Skip til primært indhold

Forvirringstilstand

Delirium hos den syge patient

Delirium er en akut tilstand, hvor man oplever forvirring og ændret adfærd. Det kan opstå i forbindelse med sygdom eller behandling. Her kan du læse om, hvad delirium er, og hvordan vi behandler det. Du kan også finde råd til, hvad du som pårørende kan gøre.

Om delirium

Delirium er en psykologisk reaktion, der opstår på grund af fysiske ændringer i kroppen, fx efter operation, bedøvelse, akut sygdom, infektion eller medicin. Reaktionen kan også opstå af at være i uvante omgivelser.

Tilstanden kan kendetegnes ved, at den kan svinge og variere i løbet af døgnet og fra dag til dag. Den kan opstå i løbet af få dage og nogle gange endnu hurtigere. Reaktionen kan vise sig ved, at din pårørende har flere af disse tegn:

  • er desorienteret, som fx kan vise sig ved ikke at vide, hvor man er eller tro man befinder sig i fortiden
  • genkender ikke personer, som normalt er velkendte
  • udfører usædvanlige og (tilsyneladende) ufornuftige handlinger
  • har svært ved at koncentrere sig og huske
  • er sløv eller urolig
  • er bange, vred og trist
  • taler usammenhængende
  • kan ikke føle med i samtalen
  • har svært ved at skelne mellem drøm og virkelighed
  • har manglende initiativ og udtalt ubeslutsomhed.

De fleste bliver sig selv igen, når den udløsende årsag er lindret eller behandlet. Delirium er en af de hyppigste komplikationer hos ældre, der er indlagt på sygehuset.

Behandling

Den primære behandling er at finde og behandle årsagen til, at delirium opstår. Når årsagen er behandlet eller lindret, falder symptomerne oftest til ro. Hvis forvirringstilstanden ikke er væk 3 måneder efter, at den startede, skal du kontakte egen læge.

Søvn

God nattesøvn er afgørende for bedring af delirium. Samtidig kan det være svært at sove, når tankerne kører rundt. For nogle patienter kan det hjælpe at have en pårørende ved siden af sengen. For andre patienter kan det være svært at sove, når der er en pårørende til stede.

Hvad kan pårørende gøre

Det er normalt at blive frustreret, bange og ked af det, når din nærmeste er i en forvirringstilstand. Som pårørende kan du støtte ved at skabe ro og tryghed.

Det kan du gøre:

  • Skab en rolig atmosfære og giv stille nærvær.
  • Fortæl din nærmeste, hvor I er henne, og hvad klokken er. Gerne flere gange.
  • Skab tryghed, fx med en kendt duft, et billede eller ved blot at være til stede.
  • Stil få og korte spørgsmål.
  • Begræns antallet af besøgende.
  • Hjælp med personlige hjælpemidler som briller og høreapparat, hvis din pårørende bruger det.

Fortæl os, hvordan patienten normalt er, og hvilke vaner og rutiner han eller hun har i hverdagen. Spørg os, hvis du er i tvivl om noget.

Mere viden

Du kan lytte til vores podcast om delirium fra OUH Talks. Søg på ”OUH Talks”, der hvor du hører podcasts. Podcasten er til både patienter og pårørende. Du kan også høre podcasten på www.ouh.dk/podcast-delir .

Kontakt

OUH

J. B. Winsløws Vej 4

5000 Odense C

66 11 33 33


pinfoOUH-679030782-118 |   24.06.2026

APPFWU02V