Her er prisvinderne ved OUH’s Sygeplejesymposium 2026
Som vanligt blev der uddelt priser til tre projekter, der har skilt sig ud.
Torsdag den 1. oktober blev OUH’s årlige Sygeplejesymposium afholdt i Odense Congress Center. Over 200 sygeplejersker deltog på dagen, hvor temaet var ”Sygeplejen nu og i fremtiden”.
Dagen bød på en række sessioner med tid til drøftelser af undertemaerne faglighed, ansvarlighed og omsorg. Desuden bød programmet på en lang række faglige oplæg, samt et humoristisk indslag af journalist Anders Lund Madsen.
Endelig stod sygeplejefaglig direktør, Mathilde Schmidt-Petersen, for uddeling af symposiets tre priser: Forskningsprisen, Udviklingsprisen samt Forbedringsprisen. Læs mere herunder.
Vinder af Forskningsprisen
Marie Nedergaard Jeppesen fra H.C. Andersen Børne- og Ungehospital og hendes forskerkolleger modtager Årets Forskningspris 2026 for deres studie af hjemmebesøg hos børn og unge med type 1-diabetes i sårbare positioner.
De har undersøgt, hvordan vi skaber en bedre diabetesbehandling for børn og unge, som har svært ved at passe ind i hospitalets almindelige forløb.
Når behandlingen flytter ind i hjemmet, får de sundhedsprofessionelle en bedre forståelse af familiens hverdag, ressourcer og udfordringer. Det gør det muligt at tilpasse behandlingen mere realistisk til den enkelte familie.
Hjemmebesøgene kan dog også være krævende. Sygeplejersker, læger, socialrådgivere og psykologer kan blandt andet blive mødt af psykisk sygdom, misbrug og ustabile familieforhold.
Studiet viser derfor, at stærke diabetesfaglige kompetencer, supervision og tværfaglig støtte er afgørende. Det gælder både for familierne og for de medarbejdere, der kommer i hjemmene.
Projektet sætter samtidig fokus på en større dagsorden om nærhed og lighed i sundhed for nogle af de mest sårbare børn, unge og familier.
Stort tillykke til Marie og resten af forskergruppen!

Vinder af Udviklingsprisen
Maria Pedersen og Betina Vrist-Rønn fra Gynækologisk Obstetrisk Afdeling modtager sammen med Line Krogh Knudsen Årets Udviklingspris 2026 for arbejdet med en tværprofessionel studieenhed.
Her lærer kommende jordemødre, læger og sygeplejersker med, af og om hinanden i et miljø tæt på patienterne og den kliniske hverdag.
Deres projekt viser, at studerende tør deltage mere aktivt og bringe deres fagligheder i spil, når der er klare roller og tydelige rammer allerede fra studiestart. Samtidig kan patienter og pårørende bidrage med vigtig viden og være med til at skabe mere sammenhængende og trygge patientforløb.
Studieenheden har dermed skabt et læringsmiljø, der styrker både de studerendes samarbejdskompetencer og vejledernes pædagogiske praksis. Og så giver den et lille, men vigtigt billede af, hvordan vi ønsker at arbejde sammen på OUH.
Stort tillykke til Maria og Betina!

Vinder af Forbedringsprisen
Hvad kan et sengebord fortælle om den pleje, en patient modtager? Faktisk en hel del!
Klinisk sygeplejespecialist Trine Ladingkær modtager Årets Forbedringspris 2026 for projektet ”Hvad sengebordet fortalte – Når basal sygepleje svigter”.
Et kaotisk sengebord med medicin- og madrester kan skabe uro, hæmme patientens egenomsorg og udgøre en risiko for patientsikkerheden. Omvendt kan et ryddeligt og ordentligt sengebord være lige det, der er brug for. Derfor satte Trine og hendes kolleger fokus på patientens helt nære omgivelser.
Gennem fælles refleksion og billeder af sengeborde blev personalet mere bevidst om, hvordan omsorg, faglighed og ansvarlighed kommer til udtryk i de små, daglige handlinger. Et ”sengebordskorps” bestående af ti sygeplejersker har hjulpet med at fastholde og dele den nye praksis.
På den måde har selv et lille forbedringstiltag skabt grobund for mere orden omkring patienten, øget patientsikkerhed og større faglig stolthed blandt personalet 🤝 Projektet er et stærkt eksempel på, at det nære og basale er afgørende for, hvordan patienten oplever behandlingen.
Stort tillykke til Trine og hele sengebordskorpset!
