Brud på skulderdel af overarm
Du har brækket overarmen. Dit brud er et stabilt brud, hvor behandlingen er støtte med en bandage - en fikseret mitella.
Bruddet vokser oftest sammen i løbet af 2-3 måneder.
Genoptræningen foregår hjemme eller i kommunen.
Sådan gør du
De to første uger:
I de første to uger skal du bruge bandagen hele døgnet for at give skulderen ro. Den fikserede mitella sikrer at armen ligger tæt til kroppen.
Derfor skal du holde armen i ro i den fikserede mitella.
For at undgå hævelse og stivhed skal du bevæge håndled og fingrene hyppigt - knytte og strække fingrene, bøje og strække håndleddet samt vende og dreje hånden. Dette skal du gøre mange gange i timen. Du skal beholde den fikserede mitella på hele døgnet. Undlad at bruge fingerringe.
Efter 2 uger får du en tid i ambulatoriet. Afhængig af hvordan dit brud er, vil du få taget et røntgenbillede. Vi skifter til en løs bandage - collar'n cuff. Bandagen er mere behagelig at have på, og den må tages af i badet. Du må gerne medbringe en ren trøje til besøget.
Hjemmepleje
Vi kan allerede i skadestuen være behjælpelig med kontakt til den kommunale
hjemmepleje, såfremt vi sammen beslutter, du har brug for hjælp for at kunne klare dig derhjemme.

Forvent misfarvning af huden
Det er normalt, at huden omkring skulderen/overarmen bliver misfarvet. På grund af
blødning omkring bruddet bliver huden blålig og med tiden enten gul eller grøn. Misfarvningen kan strække sig ned til håndleddet og i nogle tilfælde ned til bækkenet. Blodansamlingen og misfarvningen forsvinder af sig selv i løbet af de første uger.
Forvent at have smerter
Du kan have smerter i den første tid, efter bruddet er sket. Du kan lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb; f.eks. Paracetamol. De værste smerter fortager sig efter 2-3 uger.
Du kan lindre smerterne med ispose (frosne ærter eller en pose frossen brun sæbe) - hvis du anbringer et stykke stof mellem hud og ispose, maks 20 min. ad gangen.
Søvn
Rigtig mange patienter får ondt, når de ligger ned de første uger. Det kan hjælpe, hvis du ligger lidt højt med overkroppen med en pude under hele overarmens længde - til at støtte, så der ikke vrides i skulderen.
Genoptræning
I starten vil du have vanskeligt ved at føre armen ud og opad. Derfor skal du starte med øvelser, som genoptræner bevægelsen i skulder og albue, der er blevet stive af at have siddet fastlåst i bandagen. Korrekt genoptræning er din bedste mulighed for et godt resultat. (Se øvelser nedenfor)
Vi laver en genoptræningsplan til dig, som vi sender til kommunen. I løbet af ca. 1 uge vil du blive indkaldt til træning ved den kommunale fysioterapeut. Du afsluttes herefter fra Ortopædkirurgisk Afdeling.
De færreste får en helt normalt fungerende skulder efter et brud. Som regel er der kun tale om beskedne gener, f.eks. stivhed i skulderen, der kan gøre det vanskeligt at løfte armene helt så højt som før. Nogle få bliver desværre ikke helt smertefri. Har du stadig mange smerter efter 3 måneder, skal du kontakte din praktiserende læge.
Øvelser:
Øvelserne kan i starten være forbundet med smerter. Brug gerne en varmepude på skulderen inden træning. Det lindrer og gør skulderen mere smidig at arbejde med. Tag eventuelt smertestillende medicin 30-45 min. før træning.
Gå langsomt frem. Øvelserne er vigtige for at genvinde normal brug af albue og skulder. Du kan stå op eller sidde på en stol, afhængig af din balance. Gør bevægelserne større og større for hver dag. Træn så langt ud i yderstillingerne som muligt. Øvelserne må ikke give direkte smerter, men det må gerne stramme og spænde.
Stræk og bøj i din albue. - Bevæg håndled op og ned og vend og drej. Sving armen som et pendul frem og tilbage - foran kroppen og langs siden. Udfør roterende bevægelser med armen/skulderen - "som at røre i en gryde". Bevægelserne skal laves både højre og venstre om. Udfør disse øvelser 3 gange
dagligt i ca. 10 min.
