Tværsektorielt samarbejde gav mere sikre og trygge udskrivelsesforløb
I år er vi 75.000 flere danskere over 80 år end i 2019. Det er dejligt, men det øger også behovet for sundhedsydelser og gode relationer mellem de myndigheder, der tager sig af én.
Geriatrisk Afdeling og Medicinsk Afdeling M/FAM på Svendborg Sygehus, Svendborg Kommune og Faaborg-Midtfyn Kommune har derfor arbejdet tæt sammen om at skabe sammenhængende forløb omkring den ”Den gode og trygge udskrivelse.” Det var samtidig også overskriften for samarbejdet.
Og det gav pote at grave sig ned i arbejdsgangene i det tværsektorielle samarbejde. Blandt andet er vi nu begyndt at bruge de samme tjeklister for hvad der skal være på plads ved udskrivelser, og vi har systematiseret vores plejeforløbsplaner.
Patienterne er mere tilfredse og de kolleger i kommunen, som skal bruge hospitalets plejeforløbsplaner vurderer, at planen er lettere at anvende, hvilket frigør tid til andre opgaver – helt præcist 3½ time pr. udskrivelse, når man lægger den sparede tid i på sygehuset og i kommunen sammen. Og samtidig udviklede vi arbejdsgange, der gav en bedre inddragelse af de pårørende.