Skip til primært indhold

Ambulant besøg

Oplysninger til dig, der skal undersøges ambulant på Øjenafdelingen

Er du blevet indkaldt til et ambulant besøg på Øjenafdelingen, vil dette foregå i et af vores ambulatorier, indgang 132, indgang 130 eller indgang 1, Patienthotellet 2. sal.

 

Hvem kommer i Øjenambulatorierne?

Efter henvisning fra praktiserende speciallæge i øjensygdomme eller fra andre sygehusafdelinger, modtager Øjenambulatorierne patienter til udredning og behandling af forskellige øjensygdomme såsom:

  • Grå stær
  • Grøn stær
  • AMD - Alderspletter på nethinden
  • Blodprop i øjet
  • Nethindesygdomme
  • Betændelsesreaktioner i øjets regnbuehinde og årehinde
  • Hornhindebetændelse
  • Øjenbetændelse
  • Øjenlågs- og tårevejssygdomme
  • Tumorer
  • Øjenforandringer ved for højt stofskifte eller diabetes
  • Skader på og omkring øjet, herunder knoglebrud, ætsnings- og forbrændingsskader
  • Udtalt nær- og langsynethed, samt visse bygningsfejl
  • Skelen
  • Øjensygdomme hos børn

 

Der bliver desuden foretaget:

  • Fotografiske undersøgelser, synsfeltsundersøgelser m.m.
  • Specifikke undersøgelser hos optikere og skeleterapeut
  • Forundersøgelse og samtale i forbindelse med kirurgiske indgreb, både
    • ambulante indgreb såsom fx grå stær operation og
    • dagkirurgiske indgreb / kirurgiske indgreb, der kræver indlæggelse
  • Kontrol og samtale efter operation
  • Modtagelse af akutte patienter fra praktiserende øjenlæge eller andre sygehusafdelinger og fra lægevagten uden for almindelig dagtid.

 

Ved ankomst

Vi beder dig registrere din ankomst på en skærm tæt på indgangen ved brug af dit sygesikringskort eller ved at taste dit cpr-nummer. Herefter kan du tage plads i venteværelset. Det er vigtigt, at du møder til tiden, ikke for sent og heller ikke meget før den planlagte tid.

Hvis du benytter en af sygehusets parkeringspladser, skal du registrere din parkering i afdelingen. Der hænger en anden skærm til dette. Husk bilens registreringsnummer. Hvis du er patient og har en tid hos os, kan du parkere gratis i et døgn, efter du har registreret parkeringen.  

Da der er forskellige undersøgelsesrum og forskellige former for undersøgelser, kan man ikke forvente at blive kaldt ind i den rækkefølge, man er ankommet i. Du bliver kaldt op i venteværelset.

 

Operation

Hvis det i ambulatoriet bliver besluttet, at du skal opereres, vil du enten samme dag komme til at tale med en sygeplejerske og eventuelt efterfølgende en narkoselæge eller blive indkaldt til en regelret forundersøgelse en anden dag. Her vil du også komme til at tale med en farmakonom. Se mere under Operation i menuen til venstre.

Skal du opereres i lokal bedøvelse, forsøger vi at nå alle forundersøgelser samme dag, hvorefter du vil blive indkaldt direkte til operation.

 

Personale

Der arbejder både læger, sygeplejersker, optikere, ortoptist, fotograf, skeleterapeut og lægesekretærer í Øjenambulatoriet.

Desuden har Odense Universitetshospital ansvar for uddannelse af sundhedsfaglige studerende. Derfor vil du ofte møde sygeplejestuderende, social og sundhedsassistentelever, medicinstuderende og læger i speciallægeuddannelse i ambulatoriet.

Sygeplejerske sidder og har en samtale med patient til en ambulant undersøgelse.
Sygeplejerske sidder og har en samtale med patient til en ambulant undersøgelse.
APPFWU01V