Skip til primært indhold

Ny forskning i kroniske smerter og søvnløshed

Mere end en halv million danskere lider af kroniske smerter og søvnløshed, som forstærker hinanden. Det vil et nyt forskningsprojekt på Smertecenter Syd på OUH nu gøre noget ved.

Sovende kvinde

Forestil dig, at du har kroniske smerter. Du kan ikke sove for smerterne. Og den manglende søvn forstærker faktisk dine smerter. Det er virkeligheden for mere end en halv million danskere, som et nyt forskningsprojekt på Smertecenter Syd på OUH nu vil gøre noget ved.

- Vi ved, at søvnforstyrrelser øger følsomheden i smertesystemet og reducerer kroppens naturlige evne til at dæmpe smerten. Det er altså en ond cirkel, fortæller professor Henrik Bjarke Vægter fra SDU og Smertecenter Syd ved Anæstesiologisk Afdeling V på OUH

Han og forskningsenheden for Anæstesiologi og Smertecenter Syd på OUH har netop modtaget 6 millioner fra Sygeforsikringen Danmark til at forske i, hvordan forskellige behandlinger af søvnløshed kan påvirke og forhåbentligt lindre smerterne ved patienter med kroniske smerter.

- Både patienter med kroniske smerter og sundhedsvæsenet efterlyser effektive, tilgængelige og sikre behandlingsmuligheder. Vores studier har potentiale til at forbedre behandlingen af to byrdefulde folkesundhedsproblemer – kroniske smerter og søvnløshed

Læs mere om forskningsprojektet og de forskellige behandlingsmetoder, de afprøver:
Sov godt med kroniske smerter - nyhed på SDU.dk

Om søvnløshed - Insomni

  • Over halvdelen af patienter med kroniske smerter lider af søvnløshed.
  • Søvnløshed opleves som væsentlig årsag til lav fysisk og mental livskvalitet.
  • Søvnløshed er forbundet med øget risiko for diabetes, forhøjet blodtryk, overvægt, hjertekarsygdomme, slagtilfælde og tidlig død
  • Forskning viser, at søvnforstyrrelser kan ændre følsomheden i smertesystemet. Søvnløshed kan altså mindske smertetærsklen og medføre smerter.
APPFWU01V