneafdelingen.
Hvordan skal jeres barn faste?
- Indtil 6 timer før operationen må jeres barn spise og drikke, som det plejer. Herefter må jeres barn ikke spise mad eller drikke mælkeprodukter.
- Indtil 1 time før operationen er det vigtigt, at jeres barn drikker saftevand, sodavand og juice (uden frugtkød) eller vand.
- Den sidste time før operationen må jeres barn ikke drikke.
Fasteregler for børn der får modermælk eller modermælkserstatning
Må vores barn få noget at drikke, når det skal faste?
Ja, endelig. Det er vigtigt, at jeres barn drikker klare væsker helt på til en time før operationen. Det kan være vand, men helst saftevand, sukkervand eller juice (uden frugtkød), da sukkerholdige væsker kan øge jeres barns velbefindende efter operationen.
Samtidig er det også vigtigt, at mavesækken er helt tom for mad og mælkeprodukter. Derfor er der regler for, hvor længe jeres barn må spise og drikke inden operationen.
Tidspunktet for fasteperiodens start aftales med anæstesi- eller børneafdelingen.
Fasteregler for børn der får modermælk eller modermælkserstatning
- Indtil 6 timer før operationen må jeres barn spise og drikke som det plejer. Herefter skal jeres barn følge nedenstående fasteregler.
- Indtil 4 timer før operationen må jeres barn kun få modermælkserstatning, modermælk, saftevand, sukkervand og juice (uden frugtkød) eller vand.
- Indtil 3 timer før operationen må jeres barn kun få modermælk, drikke saftevand, sukkervand og juice (uden frugtkød) eller vand.
- Indtil 1 time før operationen er det rigtigt vigtigt, at jeres barn drikker saftevand, sukkervand og juice (uden frugtkød) eller vand.
- Den sidste time før operationen må jeres barn ikke drikke.
Bad og hygiejne
Tag et bad om morgenen, den dag du skal opereres. Det mindsker risikoen for betændelse i operationsarret. Hvis det er mere praktisk for dig, må du gerne gå i bad om aftenen.
Derfor skal du vaske dig særligt grundigt
På huden findes der helt naturligt mange bakterier. Bakterierne gør på forskellig vis gavn,og udgør normalt ikke nogen risiko for infektion.
Ved en operation bliver der imidlertid skåret hul i huden, og hudens bakterier kan ad den vej blive ført ind i kroppen.
Her kan bakterierne give anledning til infektion og forskellige gener.
Ved at vaske hele kroppen grundigt inden operationen, er du med til at sikre dig så godt som muligt mod at få en infektion efter operationen.
Vask dig aftenen før eller om morgenen
Du skal vaske dig aftenen før eller om morgenen før operationen. Og det er vigtigt at du vasker hele kroppen, uanset hvor du skal opereres.
Personfiguren her på siden viser de områder, hvor det er særlig vigtigt at du vasker dig grundigt - her er der nemlig flest bakterier!
Start med at skylle kroppen godt. herefter bruges shampoo og sæbe:
- Vask håret
- Vask ansigtet, og vær særlig omhyggelig omkring næsen.
- Vask armhulerne
- Vask herefter hele kroppen - specielt navlen.
- Vask lysken, skridtet og ballerne
- Vær særlig omhyggelig omkring kønsorganerne
Når alle disse vigtige områder er vasket, må du skylle kroppen af.
Tør dig godt og tag rent tøj på.
Du må ikke bruge cremer og make-up på området, der skal opereres. Undgå at bruge parfume under indlæggelsen.
Hav korte og rene negle. Du må ikke have kunstige negle, kontaktlinser, makeup eller piercinger på af hensyn til observation under og efter operationen.
Hvis der er behåring i området, hvor du skal opereres, skal det fjernes før operationen. Du skal bruge en klipper/trimmer og ikke en skraber.
En skraber kan lave små rifter i huden og det øger risikoen for betændelse.
Når du møder om morgenen
Den dag du skal opereres, møder du på det sted der er angivet i dit indkaldelsesbrev.
Hvis du skal opereres senere på dagen, kan du sandsynligvis møde senere end angivet på brevet. Du kan ringe på tlf.: 65 41 24 51 dagen før din operation, for at høre, hvornår på dagen du skal møde ind.
Skal du have lavet en undersøgelse inden din operation, f. eks. i røntgenafdelingen eller på nuklearmedicinsk afdeling, skal du møde som angivet i brevet.
Når du møder, så henvend dig på kontoret på afdelingen. Vi viser dig til rette, og du får et skab til dit tøj og dine ting.
De sidste forberedelser
Hvis lægen ordinerede det ved forundersøgelsen, er det nu, du skal have støttestrømper på benene for at forebygge blodpropper. Hvis det er aftalt med lægen, får du en indsprøjtning i maveskindet med blodfortyndende medicin mod blodpropper. Måske skal du fortsætte med de blodfortyndende indsprøjtninger i 4 uger efter operationen. I så fald lærer vi dig at stikke selv.
Husk at fjerne kontaktlinser, hårspænder, ur, smykker, makeup, neglelak og piercinger før operationen.
Opvågning
Efter operationen kommer du til Opvågningen, hvor personalet holder øje med dig, mens du vågner og bliver frisk nok til at komme tilbage på sengeafsnittet.
Det er vigtigt med rolige omgivelser i opvågningen efter en operation. Derfor skal besøg helst vente, til du er tilbage på sengeafsnittet.
Hvordan har du det efter operationen?
- Får jeg ondt?
Det er naturligt at have smerter efter operationen. Derfor vil du de første dage efter operationen have behov for at tage smertestillende medicin. Der er vigtigt at tage medicinen som aftalt med personalet. Hvis smerterne forandrer sig og bliver værre, skal du tale med personalet om det. - Nogle får kvalme
Nogen har kvalme lige efter operationen. Sig det til sygeplejerskerne, så du kan få kvalmestillende medicin. - Lidt blod er normalt
Det kan sive lidt med blod fra arrene, og det er helt normalt.
Hvis vi får mistanke om en indre blodansamling fra blødende kar under huden eller hvis der kommer for meget blod i drænene, kan det blive nødvendigt at operere igen for at standse blødningen. - Bevæg dig - med måde!
Kort tid efter du er tilbage på sengeafdelingen kan de fleste komme ud af sengen og gå lidt rundt. Det er helt almindeligt, at du har brug for hjælp de første gange.
Bevæg dig roligt omkring, så du ikke kommer til at bløde mere fra sårene.
Hjem igen
Du må ikke selv køre bil, når du har været i fuld bedøvelse. Vær derfor opmærksom på hvordan du kan komme hjem eller få en til at hente dig.
Hvis du skal hjem samme dag, som du er blevet opereret, anbefaler vi, at der er en voksen person ved dig indtil næste dag, hvis du får behov for hjælp.
Hvis du er skal hjem en af dagene efter operationen, forventer vi du kan komme hjem inden middagstid. Din sengestue kan herefter være reserveret til en anden patient.
Et døgn efter operationen du må tage bad
Behold plasteret på. Plastrene beskytter sårkanterne (Micropore-plaster) og skal blive siddende på, når du er i bad. De kan tåle vand og skal bagefter duppes tørre med håndklædet.
Tegn på betændelse
Det er vigtigt du er opmærksom på følgende:
- Dunkende smerter.
- Rødme, varme og hævelse. Det er normalt at der er lidt rødme og hævelse omkring et operationssår, men hvis det tiltager og/eller breder sig, kan det være tegn på betændelse.
- Pus (tyk gul væske. Det er nolmalt det kan sive med tynd gullig væske fra såret de første dage, men hvis det ikke aftager, eller væsken bliver tyk og evt. ildelugtende, kan det være tegn på betændelse.
- Feber. Hvis du får feber uden anden årsag, kan det være tegn på betændelse.
Hvis du oplever dette, er det vigtigt du kontakter egen læge eller vagtlæge.
Smerter efter operationen
Du kan forvente at have smerter efter din operation. Det er derfor en god ide at tage smertestillende på faste tidspunkter i den første tid efter operationen. Hvor længe du har brug for at tage smertestillende piller er meget individuelt.
Får du kraftigere/anderledes smerter, skal du være opmærksom på om der er tegn på betændelse eller hævelse. Hvis du oplever dette, skal du kontakte din egen læge eller vagtlæge.
Forebyg hævelse
For at give operationsåret de bedste betingelser for at hele og opleve færre smerter, er det en god ide, at holde det opererede område over hjertehøjde de første 2-3 dage.
- Er du opereret i ansigt/hoved, så brug en ekstra hovedpude om natten.
- Er du opereret i benene, så sid med benet oppe på en skammel eller lignende i videst mulig omfang og læg det på en pude om natten.
- Er du opereret i underarmen, så læg den på en pude om natten og hold den ellers mest muligt over hjertehøjde.
Misfarvning
Det er normalt, at det område, der er opereret i, bliver gult, violet og grønligt. Det vil aftage og forsvinder i løbet af dage til uger.
Desuden kan du, i forbindelse med operationen, være vasket af med sprit, der er tilsat gult farvestof. Den gule farve sammen med misfarvningen fra såret gør, at huden ofte ser meget anderledes ud den første tid efter operationen.
Pleje af ar
- Ændret følesans
Du kan forvente, at der kan være ændret/ nedsat følelse i det område, hvor du er opereret. Dette skyldes, at de små følenerver er skåret over under operationen. For at undgå at arret bliver særligt følsomt, kan du efter trådende er fjernet berøre og massere det flere gange dagligt. - Brug plaster
Lad plasteret sidde på indtil trådene er fjernet. Herefter anbefaler vi micropore plaster (englehud) sættes over arret. Er såret lukket med selvopløselige tråde, kan du skifte plasteret efter 10-14 dage. Brug gerne plaster de første tre måneder efter operationen. Dette kan købes på apoteket. - Pas på solen
Du bør beskytte arret mod sol det første år for at mindske misfarvning.
Bad og plaster
Et døgn før du må tage bad - med plaster
Der går et døgn, inden sårkanterne er så lukkede, at du kan gå i brusebad. Plastrene (Mikropore-plaster) beskytter sårkanterne og skal blive siddende på, når du er i bad. De kan tåle vand og skal bagefter duppes tørre med håndklædet. Det må gerne sidde de første 14 dage uden at blive skiftet. Herefter kan det skiftes ved behov eller 1-2 gange i ugen.
Vi anbefaler, du bruger plaster på arret i 3 måneder efter operationen. Det de pæneste ar.
Mikroporeplaster kan købes på apoteket i håndkøb.
Brusebad: Du må gå i brusebad med plasteret på et døgn efter operationen. Det skal blot duppes tørt efterfølgende. Du må ikke gå i karbad, pool eller havvand før trådene er væk.
Til pårørende
På opvågningsafdelingen
Det er kun muligt, at der er én pårørende hos den opererede på opvågningsstuen, hvor der skal være så meget ro som muligt. Øvrige pårørende kan vente i forhallen.
Hjemtransport
Den opererede skal have mulighed for at kontakte dig, når hun/han er klar til at komme hjem og du skal have mulighed for at hente umiddelbart herefter.
Må den opererede være alene?
Ved udskrivelse på operationsdagen anbefales, at der kan være én hos den opererede indtil næste dag, i tilfælde af den opererede har behov for hjælp, eksempelvis til at kontrollere forbindingen.
Tjek af forbinding
Sammen med den opererede kan du kigge til forbindingen af hensyn til eventuel blødning.
Hvis plasteret er gennemvædet af blod, eller plasteret har løsnet sig, skal I gøre følgende:
- den opererede skal holde sig i ro
- forstærk plasteret med rene hænder. - sæt ekstra tape (mikropore) på
- hvis det er en arm eller et ben der er opereret på, skal den/det placeres på en pude
- trykke på såret med en finger eller en håndflade, så såret er dækket. Hold et jævnt, fast tryk (ikke hårdt) i cirka fem minutterholde øje med forbindingen. Hvis det stadig bløder eller området hæver op, skal I kontakte afdelingen eller egen læge/vagtlæge
Ved utilpashed/besvimelse skal den opererede ligge ned og have løsnet stramtsiddende tøj. Sørg for frisk luft til den opererede og giv lidt koldt at drikke (saft/juice).
Transport og befordringstilskud
Hvis du opfylder nogle særlige krav, kan vi hjælpe dig til og fra sygehuset. Vores kørselskontor kan hjælpe dig, hvis du er i tvivl.
Læs mere om transport og om du kan få tilskud til transportudgifter her
Guide til ansøgning af befordringstilskud
Du kan ansøge om befordringstilskud online, hvis:
- du er bosiddende i Region Syddanmark, og
- du er blevet behandlet på et sygehus i Region Syddanmark
Du søger om befordringstilskud online i stedet for i på ansøgningsskærme her.
På hjemmesiden er det også muligt at ansøge for børn under 18 år ved at vælge knappen ”Ansøg for en anden person”.
Patienter uden NemID eller MitID kan ansøge på sygehuset
For at ansøge online skal du bruge Nem- eller MitID. Har du ikke det, kan du på dagen for besøget ansøge på befordringsskærme på regionens sygehuse.
Vil du ansøge for andre datoer, skal du kontakte den behandlende afdeling.
Sygehusbehandling uden for Region Syddanmark og hvis du er behandlet på et sygehus i en anden region
Har du været på et sygehus uden for Region Syddanmark, skal du kontakte den afdeling, hvor du har været til behandling. Afdelingen udfylder papiransøgningen ”Ansøgning om befordringstilskud” for dig. Ansøgningsskemaet skal du sende til kørselskontoret på det sygehus, der ligger nærmest din bopæl.