Solomor
At vælge at blive solomor gennem fertilitetsbehandling er en stor beslutning, som kan vække mange tanker og følelser.
Mange oplever, at ønsket om at få et barn giver livet mening, samtidig med at de kan være optaget af spørgsmål som disse: Kan jeg klare det alene? Er jeg god nok som forælder? Hvordan vil mit barn opleve sin historie?
Det er helt naturligt at føle både glæde, håb, usikkerhed og tvivl på samme tid. Nogle oplever også perioder med ensomhed eller savner en partner at dele forældreskabet med. Disse tanker er en del af de eksistentielle overvejelser, som kan følge med et bevidst valg om at blive forælder alene.
Mange oplever, at ønsket om at blive mor og skabe en tryg familie giver dem styrke til at håndtere de udfordringer, der kan opstå undervejs.
"Det er mit valg, og derfor føles ansvaret også dobbelt så stort. Jeg kan ikke pege på nogen andre, hvis noget bliver svært."
- Sine
"Det smukke ved at gøre det her alene er, at der ikke er nogen kompromiser. Hver eneste beslutning - fra valg af donor, til måden jeg takler ventetiden på - handler udelukkende om min mavefornemmelse og min behov. Det giver en enorm ro, at jeg kun skal navigere i mine egne følelser og ikke også bære en partners tvivl eller forventninger."
- Stine
"Jeg glæder mig helt vildt til forhåbentlig at blive mor, men nogle gange savner jeg én, der er lige så tæt på processen som mig - én, der forstår både håbet og frygten."
- Mona
"Når jeg får besked fra klinikken, er det mig alene, der tager imod både de gode og de svære nyheder. Det kan føles ensomt."
- Lina
"Jeg tænker allerede nu på, hvem jeg kan ringe til, hvis jeg en dag bliver syg eller bare har brug for en pause."
- Sofia
"Jeg øver mig i at acceptere, at jeg bliver nødt til at bede om hjælp. Jeg kan ikke klare alting alene."
- Hannah