Om afdelingen
Velkommen til Ældremedicinsk / Geriatrisk Afdeling G
Ældremedicinsk / Geriatrisk Afdeling G er en medicinsk afdeling med speciale i sygdomme hos ældre mennesker, både akutte og kroniske, men også med speciale i ældre med færdighedstab som følge af sygdomme og aldersforandringer. I det geriatriske speciale arbejder vi tværfagligt. Desuden har vi et nært samarbejde med de praktiserende læger og den kommunale sektor, specielt hjemmeplejen.
Vi har vores eget Center for faldudredning, som ligger i Svendborg og er derudover en aktiv del af Demensklinikken, hvor der udredes for demens. Vi er også deltagende i forløb på Ortopædkirurgisk Afdeling O i de tilfælde, hvor patienterne kommer ind med et hoftebrud.
Vi lægger stor vægt på, at dit møde med afdelingen bliver så positivt som overhovedet muligt, og vi arbejder løbende på at sikre at vore ydelser har en høj faglig og patientoplevet kvalitet.
Vores kerneopgave er, at give vores patienter den bedste hjælp og behandling til rette tid i et tæt samarbejde med både patient, pårørende samt kommunen.