Skip til primært indhold

Forskere fra OUH producerer gensplejsede celler i klinisk skala til avanceret kræftbehandling

Forskere fra Klinisk Immunologisk afdeling på OUH "høstede" de første ’hjemmelavede’ celler til avanceret kræftbehandling.

Fredag den 4. marts 2022 ’høstede’ forskere fra Klinisk Immunologisk afdeling på OUH de første ’hjemmelavede’ celler til avanceret kræftbehandling.
Det drejer sig om såkaldte CAR-T-celler, som ved gensplejsning udrustes med en kunstig receptor, som gør at de kan genkende kræftceller, når de indgives til patienten.

Dermed er en vigtig milepæl nået for Eliteforskningscenteret CITCO, der blev etableret i 2020 som et tæt parløb mellem Klinisk Immunologisk afdeling og Hæmatologisk afdeling.

Målet er at introducere avanceret kræftbehandling på OUH med CAR-T celler, som er en ny meget lovende behandling af ellers uhelbredelig lymfe- og blodkræft.

- At vi nu er nået dertil, hvor vi er i stand til at producere CAR-T celler i en klinisk relevant skala, er en afgørende milepæl i vores bestræbelser på at bringe egenudviklede CAR-T celler frem til klinisk afprøvning i patienter med hæmatologiske kræftsygdomme, udtaler Thomas Stauffer Larsen, som er specialeansvarlig overlæge på Hæmatologisk afdeling på OUH. 

Region Syddanmark og OUH har investeret i et avanceret renrumslaboratorium på Stærmosegårdsvej i Odense til fremstilling af disse livredende lægemidler.

Nu kan CITCO arbejde videre for at opnå de nødvendige myndighedsgodkendelser, så behandlingen kan gøres tilgængelig for patienterne i kliniske forsøg. 

 

Fra venstre: Anne Trommelholt Holm, Louise Midtgaaard (Miltenyi Biotec), Heidi Holmsted Gjersen, Henrik Møller Thomsen (Miltenyi Biotec), Mette Stæhr.
Først CAR-T produkt færdiglavet på Klinisk Immunologisk afdelingsrenrumslaboratorium på Stærmosegårdsvej i Odense. 

Fra venstre: Anne Trommelholt Holm, Louise Midtgaaard (Miltenyi Biotec), Heidi Holmsted Gjersen, Henrik Møller Thomsen (Miltenyi Biotec), Mette Stæhr. 

 

 

 

 

APPFWU01V