Skip til primært indhold

Første patient får behandling i stort stamcelleprojekt på OUH

Første patient har fået behandling i et stort stamcelleprojekt på OUH, som afprøver forskellige stamcelle-behandlinger til patienter med perianale fistler. Forskerne vil bl.a. undersøge, om man får størst succes ved at bruge stamceller fra patientens eget fedtvæv, eller om man kan bruge donorceller fra raske patienter.

Overlæge Karam Sørensen, Kirurgisk Afdeling, og Ditte Caroline Andersen, som er professor i Regenerativ Medicin på afd. for Blodprøver og Biokemi på OUH/SDU

Overlæge Karam Sørensen, Kirurgisk Afdeling, og Ditte Caroline Andersen, som er professor i Regenerativ Medicin på afd. for Blodprøver og Biokemi på OUH/SDU

Kan vi med stamcellebehandling effektivt hjælpe patienter med perianale fistler af med den smertefulde lidelse, som har mange og typisk langvarige konsekvenser for dem?

Det tyder de første forskningsresultater på, og derfor har den første patient netop fået en helt ny behandling på OUH:

Her bliver to forskellige stamcellebehandlinger prøvet af mod perianale fistler, som de fleste patienter får som komplikation til en byld ved endetarmsåbningen eller som følge af kronisk tarmbetændelse.

- Perianale fistler er en meget smertefuld lidelse, som rammer yngre aldersgrupper, og som indtil nu har været meget svær at behandle kirurgisk. Det kræver ofte gentagne operationer med risiko for skader på lukkemusklen, nogle får gentagne bylder og fistler med risiko for skade af lukkemusklen, fortæller overlæge Karam Sørensen på Kirurgisk Afdeling og fortsætter:

- Ved stamcellebehandlingen renser vi kun minimalt i fistlen uden at gøre noget ved lukkemusklen, men lukker forbindelsen til tarmen og indsprøjter så både mikrofedt og stamceller fra fedtvævet i væggen af fistlen, så stamcellerne hjælper fistlen til at hele op og lukke sig. 

5ml sprøjte med millioner af stamceller klar til injektion

5ml sprøjte med millioner af stamceller klar til injektion

Cytori Cellution System: avanceret stamcelle isolation fra fedtvæv

Cytori Cellution System: avanceret stamcelle isolation fra fedtvæv

Flydende fedt (lipoaspirat) under fedtsugning, opsamlet i steril beholder.

Flydende fedt (lipoaspirat) under fedtsugning, opsamlet i steril beholder.

Fedtsugning til steril beholder

Fedtsugning til steril beholder

Lipoaspirat klar til injektion og videresendelse til stamcelle isolation

Lipoaspirat klar til injektion og videresendelse til stamcelle isolation

Stamceller kræver helt særlig ekspertise

Stamcellebehandling kræver en helt særlig ekspertise, som OUH er blandt de få steder i verden, der kan byde ind med. Derfor er behandlingerne også fortsat eksperimentelle og en del af et stort forskningsprojekt, hvor forskerne på OUH vil undersøge, om man får størst succes ved at bruge stamceller fra patientens eget fedtvæv, eller om man kan bruge donorceller fra raske patienter. 

- Når vi bruger donorceller, kan vi isolere større mængder af stamceller i laboratoriet på forhånd og have dem klar i fryseren, så vi kan behandle patienterne både hurtigere og billigere. Det er et vigtigt parameter i forhold til stamcellebehandling, som fortsat er en dyr og ekspertisekrævende behandling, fortæller Ditte Caroline Andersen, som er professor i Regenerativ Medicin på afd. for Blodprøver og Biokemi på OUH/SDU.

Ved begge behandlinger indsprøjtes der i patienter der lider af (ikke-Crohn) kronisk endetarmsfistel en kombination at mikrofedt og stamceller, da den kombination i forskningsteamets tidligere studier har givet gode resultater med en helberedelse på 75%. 

Du kan læse mere om forskningsprojektet på projektets hjemmeside: https://www.sdu.dk/en/ouh-cell-bench og i den tidligere nyhed på SDU’s hjemmeside: Stamceller fra fedt til behandling af fistler ved endetarmsåbningen

APPFWU02V