Innovationsstrategi
OUH arbejder strategisk med innovation for at sikre udvikling og høj kvalitet i det kliniske arbejde. Innovation er med til at gøre os klar til fremtidens sundhedsvæsen og de kommende nye rammer for både Odense Universitetshospital og Svendborg Sygehus.
En strategisk tilgang til innovation understøtter hverdagsinnovation, og forbereder hospitalet på de udfordringer, som vi ved, fremtiden byder på.
En strategisk innovationsindsats forbedrer samspillet mellem patienter, pårørende og personale samt metoder og arbejdsgange på hospitalet.
OUH’s strategiske indsats på innovationsområdet er beskrevet i vores innovationsstrategi, og understøttes af innovationsrådet, innovationspuljen, vores model for innovationsprocessen og vores årlige innovationsdag.
Innovationsstrategien har seks indsatsområder, der hver især tegner retning og sætter mål for, hvordan OUH ønsker at fokusere kræfterne inden for innovation.
De tre primære indsatsområder behov, løsning og implementering udgør vigtige trin i innovationsprocessen. Strategien understøtter desuden innovation på OUH ved at styrke tre tværgående indsatsområder, som er afgørende for succesfulde innovationsprocesser. Det drejer sig om en styrket innovativ kultur, stærkere kompetencer inden for innovation samt større forankring af innovationsarbejdet hos ledelsen. Disse tværgående indsatsområder skal bidrage til at skabe et stærkt fundament for innovation på hele hospitalet og sikre sammenhængende og effektivt innovationsarbejde – til gavn for både patienter, pårørende og organisation.
Læs OUH's Innovationsstrategi 2024-2027.
OUH samarbejder om innovation på tværs af region, kommune, praktiserende læger og det private erhvervsliv – altid med patienter, pårørende og personale som omdrejningspunkt.