Patienter med hudsygdomme skal sikres en hurtigere vej til hjælp
Hudafdelingen på OUH fik i august grønt lys fra et enigt regionsråd i Region Syddanmark til at afprøve en ny henvisningspraksis, som i sidste ende vil spare ventetid for patienten og sikre mindre administration hos almen praksis.
På OUH arbejdes der kontinuerligt på at forbedre patientforløbene på bedst mulige vis på mange måder. På Hudafdeling I har man i august fået godkendt et forsøg, som vil forløbe over de næste par år og potentielt kan gavne op til 700 patienter om året.
Hudafdelingen har fået ok fra Regionsrådet til at henvise patienter efter endt forløb på hospitalet direkte til hudlæger i stedet for, at patienten skal forbi almen praktiserende læge, som herefter skal henvise videre til hudlægen.
Alle parter får gavn af ny praksis
Cheflæge Sigurd Broesby-Olsen på Hudafdeling I fremhæver, at alle partnere får gavn af den nye henvisningspraksis; - Vi er så glade for, at Regionsrådet har givet grønt lys til, at vi kan afprøve denne nye henvisningspraksis, fordi som vi ser det, så nyder alle partnere godt af det. Han fortsætter; - Forløbet vil sikre, at patienten får et hurtigere forløb, almen praksis undgår for meget administration ved at skulle videresende patienten samt vi sikrer os, at vi får overgivet patienten til de læger, som i sidste ende skal håndtere den fremtidige behandling eller kontrol af patienten.
Med Regionsrådets anbefaling mangler man kun at forsøgsordningen godkendes af Indenrigs- og Sundhedsministeriet, da den kræver en dispensation fra Sundhedsloven.
Fokus på patientforløb og henvisninger
Hudafdelingen I har kontinuerlig fokus på patientforløbene og at sikre færre afviste henvisninger ifølge Sigurd Broesby-Olsen, som afslutningsvis forklarer; -At sikre patientforløb er en fælles opgave, og en opgave som vi arbejder med kontinuerligt. Det samme gør sig gældende med afviste henvisninger. Men det kræver samarbejde fra begge sider, og vi håber, at vi med tiden i fællesskab kan få bedre patientforløb og færre afviste henvisninger, således patienterne ikke oplever forsinkelser i deres behandling.
Læs mere om forslaget om den nye henvisningspraksis her i artiklen fra Fyens Stifttidende; https://fyens.dk/fyn/pilotprojekt-skal-give-hurtigere-hjaelp-til-hudpatienter-sund-fornuft-siger-regionsraadsformand
Læs også mere her i den korte nyhed fra Hudafdeling I vedrørende dermatologiske retningslinjer.