Skip til primært indhold

Akutlægebil

Akutlægebil

Akutlægebilen Svendborg kører ud fra Svendborgs ambulancestation på Grønnemosevej.
De 112 opkald, som giver Sundhedsfaglig visitator på AMK Vagtcentral mistanke om alvorlig, akut sygdom eller ulykke med truende svigt af vitale organfunktioner hos patienten medfører, at akutlægebilen kører frem sammen med ambulancen. På stedet samarbejder sundhedsfaglig visitator med ambulanceredderne om vurdering, behandling og transport af patienten.

Akutlægebilen havde 1.436 kørsler i 2025 hvoraf 1.087 resulterede i patientkontakt. 
I gennemsnit over hele året, er Akutlægebilen 56 minutter på en opgave.

Der ud over kommer stand-by opgaver, når redningsberedskabet slukker større brande, politiaktioner som anholdelse af farlig gerningsmand, eftersøgninger og lignende. 

Akutlægebilens læge er desuden sundhedsfaglig back-up pr. telefon for ambulanceredderne, når de får opgaver, som ikke kræver lægebil på stedet.
Akutlægebilerne i Region Syddanmark har en central rolle ved store beredskabshændelser, hvor lægen som Indsatsleder (ISL) Sundhed indgår i indsatsledelsen sammen med ISL Politi og ISL Redningsberedskab – og ved behov for oprettelse af midlertidig behandlingsplads ved et stort skadessted, vil en ekstra akutbilslæge indtage rollen som leder af behandlingspladsen.

I 2025 var der tilknyttet 11 fastansatte læger til ordningen, samt 1-2 fase III uddannelseslæger (i hoveduddannelsens sidste halve år) og 3 eksterne vikarer fra Anæstesiologisk Intensiv Afdeling V. i Odense. 

I 2025 har Akutlægebilen Svendborg fået uddannet endnu en indsatsleder fra det omfattende tre ugers indsatsleder kursus i Tinglev. Således er 11 af Akutlægebilslægerne nu uddannet i tværfaglig indsatsledelse. To af lægerne fra Svendborg og to af de eksterne vikarer er ligeledes AMK læger.

Bilen bemandes af en anæstesilæge og en ambulanceredder, som enten er paramediciner eller ambulancebehandler med efteruddannelse målrettet funktionen på en akutlægebil. 

Bilens bemanding og udstyr er målrettet udøvelse af indledende intensiv terapi med henblik på hurtig understøttelse af livsvigtige organfunktioner som fx vejrtrækning uanset, hvor patienten måtte befinde sig: i hjemmet, udendørs eller i en ambulance.

De overordnede formål med akutlægebilernes indsats er:

At redde liv
At forbedre den syges/tilskadekomnes prognose
At lindre smerter
At afkorte sygdomsforløbet
At visitere hensigtsmæssigt
At anvende ressourcerne hensigtsmæssigt bl.a. ved at færdigbehandle på skadestedet.
At skabe tryghed hos borgerne ved bevidstheden om at kvalificeret hjælp kun er få minutter borte. 
 

APPFWU01V