Skip til primært indhold

Svendborg Sygehus er Danmarks bedste mindre hospital

Fagbladet Dagens Medicin har kåret Svendborg Sygehus som Danmarks bedste mindre hospital ud fra nøgletal om patienttilfredshed og kvalitet i behandlingen.

Svendborg Sygehus
Svendborg Sygehus

- Jeg bliver ærligt talt stolt over den her anerkendelse. Der er i øjeblikket stor fokus på det kommende universitetshospital i Odense, men Svendborg Sygehus er på alle måder også et hospital i udvikling. Vi bygger flere operationsstuer og udvider den ambulante aktivitet, så kåringen er en fantastisk anerkendelse af vores medarbejderes faglighed, omhyggelighed og engagement, siger Niels Nørgaard Pedersen, administrerende sygehusdirektør på OUH.

Fagbladet giver Svendborg Sygehus 94 ud af 100 mulige point, lige et halvt point mere end det næstbedste hospital i kategorien. Kåringen er baseret på en gennemgang af 8 konkrete behandlingsområder, men sygeplejefaglig direktør Mathilde Schmidt-Petersen betegner det som en gruppeindsats:

- Vi fejrer det som et samlet sygehus, ja faktisk som et samlet OUH. Vi samler så mange af vores medarbejdere som muligt i Svendborg og fejrer det sammen med patienter og pårørende, men markerer det også på hospitalerne i Odense, Nyborg og på Ærø. Vi ser på tværs af vores sygehuse, når vi sammensætter det bedst mulige tilbud til patienterne. Vi har specialfunktioner på ét sygehus, suppleret med nære tilbud til de kontroller og behandlinger, der kræver flere besøg.

Derfor vinder Svendborg Sygehus i kategorien små hospitaler

Hospitalet vinder på grund af en generelt høj behandlingskvalitet på de otte områder, som Dagens Medicin vurderer små sygehuse på i 2024: Intensiv behandling, anæstesi, hjertesvigt, KOL, astma, fødsler, leddegigt, rygsøjlegigt.

I alt scorer sygehuset på behandlingskvaliteten 94,0 indekspoint ud af 100 mulige, efterfulgt af Aalborg Universitetshospital, Thisted, med 93,5 indekspoint.

I forhold til patienttilfredshed, der tæller 10 pct af vurderingen., får hospitalet en delt 16. plads i patienttilfredshed ud af 31.

Læs mere på DagensMedicin.dk

APPFWU01V