Skip til primært indhold

Massage af mellemkødet før fødsel

Undersøgelser har vist, at regelmæssig massage af mellemkødet allerede fra graviditetsuge 35, kan nedsætte risikoen for større fødselsbristninger. På denne side kan du læse, hvordan massagen udføres.

For nogle gravide, kan tanken om, at man ved fødslen kan briste forneden og efterfølgende skal syes, fylde meget.

Heldigvis kan du selv gøre noget for at forebygge større fødselsbristninger, nemlig at massere mellemkødet allerede i graviditeten. Mellemkødet er det område af hud, der er mellem skedeåbningen og endetarmsåbningen. Undersøgelser har vist, at regelmæssig massage af mellemkødet allerede fra graviditetsuge 34-35, kan nedsætte risikoen for større fødselsbristninger og smerter i området efter fødslen. 

Massage af mellemkødet gøres med olie, f.eks. mandelolie eller koldpresset madolie (for eksempel olivenolie eller rapsolie).

Vær opmærksom på, at hvis du vælger at købe speciel olie til massage af mellemkødet, kan disse indeholde hormonforstyrrende stoffer og allergifremkaldende ingredienser såsom æteriske olier. Brug derfor kun produkter, der er Svanemærkede og bærer Astma-og-Allergiforbundets symbol.

Babyolier og almindelige massageolier kan ikke anbefales til massage af mellemkødet, da de kan indeholde ingredienser, der irriterer slimhinden i skeden.

Massagen udføres ved at:

  • Vask dine hænder og sæt eller læg dig til rette i en behagelig stilling. Du kan også stå med et ben oppe på en stol, eller du kan udføre massagen under bruseren.
  • Fordel lidt olie på dit mellemkød og dine fingre.
  • Før en eller to fingre (oftest lettest med tommelfingrene, når du selv masserer) cirka 5 cm ind i skeden og massér nedad mod endetarmsåbningen og ud mod siderne (U-formet bevægelse).
  • Massagen skal ikke være smertefuld, men du må gerne mærke at det strækker i vævet, og du vil muligvis opleve en varm/let brændende/sitrende fornemmelse i huden. Dette er helt normalt.
  • Med de andre fingre kan du massere mellemkødet udvendigt.
  • Massér i ca. 5 minutter med rolige bevægelser og gerne dagligt fra graviditetsuge 35

Massagen kan også udføres af en evt. partner, særligt hvis du har svært ved at slappe af.

Husk øvrigt også daglige knibeøvelser.

APPFWU01V