Forstørret nyrebækken
Forstørret nyrebækken hos fostret
Allerede i fostertilstanden producerer nyrerne urin. Efter uge 16 er det nyrerne, der danner halvdelen af fostervandet. Urinen samles i nyrebækkenet og ledes via urinlederne ned i fostrets blære, hvorfra fostret tisser urinen ud i fostervandet. Det er kun sjældent, at man ved 1.trimesterscanningen kan se forandringer på nyrerne eller i fostervandsmængden. Ved 2.trimesterscanning undersøger vi fosteret for misdannelser, herunder også dets nyrer og urinveje, og kan bl.a. se, om der er et forstørret nyrebækken.
Se tegningen "Nyrer og urinveje

Betydningen af forstørret nyrebækken
Forstørret nyrebækken ses hos omkring 1-2% af alle fostre, og er således ikke ualmindeligt. I langt de fleste tilfælde er det uden betydning, at nyrebækkenet på den ene nyre er forstørret, og tilstanden vil forsvinde af sig selv i løbet af graviditeten eller efter fødslen. I sjældne tilfælde kan der dog være store mængder urin ophobet i nyrebækkenet, og det kan give et øget tryk på nyrevævet og hæmme dets udvikling.
Hvis det kun er den ene nyre, der har forstørret nyrebækken, har det ingen betydning for den samlede nyrefunktion. Drejer det sig derimod om forstørrede nyrebækkener på begge sider, kan barnets samlede nyrefunktion være påvirket, hvilket kræver ekstra kontroller og evt. observation.
Kontroller i graviditeten
Hvis vi finder at fosteret har forstørret nyrebækken, vil du få tilbudt en kontrolscanning i graviditetsuge 32. Her vil man hos de fleste se, at nyrebækkenet har normaliseret sig, og at der ikke er grund til yderligere kontrol.
Hos nogle vil der fortsat være et lidt forstørret nyrebækken, og hos enkelte vil det være tiltaget i størrelse.
Hvis vi ved kontrolscanningen i graviditetsugen 32 finder, at nyrebækkenet fortsat er forstørret, tilbyder vi endnu en kontrolscanning hos en af vores ultralydslæger nogle uger senere.
Vedvarende forstørret nyrebækken
Hvis der ved flere kontrolscanninger ses forstørret nyrebækken, kan årsagen være tilbageløb (refluks).
Ved refluks løber urinen fra blæren op i urinlederen, når barnet tisser, og der kommer derfor en ophobning af urin i nyrebækkenet. De fleste børn vokser sig fra dette.

En anden årsag til vedvarende forstørret nyrebækken kan være en forsnævring i afløbet fra nyrebækkenet. Forsnævringen kan sidde flere steder, men hyppigst ses det ved overgangen mellem nyrebækken og urinleder eller hvor urinlederen løber ind i blæren.
Tilbud efter fødslen
Hvis der har været vedvarende forstørret nyrebækken hos fostret i graviditeten, vil du blive tilbudt en scanning af barnets nyre omkring 10 dag efter fødslen. Ofte vil scanningen vise helt normale forhold, men der fortsat er forstørret nyrebækken efter fødslen, vil barnet blive fulgt yderligere.
Et barn med forstørret nyrebækken kan have øget risiko for urinvejsinfektion, og da gentagne urinvejsinfektioner kan give skade på nyrerne, skal barnet følges med kontroller efter fødslen.
Urinvejsinfektioner kan behandles med antibiotika, og derved kan nyreskader forhindres.
I sjældne tilfælde kan der blive tale om operation. Hvis det bliver tilfældet, vil I blive grundigt informeret, og alle behandlingsmuligheder vil blive drøftet med jer.
I langt de fleste tilfælde, også hvor nyrebækkenet er meget stort, er operation dog ikke nødvendigt, og I vil blot blive tilbudt kontrol for at følge, at barnets nyrer udvikler sig normalt.