Skip til primært indhold

Kristian Stærk er OUH's finalist i Et Sundere Syddanmark 2022

Er tranebær virkelig så godt mod blærebetændelse, som vi går og tror? Det vil læge og forsker Kristian Stærk fra forskningsenheden på Klinisk Mikrobiologisk Afdeling på OUH og Klinisk Institut, Syddansk Universitet finde ud af.

Læge og forsker Kristian Stærk

Kristian Stærk er blevet udvalgt til at være OUH’s kandidat i forskningskonkurrencen Et Sundere Syddanmark 2022, hvor Region Syddanmarks hospitaler dyster om at vinde en million kroner. Her deltager han med sit forskningsprojekt, der vil undersøge, om tranebær virkelig så godt mod blærebetændelse, som vi går og tror? 

En folkesygdom, der kan give alvorlige følger 

Men er der ikke mere alvorlige sygdomme, som man hellere skulle forske i? Det er der nok nogen, der spørger sig selv. Men Kristian mener, at der er rigtig god grund til at forske i netop blærebetændelse;

- Blærebetændelse er en folkesygdom, som rigtig mange har oplevet at have og for nogle, der udvikler det sig til en kronisk tilstand. For at slå infektionen ned bruger man antibiotika, men det er med til at øge den stigende antibiotikaresistens, som vi oplever over hele kloden og truer sundhedssystemet, siger Kristian Stærk, og fortsætter:

- Derudover er der måske ikke så mange som ved det, men selvom blærebetændelse ofte anses som en banal sygdom, så er den faktisk også den hyppigste årsag til blodforgiftning og medfører årligt ca. 3000 dødsfald i Danmark. Det er derfor afgørende, at vi får undersøgt forebyggende behandlinger såsom tranebær. Jeg er naturligvis rigtig stolt af at blive indstillet til Et Sundere Syddanmark 2022 konkurrencen og dermed kunne sætte mere fokus på blærebetændelse.

Patienter og pårørende skal med i forskningsprocessen

Et Sundere Syddanmark konkurrencen har fokus på at få inddraget patienter og pårørende i forskningsprocessen. Dette har Kristian og hans forskerkollegaer allerede gjort, da han har inddraget patienter og pårørende i selve udformningen af projektet. Derudover har han planer om at inddrage patienter og pårørende i projektet, såfremt han vinder.

Et Sundere Syddanmark

Et Sundere Syddanmark 2022 vil blive afviklet i løbet af foråret, hvor vinderen kåres ved et finaleshow i Vidensbyen i Cortex Park i Odense den 18. maj. Showet bliver sendt direkte på TV SYD og TV 2 FYN.

Læs mere om de øvrige forskningsprojekter, der er med i konkurrencen.
 
Se også TV indslaget om de udvalgte finalister i Et Sundere Syddanmark
 

Bag om blærebetændelse

Eller læs mere om forskningsprojektet i blærebetændelse på forskergruppens hjemmeside: Bag om blærebetændelse
 

APPFWU01V