Skip til primært indhold

Operation af nedgroet negl

Du skal have opereret en nedgroet negl. En nedgroet negl kan være øm og irriteret, og der kan gå betændelse i den. Ved operationen fjerner vi den del af neglen, der generer dig. Vi gør også neglen lidt smallere. Det aflaster neglen, så den bliver mindre irriteret.

Sådan forbereder du dig

Det er vigtigt, at du forbereder dig inden operationen. Kontakt os altid, hvis du har spørgsmål.

Rygning

Hvis du ryger, anbefaler vi, at du stopper mindst 6 uger før operationen. Så heler såret bedre.

Hold tåen ren

Du må ikke have sår på tåen eller rødme, der breder sig op ad den. Hvis du har tegn på betændelse på kanten af neglen, skal du vaske tåen med rent vand hver dag helt frem til operationen.

Fodtøj

På grund af forbindingen kan du ikke have almindelige sko på lige efter operationen. Tag derfor et par klipklappere eller badesandaler med på operationsdagen.

Pårørende

Hvis du ønsker det, må du gerne have en pårørende med ind på operationsstuen.

Telefon

Du må gerne tage din mobil og høretelefoner med og bruge dem under operationen.

 

Medicin

Inden operationen skal du købe Pinex 500 mg og Ipren 200 mg. Hvis du ikke tåler Ipren, aftaler vi anden smertestillende medicin med dig.

Sygemelding

Hvor længe du skal være sygemeldt, afhænger af dit arbejde. Har du stillesiddende arbejde eller går du i skole, kan du ofte starte igen efter 3-4 dage. Har du fysisk arbejde eller arbejde, hvor du går meget, er du først tilbage efter 2-4 uger. Vi taler med dig om den forventede sygemelding.

Sørg for transport hjem

Du må ikke selv køre hjem, så du skal sørge for, at nogen henter dig på sygehuset eller tage offentlig transport hjem.

Vi anbefaler, at du ikke kører bil før efter 1 uge.

Varighed

Operationen foregår uden, at du bliver indlagt, og du kan tage hjem samme dag. Fra du kommer, til du går hjem, går der typisk 3 timer.

På sygehuset

Når du er på sygehuset, forsøger vi at holde dig og dine pårørende godt informeret. Du er altid velkommen til at stille spørgsmål.

Før operationen

Du taler med kirurgen før operationen. Hvis du ønsker det, må en pårørende være med på stuen under hele operationen.

Sådan foregår operationen

Vi lægger lokalbedøvelse i tåen. Derfor har du ikke ondt under operationen. Du vil hele tiden kunne mærke, at vi bevæger dine tæer. Hvis du alligevel får ondt, holder vi en pause og giver dig mere lokalbedøvelse.

Vi lægger en manchet omkring tåen, så det ikke bløder under operationen. Vi fjerner en 2-3 mm del af neglen og den del af vævet, der danner ny negl. Derfor bliver din negl fremover lidt smallere. Hvis neglevolden er meget påvirket, fjerner vi også en del af den. Til sidst sætter vi strips omkring tåen og lægger en forbinding omkring både tå og forfoden. Selve operationen tager cirka 20 minutter.

Efter operationen

Når vi har talt med dig og gennemgået planen efter operationen, kan du tage hjem. Hvis du har brug for en recept på Pinex eller Ipren, laver vi den til dig.

Når du kommer hjem

Efter operationen er det en god ide at ligge med foden højt over hjertehøjde og belaste foden mindst muligt de første 2 dage for at undgå hævelse, blødning og smerter.

Forbinding og plaster

Efter 2 dage skal du fjerne forbindingen og tage et almindeligt plaster på tåen. Stripsene skal du lade sidde. Vi giver dig ekstra strips, så du kan skifte dem, hvis de bliver løse. De skal sidde på i 12-14 dage.

Smertestillende

Lokalbedøvelsen kan vare fra nogle timer og op til 1 døgn. Når du kommer hjem, bør du derfor starte med at tage smertestillende i form af 2 Pinex á 500 mg 4 gange om dagen og 2 Ipren á 200 mg 4 gange om dagen. De fleste har brug for smertestillende medicin i den første uges tid efter operationen.

Bilkørsel

Du må først køre bil igen efter 1 uge, medmindre du har automatgear og ikke bruger den opererede fod.

Mulige komplikationer

Ved alle operationer er der risiko for komplikationer. Komplikationer og risici ved denne operation kan være infektion. Hvis det bløder gennem forbindingen, efter du er kommet hjem, skal du ringe til os på 65 41 27 00 (hverdage kl. 8.00–15.00). Uden for dette tidsrum skal du kontakte lægevagten.

Hvis du får tegn på infektion som feber, rødme eller væske fra såret, skal du kontakte os.

Tiden efter

Tåen vil ofte være øm i flere måneder efter operationen. I den periode kan du have brug for fodtøj, der ikke trykker på tåen. Cirka 5 % oplever, at der danner sig en ny negl i området, som igen giver irritation. I de tilfælde kan det blive nødvendigt at operere igen.

Kontakt

Ortopædkirurgisk Afdeling

65 41 27 00

Skriv til os på www.ouh.dk/post-ort


pinfoOUH-1530848240-515 112746   |   18.05.2026

APPFWU01V