Overvejelser før behandling
Dette afsnit er henvendt til dig, der venter på at starte i fertilitetsbehandling.
De fleste føler sig lettede og forhåbningsfulde, når de er blevet henvist til fertilitetsbehandling. Samtidig er mange også spændte og nervøse for, hvad fertilitetsforløbet byder på af udfordringer - og ikke mindst hvor lang tid forløbet kommer til at vare.
Du træder ind i en helt ny verden, og der kan opstå mange spørgsmål. Vores ønske med dette afsnit er, at du og en eventuel partner kan finde svar på de oftest stillede spørgsmål og få ideer til, hvordan I kan håndtere det at være i fertilitetsbehandling.
Det er en god ide at gøre dig overvejelser om, hvad du selv kan gøre for at ruste dig bedst muligt til behandlingen. På den måde kan du udnytte ventetiden og hjælpe personalet med vigtige oplysninger og måske samtidig få en større følelse af kontrol og mestring af din situation.
Succesrater
Langt de fleste opnår graviditet efter fertilitetsbehandling. Vi kan dog ikke sætte præcise tal på, hvor stor chancen for graviditet for lige netop din behandling er, da der er en lang række faktorer, som spiller ind.
Har du behov for et generelt øjebliksbillede af Fertilitetsklinikkens resultater, kan du se vores årsstatistik her.
Job og transport
Der er nogle praktiske forhold, som kan være relevante at kende til i forhold til fertilitetsbehandling.
Ret til fri under fertilitetsbehandling
Tjek din overenskomst for, hvordan du er stillet i forhold til ret til fri i forbindelse med fertilitetsbehandling. Du kan også kontakte din kommune for at undersøge, om du kan være berettiget til en §56-aftale, der giver din arbejdsgiver refusion fra din første sygedag. Du kan læse mere om aftalen på sundhed.dk.
Har du behov for en lægeerklæring, skal du henvende dig til din egen praktiserende læge.
Tilskud til transportudgifter
Som hovedregel skal du selv sørge for at komme til og fra sygehuset og selv betale for transporten. Du kan måske få et befordringstilskud til dine transportudgifter - se mere i denne oversigt. Hvis du har yderligere spørgsmål til befordring, skal du kontakte Kørselskontoret.
Du kan søge befordringstilskud online på befordring.rsyd.dk
En tidskrævende proces
Det er vigtigt, at du forbereder dig på, at fertilitetsbehandling kan tage tid. Det kan der være mange årsager til, herunder:
- Uventede fund eller behov for yderligere udredning (fx endometriose, polypper i livmoderen eller nedsat sædkvalitet).
- Biologiske forhold, der gør behandlingen mere kompliceret end forventet (fx alder, cykluslængde, æg- og sædkvalitet samt manglende udvikling af modne æg).
- Kan kræve flere besøg.
- Kan kræve flere behandlingsforløb.
- Behandlingsforløb kan kun startes op en gang om måneden, da det er afhængigt af menstruationscyklus.
- Komplikationer, der gør, at ægoplægningen må udskydes til en anden cyklus.
- BMI (for lavt/for højt).
- Private forhold (sygdom, arbejde, ferie m.m.), der gør, at behandlingsforløbet ikke kan opstartes.
- Pausebehov på grund af belastende behandlingsforløb.
- I sjældne tilfælde, kan der være for mange patienter, der gerne vil opstarte behandlingsforløb samtidigt, og så må nogle vente til den næste menstruationscyklus.
- Mangel på ægdonorer og dermed ventetid for patienter, der har behov for ægdonation.

Alene eller sammen til behandlingen
Er I et par i fertilitetsbehandling, kan det være en god ide at tale sammen om, hvilke forventninger I har til hinanden undervejs. Følges I til alle indkaldelser, eller er det okay at komme til aftaler på klinikken alene?
Er du i behandling som solo, kan du overveje, om du skal invitere en pårørende med til besøg på klinikken. Det kan være rart med støtte og én, der lytter med i forhold til vigtig information.
Støt hinanden
Som par kan det være hjælpsomt, at I er fælles om behandlingen. For at tage noget af presset fra kvinden, der primært lægger krop til behandlingen, kan du som partner blandt andet hjælpe med at hente medicin på apoteket, huske hvornår medicinen skal tages og holde styr på aftaler i klinikken m.m.
Netværk og støtte
Par, der er gode til at kommunikere med hinanden og tale om det, der er svært, er ofte bedre til at håndtere den belastning, der kan være forbundet med fertilitetsbehandling. Spørg jer selv: Hvordan passer I normalt på hinanden og giver omsorg? Måske skal der skrues lidt op for det i den kommende tid.
Forskning viser, at det kan være hjælpsomt at være åben omkring sin situation og involvere familier, venner og eventuelt kollegaer. Overvej, hvem der kan være særlige ressourcepersoner i dit liv - hvem har tidligere vist sig som en god støtte med omsorg og opmuntrende ord? Hvilke personer giver dig energi? Udvælg én eller to personer og fortæl dem, hvad du har brug for.

Samarbejde med klinikken
Du kan altid tage en snak med personalet om, hvad du har brug for, og stille spørgsmål, hvis der er noget, du er i tvivl om. At spørge ind til behandlingen kan være med til, at forløbet føles mere personligt og mindre klinisk. Skriv gerne dine spørgsmål ned på forhånd.
Vi bestræber os på at hjælpe så mange patienter som muligt. Derfor er der begrænset tid ved de enkelte besøg i klinikken. Hvis du har brug for mere tid til at få uddybet noget, kan det være en god idé at booke en opfølgende telefonsamtale.
Her på klinikken gør vi meget for at imødekomme dig og give dig et trygt og godt forløb. Behandlingen er et samarbejde mellem dig og klinikken, og derfor har vi også en forventning om, at du har gjort dine forberedelser, inden du møder op. Det gælder særligt i forbindelse med forundersøgelsen, hvor du skal være opmærksom på, om du skal have taget blodprøver eller klamydiatest. Du får også tilsendt et spørgeskema sammen med indkaldelsesbrevet, som du skal huske at besvare i god tid. Alt dette er med til at sikre, at lægen kan forberede sig til samtalen med dig, og at der kan lægges en god plan for dit forløb.
Som en del af dine forberedelser kan du orientere dig i vores informationsmateriale og podcast samt i andre apps og hjemmesider, som kan være relevante undervejs:
- Du kan finde en samlet oversigt over vores informationsmateriale om behandlingerne her.
- Vores podcast “Sammen om liv” kan du lytte til via dette link.
- I app’en “MinSundhed” kan du se, når der er lagt nye recepter ud til dig.
- I app’en "Apoteket" kan du se, hvilke apoteker der har medicinen på lager.
- På www.medicininstruktion.dk finder du under afsnittet “Fertilitet” vejledninger til injektion af de præparater, der anvendes i fertilitetsbehandling.
Undersøgelser og indgreb
For nogle kan en gynækologisk undersøgelse eller det at aflevere en sædprøve være en mindre detalje, mens det for andre kan føles meget grænseoverskridende eller blufærdighedskrænkende. Det kliniske rum og de mange mennesker kan give uro. Undersøgelserne og indgrebene er en præmis for behandlingen, men det er helt okay, at man skal vænne sig til det.
Et par gode råd:
- Hvis du som mand har svært ved at lave en sædprøve på klinikken, hvor du måske føler, at alle kan følge med, kan du undersøge, om der er andre muligheder. Har du ikke mere end cirka en times transport til klinikken, må du gerne lave prøven hjemmefra – vi opfordrer faktisk til det.
- Hvis du som kvinde er blufærdig ved den gynækologiske undersøgelse, kan du klæde om bag skærmen og bede om at få udleveret en ”nederdel” eller få noget lagt over dig. Under undersøgelsen kan du have behov for at blive beroliget og fx holde din partner eller en anden støtte i hånden. Måske har du i stedet behov for, at vedkommende venter udenfor.
- Hvis du har det svært med de gynækologiske undersøgelser, eller har smerter, så sig det til personalet.

Psykisk velbefindende
Fertilitetsbehandling kan være følelsesmæssigt krævende, og det er helt normalt, at tanker, følelser og mentalt overskud varierer i perioder. Har du tidligere oplevet psykiske belastninger, kan det være en god idé at reflektere over, hvad der hjalp dig dengang. Er der strategier, du igen kan bringe i spil ved behov? Tidligere erfaringer kan hjælpe dig igennem fertilitetsbehandlingen, som ofte kræver noget af dig.
Det kan også give mening at være opmærksom på, om der er andre belastninger i dit liv - familiære, fysiske eller arbejdsmæssige - som med fordel kan håndteres eller justeres inden opstart af behandling, så de fylder mindre undervejs.
Seksuel sundhed
Har du og din partner udfordringer af seksuel karakter, eller oplever I blot et behov for et ”eftersyn”, er der mulighed for en samtale med klinikkens sexolog. Når man over en længere periode har været i ”præstations-mode” for at opnå graviditet på naturlig vis, kan det skabe udfordringer i seksualiteten.
Forud for fertilitetsbehandling har der ofte været en længere periode med forsøg på at opnå spontan graviditet. Når det ikke lykkedes, kan der opstå frustration og sorg, som kan påvirke det seksuelle samliv. Mange vil opleve perioder med seksuelle problemer, fx nedsat lyst eller rejsningsbesvær. For nogle kan dette endda være årsagen til barnløshed.

Din livsstil betyder noget
Under fertilitetsbehandling er der ofte stort fokus på livsstil, da der er mange livsstilsfaktorer, der kan have betydning for fertiliteten:
- Alkohol
- Rygning og andre nikotinprodukter
- Kemi og miljø
- Koffein
- Cannabis
- Fysisk aktivitet
- Vægt
- Anabole steroider
- Kost
Du finder hele rapporten om nedsat frugtbarhed fra Vidensråd for Forebyggelse her.
Kost og motion
Blandt livsstilsfaktorerne er blandt andet kost og motion. I forbindelse med fertilitetsbehandling kan der opleves et øget fokus på disse områder, blandt andet fordi der gælder BMI-grænser for behandling. For nogle kan dette medføre bekymringer eller et oplevet pres.
Du kan få hjælp og gode råd i pjecen 10 veje til vægttab, der er udarbejdet af Sundhedsstyrelsen.
Har du tidligere haft problemer med spiseforstyrrelser, under- eller overvægt, eller har du gennemgået et stort vægttab før behandlingen, kan det være relevant at nævne det. De hormoner, du skal tage, kan give bivirkninger som vægtøgning, oppustethed eller ændret appetit, og det kan for nogle trigge tidligere problematikker. Tal derfor med lægen eller sygeplejersken, hvis det fylder for dig.
Vores anbefalinger
Vi opfordrer til, at du som kvinde følger sundhedsstyrelsens anbefalinger for gravide, når du opstarter fertilitetsbehandling.
Sundhedsstyrelsen anbefaler blandt andet, at du som kommende forælder spiser sundt, er fysisk aktiv og holder dig fra nikotinprodukter, alkohol og stoffer under graviditeten for at gavne dig selv og barnets udvikling. De vaner er vigtige for at fremme barnets sunde udvikling. Tag så lidt medicin som muligt, det gælder også håndkøbsmedicin og naturlægemidler.
Vi ønsker dig et godt forløb!
Nu har du læst om nogle af de overvejelser du kan gøre dig, før du starter i fertilitetsbehandling. Når du er startet i behandling, kan du med fordel dykke videre ned i resten af vores online materiale, som handler om mine følelser, mine relationer, min krop, mine tanker og mig i verden.
Her kan du blive klogere på andre patienters erfaringer, læse mere om hvad forskningen viser, lytte til vores omsorgsterapeuters talks samt få gode råd og øvelser i relation til fertilitetsbehandling.