Hvad kan jeg selv gøre?
Få øvelser, der kan hjælpe dine relationer under fertilitetsbehandling
Fertilitetsbehandling kan rumme mange udfordringer, kropsligt, følelsesmæssigt, mentalt, relationelt og eksistentielt. Vi ønsker derfor at tilbyde øvelser, der kan hjælpe dig med at stå stærkere i fertilitetsbehandlingen.
Øvelser, solo eller par
Det er helt normalt, at vi oplever at være på to forskellige rejser følelsesmæssigt og mentalt, når vi er i fertilitetsbehandling. Behovet for at tale om tanker og følelser vil ofte være forskelligt.
Derfor kan det være en god idé at spørge ind til hinanden undervejs og få talt om alt det svære i en struktureret ramme. Det betyder, at I får talt om det sårbare, og samtidig at der også er tid til, at andre ting og emner kan fylde i jeres hverdag.
Er du solo, så find en god ven at lave øvelsen med.
Aftal samtaletid
Aftal, at I taler sammen én gang om ugen om svære følelser og tanker i fertilitetsbehandlingen.
Sæt tid af i kalenderen, og beslut, hvor lang tid I vil tale sammen - fx søndag i én time.
Bliv enige om, hvilke emner I skal tale om. Det er en god idé ikke at gabe over for mange emner ad gangen. Brug hellere god tid på at komme i dybden med et eller få emner.
Her er en liste med emner, I kan lade jer inspirere af, som vores fertilitetspatienter ofte bringer op:
-
Roller - håbsbæreren og den bekymrede
-
Forskellige reaktioner i behandlingen
-
Vrede og irritation
-
Tristhed og sorg
-
Jalousi ift. andres graviditeter og små børn
-
Uretfærdighedsfølelse
-
Ensomhed og alenefølelse
-
Magtesløshed og kontroltab
-
Meningsløshed og identitetstab
-
Skyld ift. nedsat fertilitet
-
Intimiteten forsvinder
-
Angsten for at blive forladt af den anden pga. infertilitet
Øvelse
Vores erfaring er, at det ved sårbare emner er særligt hjælpsomt at bruge nedenstående øvelse. Den sætter tempoet ned i samtalen og giver en oplevelse af, at den anden forstår og lytter.

- Sæt jer over for hinanden. Beslut, hvem der starter med at fortælle, hvad han eller hun har på hjertet.
- Fortælleren vælger et af ovenstående emner og fortæller om de tanker og følelser, der er knyttet til det.
- Lytteren skal derefter genfortælle med egne ord, hvad han eller hun har hørt. Det kan være en god idé at fortælle og genfortælle i mindre bidder, så det bliver nemmere for lytteren at gengive.
- Fortælleren kan korrigere, hvis noget ikke er forstået eller gengivet korrekt.
- Dernæst må lytteren stille spørgsmål til fortælleren og fortællerens oplevelser, tanker og følelser.
- Når fortælleren oplever at føle sig hørt, kan lytteren kort fortælle, hvad det har gjort ved ham eller hende at høre den andens fortælling.
- Dernæst er det den andens tur til at være lytter.
Vær åben for hinandens forskelligheder, oplevelser og følelsesmæssige sårbarheder. Det er ikke jeres opgave at løse noget eller lave noget om hos den anden, men alene at lytte.
Når man er i fertilitetsbehandling, kan det være en stor hjælp at blive bevidst om, hvem man ønsker at dele sin situation med, og i hvilket omfang. En relationscirkel er et enkelt, men kraftfuldt værktøj, der kan skabe overblik over, hvilke personer i ens liv der giver støtte, tryghed og rum til det, man står i.

Det kan være en værdifuld øvelse at lave sammen med sin partner, så man kan afklare fælles behov og forventninger til, hvad man fortæller, og hvem man involverer. Mange tager automatisk udgangspunkt i, at de nærmeste familiemedlemmer - som forældre og søskende - også er dem, man deler mest med. Dog kan arbejdet med relationscirklen gøre det tydeligt, at støtte nogle gange kommer fra uventede steder. Måske er det en onkel og tante, en nær kollega eller en god ven, der tidligere har vist sig at skabe ro og tryghed i svære situationer.
I denne øvelse er der fokus på at forberede jer bedst muligt på at håndtere et negativt eller positivt svar.
Formålet er at skabe ro, klarhed og handlemuligheder i en situation, der kan vække mange forskellige følelser.
Ved at tænke scenarierne igennem på forhånd kan vi styrke vores evne til at træffe gode beslutninger, kommunikere åbent og tage hånd om egne og den andens behov - uanset udfaldet.

På testdagen, eller når der ventes på svar ift. blastocystudvikling, beskriver mange af vores patienter, at det kan være vanskeligt. Derfor kan det være hjælpsomt at gøre sig overvejelser ift. støtte til sig selv og hinanden, fordi vi også kan have forskellige behov, når det er udfordrende.
Overvej følgende hver især og del det med hinanden:
- Hvor og hvornår skal testen tages? Dette er særlig aktuelt, hvis du er solo og ikke ønsker at teste alene, eller hvis din partner ikke har mulighed for at være hjemme. Er du alene, er der så nogen, du kan ringe til, eller som kan komme forbi, hvis der er behov for det?
- Hvad gør jeg efterfølgende ved:
- Et positivt udfald? Har jeg brug for alenetid eller kontakt? Tillad dig at glæde dig over, at den milepæl er nået. Bekymringstanker kan dog alligevel påvirke, og derfor kan egenomsorg være vigtigt. Beslut dig for at give plads til taknemmeligheden, og hvis det ikke lykkes, så vær med det, der er.
- Et negativt udfald? Har jeg brug for alenetid eller kontakt? Andre af vores patienter har givet udtryk for, at det ved behov for alenetid fungerer at gå en tur med podcast i ørerne, lave yoga eller en meditationsøvelse. Ved behov for kontakt kan en gåtur sammen i skoven, en fælles kop kaffe og en snak, et dyp havet, eller en aftale om at tage ud at spise være hjælpsomme.
- Et positivt udfald? Har jeg brug for alenetid eller kontakt? Tillad dig at glæde dig over, at den milepæl er nået. Bekymringstanker kan dog alligevel påvirke, og derfor kan egenomsorg være vigtigt. Beslut dig for at give plads til taknemmeligheden, og hvis det ikke lykkes, så vær med det, der er.
- Hvem vil jeg gerne dele udfaldet med? Afklar dette i fællesskab, så I er enige om, hvad der deles og med hvem.
- Skal du arbejde på testdagen? Har du mulighed for at arbejde hjemmefra, have mindre krævende opgaver eller have fri på dagen for svar på blastocystudvikling eller på testdagen? Det kan være svært at håndtere udfaldet samtidig med krævende arbejdsopgaver.
I denne øvelse kan du arbejde med at formulere både automatsætninger og grænsesætninger. Formålet er at styrke din evne til tydelig kommunikation - både når du har brug for faste, hjælpsomme formuleringer, der kan støtte dig i pressede situationer, og når du har brug for at sætte klare og respektfulde grænser.

Automatsætninger
Det er vores oplevelse, at det kan være hjælpsomt at have nogle faste automatsætninger klar til mødet med omgivelserne - særligt når andre spørger ind til forløbet, og du ikke har lyst til at dele.
- "Tak fordi du spørger, men vi har brug for ro omkring det."
- "Tak for din interesse, jeg melder ud, når jeg er klar."
Grænsesætninger
Det kan være hjælpsomt at guide dine nærmeste i forhold til, hvad du har mindre brug for, og hvad du har mere brug for.
- "Lige nu er det vanskeligt for mig. Jeg har mindre brug for gode råd og vejledning og mere brug for, at du bare lytter til, hvordan det er for mig lige nu."
Du kan med fordel formulere dine egne sætninger, som føles rigtige for dig.
Støtte og omsorg på de svære dage
Der kan være dage under fertilitetsbehandlingen, som kan føles svære. Derfor kan det være en hjælp at lave en kurv til de dage, hvor der er brug for lidt ekstra omsorg. En kurv som både du, en eventuel partner og dine omgivelser kan lægge noget i.

På en svær dag kan du tage kurven frem og finde det, du selv har lagt i, og det, du måske ikke vidste var kommet i - som en påmindelse om, at der er nogen, der tænker på dig og ønsker at vise omsorg.
Eksempler fra andre patienter er chokolade, håndcreme, nye løbesokker eller andre små lækkerier.
Pårørende
Det kan være svært at fortælle dine pårørende om din fertilitetsbehandling og at sætte ord på, hvad du gennemgår undervejs - og på, hvad du har brug for, og ikke mindst, hvad du ikke har brug for.
Inspireret af Tina Sandager, har vi derfor lavet et skriv til dine pårørende, som du kan dele med dem, hvis du har lyst.
Du kan også downloade det her.
Når en, du holder af, er i fertilitetsbehandling, kan det være svært at vide, hvad man skal sige og gøre. Mange vil gerne støtte og hjælpe, men kan være usikre på hvordan og bange for at sige noget forkert.
Fertilitetsbehandling kan være både fysisk og følelsesmæssigt krævende. Behov, grænser og overskud kan ændre sig undervejs, og det, der føles rigtigt én dag, kan føles anderledes den næste. Derfor findes der ikke én rigtig måde at være pårørende på.
Dette skriv giver inspiration til, hvad der kan være hjælpsomt at sige, og hvilke kommentarer der - selv med gode intentioner - kan opleves som sårende eller belastende. Formålet er ikke at pege fingre, men at skabe forståelse og give konkrete redskaber til at være en tryg og respektfuld støtte i en periode, som kan være ekstra sårbar.
Det kan være hjælpsomt at
- vise interesse og lytte med nærvær ved at spørge ind til, hvordan det føles at være i fertilitetsbehandling, hvad der fylder, og hvad der kan være svært - uden at komme med løsninger eller opmuntrende råd, men ved at lytte og være til stede.
- respektere grænser og forskellighed, da behovet for at tale, dele og involvere andre kan variere. Nogle ønsker at fortælle meget, andre mindre - og det kan ændre sig undervejs. Spørg derfor gerne, hvordan personen ønsker, at du forholder dig.
- vise omsorg gennem handling, fx ved at tilbyde praktisk hjælp, selskab, en gåtur eller ved at tage med til undersøgelser, hvis det ønskes. Tag gerne selv initiativ, men respekter et nej og prøv igen senere.
- være opmærksom på, hvordan graviditet og børn fylder i samtaler, og spørg gerne, hvordan personen ønsker at få nyheder om graviditet eller børn fortalt. For nogle kan det være svært at høre om andres graviditeter eller udfordringer med børn. Hjælp gerne med at skifte emne, hvis noget bliver for overvældende.
- have forståelse for, at fertilitetsbehandling kan være sårbart og krævende, og at både håb, frustration, sorg, bivirkninger og træthed kan fylde - også selvom det ikke altid bliver sagt højt.
Hvad du kan sige, og hvad du bør undgå at sige
Nedenfor finder du eksempler på formuleringer, der ofte opleves som hjælpsomme, og udsagn, som andre i fertilitetsbehandling har givet udtryk for kan være svære at høre.
Ja tak:
- ”Jeg ved ikke, hvordan det er at være dig, men jeg vil gerne prøve at forstå, hvordan du har det.”
- ”Har du lyst til at fortælle, så vil jeg gerne lytte.”
- ”Jeg er her, når du har lyst til at tale om det.”
- ”Jeg er ked af, at det ikke gik, som I håbede.”
- ”Det må være hårdt. Tak fordi du deler det med mig.”
- ”Vil du gerne tale om det, eller skal vi lave noget andet sammen?”
- ”Jeg er i tvivl om, hvordan jeg bedst støtter dig - vil du fortælle mig hvad du har brug for?
Nej tak:
- ”Hvis I tager på ferie og slapper af, så skal det nok komme.”
- ”Hvad med at købe en hund…?”
- ”Hvis du lader være med at tænke så meget på det, så sker det helt af sig selv.”
- ”Jeg tror altså, du stresser for meget.”
- “Du er da stadig ung, der er masser af tid.”
- “Det skal nok gå, bare tænk positivt.”
- “Hvis det ikke sker naturligt, er det måske ikke meningen.”
- ”Jeg er sikker på, det sker lige om lidt.”
- ”Jeg har hørt, at der er nogle særlige kosttilskud, der kan hjælpe.”
Husk!
Du behøver ikke sige det rigtige hele tiden. Det vigtigste er at vise, at du er der, lytter og tager den andens situation alvorligt.
Din omsorg og forståelse kan gøre en stor forskel.