PolyCystisk OvarieSyndrom. Information om PCOS
Endokrinologisk afd. M og Gynækologisk Obstetrisk afd. D
PCOS er en hyppig hormonel forstyrrelse, som ses hos 5-10% af kvinder i fødedygtig alder. Der findes ikke noget dansk navn for tilstanden.
Forkortelsen PCOS står for PolyCystisk OvarieSyndrom (polycystisk = mange blærer, ovarie = æggestok). Ved ordet syndrom forstås en samling af symptomer, som er til stede på samme tid.
Diagnose
Sammenhængen mellem polycystiske æggestokke og hormonforstyrrelser blev oprindeligt beskrevet i 1935, men først i 2003 blev man enige om fælles, gældende kriterier for definitionen af PCOS:
uregelmæssige menstruationer/ingen ægløsning, forhøjet mandligt kønshormon (testosteron) og/eller øget mandlig hårvækst (hirsutisme), samt polycystiske æggestokke ved ultralydsskanning.
Kun to ud af disse tre kriterier skal være opfyldt for, at man kan siges at have PCOS. Således kan symptomerne på PCOS variere meget fra person til person. Andre hormonsygdomme skal være udelukket, før man kan få diagnosen PCOS.
Måling af ægløsning
Kvinder med uregelmæssige menstruationer har ikke regelmæssig ægløsning. Således opfyldes kriteriet, hvis cyklus er længere end 35 dage. Ved regelmæssig cyklus kan man måle et hormon i blodet (progesteron) i slutningen af cyklus for at undersøge, om der har været ægløsning.
Forhøjet testosteron/øget hårvækst
Testosteron måles i blodet og kræver, at man ikke tager fx p-piller mindst 3 måneder før undersøgelsen. Hormonprøven tages på cyklusdag 2-9, talt efter menstruationens første dag. Ved PCOS ses ofte normale testosteronkoncentrationer, og der er dårlig sammenhæng mellem niveauet af testosteron og symptomer.
Øget hårvækst af mandlig type kaldes hirsutisme og er et tegn på øget aktivitet af mandligt hormon lokalt i hårsækken. Kvinder er meget følsomme over for testosteron, og skægvækst kan ses ved normale testosteronværdier. Hyppigst ses skægvækst i ansigtet, lidt sjældnere hårvækst fra navlen og ned mod skambenet, hår på indersiden af lårene eller på brystet. Sjældent ses hårtab på hovedet med fx høje tindinger.
Polycystiske æggestokke (PCO)
Ved ultralydsskanning ses mere end 20 cyster på 2-5 mm i en eller begge æggestokke. Det er ikke egentlige cyster, men ægblærer, der ses. Æggestokken er oftest forstørret, og cysterne ligger som en perlekæde under overfladen af æggestokken. Skanningen foregår oftest gennem skeden, men kan i nogle tilfælde foretages udefra. Cyster på æggestokkene er ikke nødvendigvis forbundet med sygdom og kan også ses hos kvinder uden hormonforstyrrelser.
Symptomer
Symptomerne på PCOS varierer meget fra patient til patient og kan også variere over tid hos den enkelte patient, fx ved ændret livsstil. Oftest debuterer symptomerne ved puberteten og er til stede i varierende sværhedsgrad indtil overgangsalderen.
Hyppige symptomer omfatter:-
Uregelmæssige eller helt udeblevne menstruationer.
Regelmæssige, men kraftige menstruationer.
- Overvægt med tendens til æbleformet kropsbygning
- Øget hårvækst af mandlig type, dvs. skægvækst
- Tendens til uren hud- Uhonoreret graviditetsønske
Hvad er årsagen til PCOS?
PCOS skyldes formentlig et samspil mellem arvelige faktorer og miljømæssige påvirkninger. Ved PCOS ses en arvelig tendens til insulinresistens og højt insulinniveau, hvilket kan medvirke til hormonforstyrrelser, når man udsættes for forskellige miljøpåvirkninger både i fosterlivet og gennem opvækst/pubertet.
Insulinresistens og PCOS
Insulin dannes i bugspytkirtlen og er nødvendigt for transport af sukker fra blodet ind i kroppens celler. Ved insulinresistens har musklerne en nedsat følsomhed over for insulin. Som kompensation danner bugspytkirtlen en øget mængde insulin for at sikre, at sukkeret alligevel optages. En langvarig høj insulinproduktion kan udtrætte de insulinproducerende celler, så der ikke er tilstrækkeligt insulin til at opretholde et normalt blodsukker niveau, hvilket kan føre til udvikling af type 2 diabetes.
Betydningen af høj insulin-koncentration ved PCOS:-
Øget frit testosteron og dermed flere symptomer på PCOS. Stimulation af æggestokkens produktion af mandligt hormon. Øget risiko for åreforkalkning. Øget risiko for at udvikle diabetes. Karakteristisk æbleformet kropsbygning
Et højt niveau af fastende insulin er en god markør for insulinresistens - værdien kan dog variere med op til 50% fra dag til dag hos det samme individ. Personer med normalt fastende insulin kan godt være insulinresistente. Undersøgelser har vist, at æbleformet kropsbygning er en vigtig markør for insulinresistens. I praksis kan man få et indtryk af mavefedme ved at måle livvidden (taljemål). I forskningsprojekter kan man bestemme insulinresistens helt præcist ved at måle den insulinstimulerede sukkerforbrænding. Da metoden er besværlig, tidskrævende og dyr, kan den ikke bruges i den kliniske hverdag.
Mandlige hormoner (testosteron)
Testosteron findes i en fri og en bundet del. Ved PCOS ses oftest et højt niveau af frit testosteron på grund af lav koncentration af testosteronbindingshormon (SHBG), mens den totale testosteronkoncentration er normal eller kun lidt forhøjet.
Overvægt og PCOS
Over 70% af kvinder med PCOS er overvægtige. Ved overvægt ses forværring af insulinresistens og dermed mere udtalte symptomer på hormonforstyrrelser. Oftest bedres symptomerne på PCOS markant ved vægttab. Også normalvægtige kvinder med PCOS er ofte insulinresistente og har tendens til ophobning af fedt omkring maven. Denne undergruppe af kvinder kan derfor også have stor gavn af motion og diæt.
Langtidsrisiko ved PCOS
Ved PCOS ses en øget risiko for udvikling af diabetes, men kun få studier har fulgt PCOS-patienter gennem længere tid. Manglende afstødning af livmoderslimhinden kan forårsage livmoderkræft. Hvis man har meget lang tid mellem menstruationerne eller helt ophørt menstruation, er behandling, der sikrer en regelmæssig afstødning af slimhinden, nødvendig. Fedtet omkring tarmene frigiver hormoner og fedtstoffer, som øger risikoen for udvikling af diabetes, højt blodtryk og åreforkalkning.
Behandlingsmuligheder ved PCOS
Der findes mange behandlingsmuligheder, som kan mindske symptomerne på PCOS. Da samspillet mellem overvægt og insulinresistens er centralt for de fleste kvinders symptomer, er bedret insulinfølsomhed blevet et vigtigt element i behandlingen. Dette kan opnås ved vægttab, motion eller medicinsk behandling.
Vægttab og motion
Ved både vægttab og motion øges musklernes følsomhed over for insulin. Dette har mange gavnlige effekter:
- Nedsat testosteronniveau
- Mindre udtalt hårvækst
- Mere regelmæssig ægløsning
- Nedsat risiko for diabetes og åreforkalkning
- Bedre muligheder for at opnå graviditet
- Øget velvære
Undersøgelser tyder entydigt på, at det er selve vægttabet, som har sammenhæng med hormonforstyrrelser, mens den anvendte metode er af mindre betydning. Det vil derfor være et godt udgangspunkt at følge de almindelige kostråd om at spise grønt, fiberrigt og fedtfattigt. Metformin (Glucophage, Metformin) øger insulinfølsomheden, og dermed ses de samme positive effekter på hormonbalancen som ved vægttab og motion. Metformin øger chancen for graviditet.
Graviditet
Indikationen for at bruge metformin under graviditeten er endnu ikke afklaret. Imod behandling taler, at metformin kan nedsætte optagelsen af flere vitaminer og folat fra tarmen, og at der dermed er øget risiko for fosterskade. Før der foreligger flere resultater fra undersøgelser om metforminbehandling i graviditeten, må brugen frarådes.
Bivirkninger
For at undgå bivirkninger tages pillerne i forbindelse med et måltid, og der startes med en lille dosis, som gradvist øges. Trods disse forholdsregler oplever en lille del af de behandlede patienter stadig generende bivirkninger. Hyppige bivirkninger ved metformin kan omfatte appetitløshed, kvalme, opkastning, diarré og en metallisk smag i munden.
Behandling af øget hårvækst (hirsutisme)
Hirsutisme opstår, når aktiviteten af testosteron i hårsækkene er høj, og kan derfor behandles med midler, der hæmmer testosteron, såsom P-piller, metformin, vægttab og motion. Effekten af behandlingen kan først vurderes efter mindst ½ år, da kun nyvoksende hår hæmmes. Ofte vil der være en opblussen af hårvækst, når/hvis behandlingen stopper. Alle typer kosmetisk behandling bør altid kombineres med testosteronhæmmende behandling, da hårene ellers meget hurtigt vokser frem igen!
P-piller
Alle p-pillemærker hæmmer testosteron næsten fuldstændigt, og p-piller er derfor den mest effektive behandling ved hirsutisme. Der findes enkelte p-pillemærker, som har en mere direkte hæmmende effekt på mandligt hormon (f.eks. Yasmin, Yasminelle, Yaz og Diane Mite). Disse præparater kan bruges ved svært øget hårvækst eller ved manglende effekt af almindelige p-piller.
Metformin, motion og vægttab hæmmer testosteron og dermed hårvækst. Effekten er dog mindre end ved behandling med p-piller.
Kosmetisk behandling
Kosmetisk behandling bør kombineres med testosteronhæmmende behandling for at opnå en mere varig effekt. Der er mange behandlingsmuligheder, og den optimale behandling afhænger af hårtype og økonomi. I nogle regioner er det muligt at få tilskud til kosmetisk behandling i ansigtet. Man skal være indstillet på en vis egenbetaling samt at der ikke ydes tilskud til behandling på den øvrige del af kroppen og til vedligeholdelsesbehandling.
Behandling af uregelmæssige/manglende menstruationerI nogle tilfælde er det vigtigt at have et vist antal menstruationer for at sikre afstødning af livmoderslimhinden regelmæssigt og undgå udvikling af livmoderkræft. Der er flere forskellige muligheder for at opnå menstruation: P-piller, vægttab og motion, metformin, cyklisk gestagen, hormonspiral.
PCOS og graviditet
Ved manglende/uregelmæssige ægløsninger kan behandling hos en gynækolog være nødvendig for at opnå graviditet. Kvinder med PCOS kan derfor henvises til en gynækolog/fertilitetsklinik for at blive undersøgt og behandlet. Behandlingen skal følges tæt, da der er risiko for samtidig modning af for mange ægceller. Stimulation af æggestokkene er derfor en specialistopgave, som foregår under nøje kontrol af æggestokkene ved hjælp af jævnlige ultralydsscanninger. Resultatet af hormonbehandling kan forbedres ved at kombinere behandlingen med metformin.
Patientforening for kvinder med PCOS: Søg på: www.pcoinfo.dk.