Skip til primært indhold

OUH lancerer ny innovationsstrategi: Sætter retning for fremtidens sundhedsløsninger

OUH's nye innovationsstrategi for 2024-2027 skal sikre, at OUH fokuserer på konkrete behov i klinikken og samtidig skaber en stærk innovationskultur, der understøtter medarbejdernes arbejde.

- Innovationsarbejdet er centralt for vores ambition om at være et hospital i verdensklasse. Med vores nye innovationsstrategi for 2024-2027 sikrer vi, at vi både fokuserer på konkrete behov i klinikken og på at skabe en stærk innovationskultur, der understøtter medarbejdernes arbejde.

Sådan forklarer lægelig direktør på OUH, Bjarne Dahler-Eriksen, ambitionerne, der ligger til grund for OUH's 3. innovationsstrategi, der blev lanceret på hospitalets årlige innovationsdag tirsdag d. 26. november 2024.

Seks indsatsområder

Strategien bygger på seks indsatsområder, der sætter klare mål og retning for, hvordan OUH ønsker at arbejde med innovation til gavn for patienter, pårørende og medarbejdere. Samtidig har strategien fokus på at løfte hospitalets arbejde med klinisk forankret innovation til nye højder.

De tre primære indsatsområder – 'behov', 'løsning' og 'implementering' – udgør grundpillerne i innovationsprocessen. Samtidig styrker strategien tre tværgående områder: 'kultur', 'kompetencer' og 'ledelse'. Disse elementer skal skabe et stærkt fundament for innovation på hele hospitalet og sikre, at nye løsninger kan udvikles og anvendes effektivt i praksis.

Tæt knyttet til MedTech-initiativ

Den nye innovationsstrategi for OUH kobler sig desuden tæt til det nyligt lancerede MedTech-initiativ, som også har til formål at styrke samarbejdet med virksomheder og forskningsmiljøer om behovsdrevne løsninger. Innovationschef på OUH Thomas Kristensen fremhæver, at strategien skaber en klar retning for OUH's rolle som innovationspartner:

- MedTech-samarbejdet giver os en unik platform til at udvikle løsninger i samarbejde med virksomheder og forskere. Strategien hjælper os med at skabe sammenhæng mellem de små, hverdagsnære idéer i klinikken og de større partnerskaber og dagsordener, vi indgår i,forklarer han.

Innovation skal være en del af driften

Et særligt fokus i strategien er at gøre innovationsarbejdet til en integreret del af driften.

- Innovation skal ikke kun handle om nye idéer, men også om at sikre høj kvalitet og effektiv ressourceudnyttelse. Vi har derfor et stærkt arbejdskraftfrigørende fokus, der skal skabe mere tid til patienterne,” tilføjer Bjarne Dahler-Eriksen.

Med den nye strategi håber OUH at styrke sin position som en central aktør i udviklingen af fremtidens sundhedsløsninger – til gavn for patienter, personale og det danske sundhedsvæsen som helhed.

Se OUH's Innovationsstrategi 2024-2027.

Forsiden af OUH's innovationsstrategi
APPFWU02V